Magasinet Scandinavia på Costa Blanca - 7.500 eksemplarer hver måned

Nyhedsbrev
Afmeld





Sportsnyheder
Del Bosque ny spansk landstræner
Efter EM til sommer overtager Vicente Del Bosque jobbet som spansk landstræner fra Luis Aragones. Det spanske fodboldforbund RFEF har i skrivende stund endnu ikke bekræftet navnet på den nye landstræner, men ifølge de spanske medier er aftalen med den tidligere Real Madrid-træner allerede på plads.
Vicente Del Bosque starter i jobbet lige efter EM, som bliver Luis Aragones’ sidste opgave. Aragonés har været meget udskældt, ikke mindst fordi han ikke har udtaget den spanske mediedarling Raúl til landsholdet.

Nadal nærmer sig Federer
Den schweiziske tennisspiller Roger Federer har ligget nr. et på verdensranglisten i over fire år. Næsten lige så suveræn på andenpladsen er Rafael Nadal, der har været nummer to i 140 uger. Nu er spanieren dog kun 350 point efter Federer, hvilket er det nærmeste, Nadal har været på den suveræne schweizer.
Spanske David Ferrer er nummer fem på verdensranglisten efter serberen Novak Djokovic (3) og russeren Nikolay Davydenko (4).
Spanske Feliciano Lopez rykkede ni pladser frem efter sin finaleplads i Dubai og er nu nummer 32. 

Flot debut til spanier
Jorge Lorenzo fik med en andenplads en flot debut i årets første motorcykel-grandprix, som blev kørt i Dubai i marts. Løbet blev vundet af sidste års verdensmester, australieren Casey Stoner. Tredjepladsen gik til spanske Dani Pedrosa. Lorenzos holdkammerat hos Fiat Yamaha, den italienske legende Valentino Rossi, måtte nøjes med en femteplads.

Spanien skuffede ved VM i atletik
Det blev blot til en enkelt medalje til Spanien ved VM i indendørsatletik i Valencia i marts. Bortstet fra Juan Carlos Higueros bronzemedalje i 1500 meter løb, måtte Spanien skuffende forlade VM uden medaljer.

Formel 1-billetter til salg
Nu er billetterne sat til salg til Formel 1-løbet, der 24. august 2008 køres for første gang i Valencias gader. Der er plads til 112.000 tilskuere til det spanske grand prix-løb. Priserne ligger fra 130 til 508 for adgang til alle tre dage inklusiv prøve- og tidskørsler fredag og lørdag.
For selve løbet søndag 24. august er billetterne blot en anelse billigere. Her koster de dyreste 483 euro.

Store pengepræmier til golfspillere
Spanien Open i Golf 2008, som afvikles i Sevilla 1.-4. maj i år, får en samlet præmiesum på to millioner euro. Dermed får turneringen den ottende højeste pengesum på den europæiske Tour i år ud af de 29 turneringer, der allerede har offentliggjort den samlede præmiesum.
Til vinderen i Sevilla bliver der 333.330 euro, mens der er 5.000 euro til den dårligst placerede spiller, der klarer cuttet. Da Spanien Open blev spillet i 1954, fik vinderen et beløb svarende til 360 euro.

Spansk exit fra europæisk fodbold
Det gik hårdt udover de spanske hold, da der i marts blev spillet ottendedelsfinaler i Champions League. Real Madrid måtte endnu engang forlade turneringen inden kvartfinalerne, da det blev til et samlet nederlag til Roma anført af Francesco Totti. Lige så skidt gik det Sevilla, der trods favoritværdigheden mod Fenerbache blev slået ud, da tyrkerne vandt straffesparkskonkurrencen foran et skuffet publikum på Sanchez Pizjuán stadion i Sevilla.
Dermed er FC Barcelona eneste spanske hold tilbage i Champions League. Katalanerne havde ingen problemer med at eliminere skotske Celtic.
Kvartfinalerne i Champions League spilles 1. og 2. april, mens der er returkampe ugen efter.

Alle vil have Laudrup
Efter en svær start har Michael Laudrup gjort det så godt i Getafe, at han nu nævnes som et muligt træneremne i en række europæiske storklubber. Det gælder blandt andet FC Barcelona og engelske Chelsea, der har Michael Laudrups tidligere landsholdskammerat Frank Arnesen som sportschef.
Michael Laudrup selv afviser at kommentere de mange rygter. Han mener, han har nok til at se med Getafe, der har overrasket positivt ved at komme langt i både UEFA Cup og den spanske pokalturnering Copa del Rey. I UEFA Cup er Getafe det eneste spanske hold tilbage i kvartfinalerne, der afvikles 3. og 10. april. ”Los chicos del barrio” eliminerede i ottendelsfinalerne portugisiske Benfica.

Torres har succes i England
Fernando Torres har stor succes hos Liverpool, som han skiftede til inden denne sæson. 25 mål er det blevet til i 29 kampe for de røde indtil videre. I februar blev den tidligere Atlético Madrid-angriber kåret til årets spiller i Premier Leauge, og i marts lavede han sit tredje hattrick i sæsonen. Desuden scorede han, da Liverpool med en 1-0 sejr ude over italienske Inter sikrede sig adgang til kvartfinalerne i Champions League.

Vuelta-ruten er klar
Ruten til Spaniens store cykelløb Vuelta a España er klar. Løbet starter 30. august i Granada og slutter 21. september i Madrid. Fra Granada bevæger ruten sig via Jaén og Córdoba i Andalusien opad gennem Spanien.
En stor del af løbet bliver afvilket i Nordspanien, hvor bjergene i Pyrenæerne kommer til at spille en vigtig rolle.

Skidt start for ny Murcia-træner
Javier Clemente fik en dårlig start som ny træner for Murcia, der er tæt på at rykke ud af den bedste spanske fodboldrække. Den tidligere spanske landstræner måtte i sin debut på trænerbænken se sit hold tabe 0-3 hjemme til Michael Laudrups tropper fra Getafe. Javier Clemente var oprindelig blevet udnævnt til ny landstræner for Iran, men blev uenig med det iranske fodboldforbund om betingelserne, og tog i stedet jobbet som ny træner hos Murcia.

Volleyherrer i svær OL-kvalifikation
Spaniens volleyballherrer skal spille mod Tyskland, Cuba og Kina Taipei i kvalifikationen til OL i Beijing i år. Kun vinderen af puljen kommer med til OL. Turneringen, der afvikles 23.-25. maj, er den sidste chance for at kvalificere sig til OL for Spanien, som er forsvarende europamestre i volleyball.

Ballesteros udgiver sin selvbiografi
Den spanske golflegende Severiano Ballesteros har netop udgivet sin selvbiografi i Spanien. Den er tidligere udkommet på engelsk, men er først nu udgivet på spansk.
I løbet af sin lange karriere som professionel golfspiller vandt spanieren, der nu har rundet de 50 år, 94 turneringer, herunder fem grand slam-titler. Den første titel vandt han i 1976. Den sidste sejr fik han for 13 år siden, men han indstillede først karrieren i juli 2007.

Ferrari-kørere afskriver Alonso
Fernando Alonso skal ikke regne med at genvinde Formel 1-verdensmesterskabet i 2008. Det mener hans to konkurrrenter på Ferrari-teamet, Felipe Massa og Kimi Räikkönen. Begge vurderer, at spanieren er blevet svækket efter sit skifte fra McLaren tilbage til Renault, som han vandt to VM-titler med i 2005 og 2006.

Mestre fra Murcia
I den spanske pokalturnering i indendørsfodbold - fútbol sala - løb El Pozo Murcia med sejren. I finalen vandt holdet 2-1 over Móstoles. Taberholdet nåede helt til finalen på trods af, at klubben ikke har nogen sponsor, og spillerne ikke har fået løn i flere måneder.

Spanske sejlere håber på OL-guld
Spanien håber på at tage mange medaljer i sejlsport ved sommeren OL i Beijing. Og kigger man på verdensranglisten, har spanierne noget at have forventningerne i. Fire spaniere ligger i top tre i deres discipliner. Det kan intet andet land præstere.
Sejlsport er den disciplin, hvor Spanien har vundet flest OL-medaljer gennem historien; 10 guld-, fire sølv- og en bronzemedalje er det blevet til.

Kvindelig skakspiller er transseksuel
Natalia Parés Vives er Spaniens bedste kvindelige skakspiller, men det er ikke på grund af sine evner på skakbrættet, at hun er blevet kendt. For ti år siden gennemgik Natalia, der dengang hed Josep, en kønsskifteoperation og blev en kvinde.
Den nu 52-årige skakspiller har gennem karrieren slået nogle af Spaniens bedste skakspillere, og mødte i 1988 legenden Gary Kasparov i simultanskak.


Sport | April 2008
Abonner på e-mail nyhedsbrevVersion til udskrift · Send til en ven




Boligguide



Norrbom
Norrbom Marketing
Centro Idea · Ctra. de Mijas km. 3.6 · 29650 Mijas-Málaga
Tel. 95 258 15 53 · Fax. 95 258 03 29
Norrbom

Norske Magasinet En Sueco Magasinet Dansk La Danesa Magic Media Guide til Spanien

Forsiden | Kontakt os | Redaktionen | Que Pasa? | Rubrikannoncer