I efteråret 2007 udkom Håndbog i Høflighed – kulturelle koder i elleve EU-lande. Bogen giver råd til hvordan man gebærder sig i en anden kultur end sin egen. Både professionelt og socialt. Og det er der god brug for – man kan hurtigt sidde med en dårlig smag i munden.
Af Marie Østergaard Knudsen
Forleden dag var jeg i Malmø for at læse korrektur på en bog, jeg har været med til at skrive.
Da jeg kom til forlaget, sprang jeg ud af taxien, susede forbi receptionisten og op til min kollega. Vi havde meget tekst, vi skulle igennem, og det var bare om at komme i gang. Da jeg fire timer senere igen sad i taxien på vej tilbage til Malmø Centralstation, kunne jeg mærke, at der var et eller andet i vejen. For det første var jeg ikke tilfreds med dagens indsats. Jeg kunne heller ikke helt lide, at receptionisten havde virket sådan lidt sur, da hun hjalp mig med at bestille en taxi. Med ét gik det op for mig, at jeg i al min stress fuldstændigt havde glemt, at jeg ikke var hjemme. Selvom jeg bare havde rejst 40 km med toget over Øresundsbroen, så var jeg i et andet land og i en anden kultur.
Denne fejltagelse til trods for at jeg i efteråret 2007 selv havde været med til at skrive bogen Håndbog i Høflighed – kulturelle koder i elleve EU-lande. En håndbog, der beskriver skikke, tankegange og normer i andre lande. Bogen er en håndbog til danskere, der gerne vil blive bedre til at begå sig, når de er på rejse i andre kulturer end deres egen. Ulla Gjedde Palmgren er redaktør af håndbogen og har i forordet skrevet, at den er tænkt som en hjælp til folk, så de undgik at trampe rundt som elefanter i den interkulturelle porcelænsforretning. Dét var præcis, hvad jeg havde gjort den dag. Bedre blev det ikke af – og nu bliver det rigtig pinligt – at det var mig, der stod for afsnittet om Sverige. Følgende bommerter kunne jeg notere mig selv for:
1
Glemte at hilse. Da jeg kom ind på forlaget ignorerede jeg nærmest receptionisten. Hendes opgave var netop at tage imod gæster som mig, høre mit ærinde og sætte mig i forbindelse med den rette person. Jeg gav hende overhovedet ikke mulighed for at udføre sit arbejde. For nogle år siden kørte der på svensk tv reklamespots, der skulle opdrage svenskerne til at hilse på kassedamen eller ekspedienten på posthuset. Formålet var at vise, at der her var tale om mennesker og ikke servicerobotter. I Sverige hilser man på alle dem, man er i kontakt med, lige meget hvor det er. Sverige er igennem et århundrede rundet af en socialdemokratisk tankegang, hvor ingen i princippet er mere værd end andre. Derimod hilser svenskere ikke nødvendigvis på nogen, de møder en søndag på en sti uden for deres sommerhus, som vi danskere gerne gør. Bedre blev det for mit vedkommende denne dag heller ikke af, at jeg senere ikke kunne genkende receptionisten i kantinen, da jeg skulle have hjælp til at bestille en taxi, og hun ikke var på sin plads.
2
Glemte at Sverige er lukket omkring frokost. Jeg havde været på forlaget hele den foregående dag og havde til min svenske kollega sagt, at jeg denne dag kun kunne være der fra 10.00 til ca. 14.15. Nu, hvor jeg havde slået krølle på mig selv og kommet over en ekstra dag for at få arbejdet gjort færdig, tænkte jeg, at min svenske kollega vel kunne gøre det samme. Henkastet spurgte jeg ham, om han ikke kunne udskyde sin frokost, til jeg var gået. Nej, det kunne han ikke, og klokken 12 tog han sin gode cykel og forsvandt ind i byen. Og sådan er det. Sverige er lukket mellem 12 og 13.30. Folk er ikke til at træffe, og telefonerne bliver ikke taget. Hvis svenskerne ikke sidder i deres veludrustede kantiner og spiser deres medbragte – ofte opvarmede – mad, så er de på frokostrestaurant. Enhver større by i Sverige har restauranter, der tilbyder varm mad for rimelige penge. Kaffen er ofte inkluderet i prisen.
Min kollega vendte tilbage en halv time før jeg skulle gå. På det tidspunkt havde jeg siddet i tre kvarter og ventet på ham – ude af stand til at komme videre.
3
Glemte at holde pause. For at spare tid tog jeg mine papirer og min pastaret med ned i kantinen, da jeg blev sulten. Jeg noterede godt, at der sad en gruppe kvinder ved et bord. Brudstykker af deres samtale fandt også vej ind i min bevidsthed – det handlede om aftensmad den foregående dag, fritidsaktiviteter og noget med en bil. Læsende i mine papirer betjente jeg mikrobølgeovnen, og da min mad var færdig, satte jeg mig ved det nærmeste bord og gav mig til at skovle min mad ind, mens jeg fortsatte min indædte korrekturlæsning. På et tidspunkt mærkede jeg, at fire af damerne forundret betragtede mig uden at sige noget. Heriblandt receptionisten.
Igen gør jeg fejl. I Sverige arbejder man, når man arbejder, og når man holder pause, så holder man, ja, pause – og snakker om aftensmad, fritidsaktiviteter, bil, båd, mand, bøger, børn og alt muligt andet.
Er det nu, jeg skal fortælle, at jeg også havde spildt rød pastaret ned ad min trøje?
Vi vil gerne være høflige
Hvis man ønsker at begå sig i et fremmed land og en fremmed kultur, er det en god idé at sætte sig ind i skikke og normer i det pågældende land. Noget min forjagede dag viste med al tydelighed. Behovet for en Håndbog i Høflighed er stort og første oplag af bogen er også allerede udsolgt fra forlaget. Om formålet med bogen siger redaktør Ulla Gjedde Palmgren:
”Jeg tror, folk gerne vil være høflige, når de færdes i en anden kultur. Som i de fleste andre sammenhænge vil man gerne gøre et så godt indtryk som muligt. Mange ved bare ikke, hvordan de skal gøre. Og der er store forskelle på omgangsformen i landene. Selvom man taler meget om internationalisering, så er forskellene i den kulturelle kode i landene store og vil blive ved med at være det fremover.”
Danskerne har meget at lære
Danskerne er ifølge Ulla Gjedde Palmgren særligt dårlige til at tage det fremmede ind og har derfor meget at lære, når de færdes i en international sammenhæng. Et, ifølge Ulla Gjedde Palmgren, meget rammende billede af den danske kultur har historikeren Uffe Østergaard givet. For ham at se er Danmark en firelænget gård, hvor alle vinduerne vender indad. Hvorfor danskerne især har været – og er – så indadvendte og fokuserede på deres egen kultur, kan der gives mange svar på. Måske skal vi helt tilbage til 1864, hvor Danmark mistede en tredjedel af sit omfang, og derfor blev så optaget af det, der var tilbage. Men Ulla Gjedde Palmgren er sikker på én ting – Danmark og danskerne kan ikke fortsætte med at være så indadvendte.
”Et godt eksempel er Muhammed-krisen. Her fik vi danskere for alvor øjnene op for, at det ikke er lige meget, hvordan vi gebærder os. Krisen viste med al sin tydelighed i hvor høj grad, vi er en del af en globaliseret virkelighed. En trykt avisside fra et dagblad med sæde i en jysk by kan få dramatiske konsekvenser verden over. Ting kan lynhurtigt blive misforstået og ikke alle synes, at sarkasme og manglende respekt er lige sjovt og helt i orden. ”
Eksemplerne på forkert kulturel adfærd er mange. Når man læser afsnittene i bogen om de forskellige lande, bliver man også hele tiden klar over, hvor let man kan gå fejl i byen. I Frankrig møder man fx ikke op til et forretningsmøde med bare tæer i sandaler og en let sommerkjole. Spisebordet og spisetiden i Spanien er nærmest helligt og på det tidspunkt af dagen, skal man ikke ringe. I Storbritannien grænser det til det snagende at spørge om, hvad modparter arbejder med. Akademiske titler forventer ingen heller at blive indviet i. I Italien taler man ikke om penge, når man smalltalker.
Når man laver en bog, der forsøger at beskrive hvordan ”folk” er, så bevæger man sig faretruende tæt på grænsen til det stereotype. De færreste mennesker – og vel ej heller folkeslag – har lyst til at blive placeret i en fast kasse. Spørgsmålet er også, om den nationale kultur findes, og hvorvidt den skal dyrkes. Om den udfordring, siger Ulla Gjedde Palmgren:
Udgangspunktet har været, hvordan de enkelte lande ser sig selv. Formålet har ikke været at stadfæste en national identitet for de enkelte lande, men at formidle de enkelte landes specifikke træk. På baggrund af de specifikke træk og landenes kulturhistorier beskriver forfatterne, hvorfor folkene gør, som de gør og tænker, som de gør. I mange år har europæere – måske særligt tyskerne – haft svært ved at tale om den kulturelle identitet. Naturligvis kan man ikke skære alle beboere i et land over én kam, men når det er sagt, så er der inden for de enkelte kulturer fællestræk, som man kan fremhæve.
Tema & Debat | April 2008
| Abonner på e-mail nyhedsbrev | Version til udskrift · Send til en ven |
