![]() Stefan Pokroppa (tv.) med rådmanden for udenlandske residenter José Antonio Aniorte og koordinator for infrastruktur, Javier Canovas (th.). | |
Orihuela Costa er en skamplet på Costa Blanca. Hovedvejen N332 er en permanent trafikprop, politiet er underbemandet, og der findes ingen grønne områder. Alligevel spår den nye borgmester Monica Lorente, at Orihuela Costa bliver ”paradis på jord”.
Katastrofal infrastruktur. Et utilstrækkeligt, overbelastet vejnet. For lidt politi. Ingen grønne områder. Overbebygget kyststrækning. Dårlig service for udenlandske residenter.
Elendighederne står i kø på Orihuela Costa, men borgerne i området håber, at forholdene vil forandre sig til det bedre, når den nye borgmester Monica Lorente får sat sit aftryk på tingenes tilstand. Den unge kvinde fra Partido Popular (PP) afløste ved valget i maj 2007 sin skandaleombruste partikollega José Manuel Medina, der står anklaget for 14 tilfælde af korruption.
Medina forsømte i den grad Orihuela Costa i sin borgmesterperiode. Det erkender selv partiets egen folk.
”Medina investerede ikke meget i kystområdet, som han betragtede som et ferieområde, hvor udlændinge boede to måneder om året”, siger PPs tyske medlem Stefan Pokroppa til Magasinet Scandinavia.
Efter kommunalvalget i maj i år blev tyskeren ansat på rådhuset i Orihuela, hvor han skal fungere som bindeled mellem borgerne og rådmanden for internationale residenter.
Stefan Pokroppa ser lyst på fremtiden, for han mener, at den nye borgmester Monica Lorente har en helt anderledes forståelse for kystområdet i Orihuela kommune.
”Monica bor selv i Playa Flamenca-området, og hun forstår vigtigheden af kyststrækningen. Hun har en vision om at forbedre mange ting, og hun siger, at hvis det lykkes, bliver det her paradis på jord”, forsikrer Stefan Pokroppa.
Elendig infrastruktur
Hvis englene i himlen leder efter paradis på jord, kigger de dog næppe på hovedvejen N332 på Orihuela Costa, hvor en lang bilkø dagligt snegler sig af sted. Blot en kilometer derfra går en helt ny motorvej, men falder man for fristelsen til at spare undgå trafikproppen og bevæge sig ud mod den åbne, brede asfalt, så falder vejbommen omgående. Her er prisen for at køre 1 km på motorvejen den samme, som det koster at køre 30 km på motorvejen nord for Alicante.
Så det er oplagt at spørge Stefan Pokroppa, hvad Partido Popular har tænkt sig at gøre ved det.
”Jeg har tænkt den tanke, at man kunne gøre det gratis at køre på motorvejen, så presset fjernes fra N332. Problemet er, at det er et privat firma, der har bygget motorvejen og dermed har retten til at indkræve penge. Måske kunne kommunen betale firmaet og lade trafikken komme igennem”, funderer Stefan Pokroppa, der har nævnt sit forslag for borgmester Monica Lorente.
”Hun sagde ikke rigtig noget til det”, tilføjer Stefan Pokroppa og kigger ned i sit skrivebord.
I stedet vil myndighederne bygge et ekstra spor i hver retning, så N332 bliver dobbeltsporet. Vejarbejderne er så småt i gang med at lægge asfalten til de ekstra spor.
Afviser kritik
Ifølge kritikerne var Monica Lorentes første beslutning som ny borgmester at give tilladelse til et stort byggeri på Orihuela Costas sidste uberørte strækning. PPs tyske medlem afviser kritikken.
”Folk burde være bedre informeret. Den strækning blev erklæret som byggeområde i 1982, hvor PSOE havde magten. Ifølge ejendomsloven har ejeren tilladelse til at bygge der, og ifølge Monica vil det koste kommunen et tab på 60 millioner euro at nægte tilladelse til byggeriet”, siger Stefan Pokroppa, hvis opgave er at være bindeled mellem borgerne og rådmanden for internationale residenter.
”Jeg vil integrere udlændinge mere i kulturen og sørge for, at de bliver informeret om lokale fester, hvor vi vil arrangere offentlig transport. Desuden skal vi skabe en bedre kontakt med foreninger på kysten, og der skal være flere muligheder for spanskurser.”
![]() Orihuela Costas borgmester Monica Lorente bor selv i Orihuela Costa, som hun ser et stort potentiale i. |
Tema & Debat | April 2008
| Abonner på e-mail nyhedsbrev | Version til udskrift · Send til en ven |









