 | |
Med lidt god vilje kan vi sige, at historien egentligt startede i Spanien. Det vil sige, at den ene gør – for der er faktisk to separate og uafhængige historier. Efter nu at have forvirret den ærede læser vil jeg forsøge, at bringe lidt lys over land.
Historie nummer 1:
Tysk skattevæsen får adgang til DVD med oplysninger om kunder i LGT Treuhand, der er en bank i Liechtenstein
Historien starter i 1996, hvor den dengang ukendte Heinrich Kieber køber en ejendom i Spanien. Uheldigvis for Kieber var modparten ikke imponeret af de checks, han modtog i forbindelse med handlen. De viste sig nemlig at være dækningsløse.
Efter en tur i det spanske retsmaskineri og derefter i det internationale blev Kieber dømt i oktober 2001 til at betale modparten godt 300.000 EUR. Alt i alt normalt en banal sag. Men her tager sagen en drejning. Anklageren rejser i november 2002 sag mod Kieber med tiltale for groft bedrageri. Kieber, der bor i Liechtenstein, flygter imidlertid ud af landet. Her kommer det interessante. Heinrich Kieber arbejdede, fra oktober 1999 indtil sin hastige afrejse i november 2002, for Liechtenstein banken LGT Treuhand.
Først på året i 2003 modtager Prinsen af Lichtenstein bl.a. et brev fra Kieber. Han føler sig uretfærdigt behandlet, og beder om assistance med sine juridiske problemer. Samtidig forlanger han to nye pas. Sker det ikke, vil kundedata, som han har stjålet, blive overgivet til offentlige myndigheder og til medierne. Kravet afvises og han overtales senere, formodentlig af banken, til at returnere til Liechtenstein. Banken betaler for juridisk assistance og bolig. Den famøse DVD med kundeoplysningerne overgives til banken og destrueres. Det vil sige – det troede man.
Herefter fornemmer man, at der sker en eller anden studehandel. Kieber´s fængselsstraf i oktober 2003 på fire år, omstødes efterfølgende til et års ubetinget fængsel og tre års betinget fængsel. Resultatet? Kieber var en fri mand igen i oktober 2004.
Senere har det tyske skattevæsen successivt betalt 4,2 mio. EUR for DVD’en velvidende, at informationerne var tyvstjålede. Skiven indeholder oplysninger om i alt 1.400 kunder, hvoraf 600 er tyske. Banken, LGT Treuhand, afviser, at der er nyere oplysninger end fra 2002. De tyske myndigheder oplyser samtidig, at 163 kunder allerede er kontaktet og anslår det forventede skatteprovenu til at være 27 mio. EUR!
Rækken af interesserede ”ikke tyske” skattemyndigheder vokser hastigt. Finland, Sverige og Norge har vist interesse. Der skulle efter sigende ikke være danske kunder iblandt. Men danskerne kalder informationer af den pågældende karakter ”interessante”, uagtet at ophavet er kriminelt. Storbritannien har deres egen liste med 100 velhavere, Canada ditto. Monaco har indledt forhandlinger med Tyskland om udveksling af oplysninger. Nu går den vilde jagt, eller?
Hvad skete der med Kieber? Det havde jeg nær glemt. Man må formode, at han fik en pæn skilling. Han lever efter sigende i Australien under et andet navn.
Står bankhemmeligheden for fald?
Af det ovenstående får man indtrykket af, at intet middel er helligt for skattemyndighederne og at skattesnydernes dage er talte. Men hov, stop lige. At have en konto i Liechtenstein, Luxembourg, Andorra eller andre steder er ikke ensbetydende med, at man er skattesnyder. Kun skattevæsnet synes at have den opfattelse. Selvfølgelig er LGT bankgruppen nogle skvadderhoveder, når det gælder sikkerheden. Jeg føler også, at min retsbevidsthed krænkes, når staten tager hælerens rolle. Men hvad, pressen glemmer i nærværende sag, er, at LGT forvalter mange private fonde, også kaldet trusts. Trusts er anerkendte og anvendt i mange lande bl.a. Tyskland, Storbritannien og USA. Det er de, fordi de er skatteeffektive ved bl.a. formueopgørelse og arv. I min verden er der imidlertid himmelvid forskel på skattetænkning og skatteunddragelse. Her på kysten laver vi dagligt løsninger, der opfylder alle lovkrav og samtidig sikrer et fornuftigt skatteniveau. Den rådgivning dør næppe i nærmeste fremtid. Men såkaldte verdensborgere, der bor tre måneder i Spanien, to i Dubai, tre måneder i Timbuktu osv. er derimod klart en uddøende race. Ingen kan argumentere for nul skat uanset, hvor man opholder sig.
OK, er du klar til den næste historie?
Historie nummer 2:
Lichtensteinische Landesbank (LLB) afpresses til at betale 9 mio. EUR
Teknisk set har Liechtenstein en skrappere lovgivning end Schweiz, når det gælder hemmeligholdelse. Om de godt 5.000 ansatte i finanssektoren i Liechtenstein har dårligere moral end ditto kolleger i Luxembourg eller andre steder, skal jeg lade være usagt.
Under alle omstændigheder er denne sag også om tyveri af kundeoplysninger.
I sommeren 2005 får personaleafdelingen i LLB en noget anderledes opgave. De skal rekruttere detektiver med forhandlingserfaring. En kendt kriminel Michael Freitag havde kontaktet banken og krævet et millionbeløb for at tilbagelevere oplysninger om 2.700 af bankens tyske kunder.
Oprindelig havde en tidligere ansat Roland L. stjålet oplysningerne i perioden 2000 – 2003. Han havde krævet godt 11 mio. EUR. Alternativt ville han give oplysningerne videre til det tyske skattevæsen. Inden det kom så vidt, blev han imidlertid anholdt og dømt.
Hvordan Michael Freitag har fået oplysningerne, står hen i det uvisse og sagen var næppe nået offentligheden, hvis ikke han havde opført sig ualmindeligt dumt. Det lykkedes Freitag, mellem august 2005 og august 2007, at få LLB til at betale 9 mio. EUR mod at tilbagelevering af oplysninger om 1.600 kunder.
I september 2007 bad han imidlertid sin mor indsætte 1,4 mio. EUR i kontanter på hendes konto og senere lave en overførsel til Thailand. Banken lugtede dog hurtigt lunten – måske fordi sønnike tidligere var dømt for bankrøveri. Freitag blev anholdt, men hurtigt løsladt igen på grund af manglende beviser for hvidvaskning af penge.
Uheldigvis var et par af Freitags medskyldige ikke meget klogere end chefen. De havde i mellemtiden kontaktet nogle af Liechtenstein bankens kunder med henblik på afpresning. Det fandt bankens detektiver ud af og anmeldte de pågældende til det tyske politi. Det afstedkom, at anklageren besluttede sig for, at interviewe detektiverne yderligere. De var i første instans ikke særligt meddelsomme. Man må formode, at de senere er blevet pressede, idet de samstemmende har bekræftet ovenstående hændelsesforløb.
Som paranoid dansker, når det gælder skat, kan man så stille sig selv følgende spørgsmål: Hvad med de 1.100 resterende kunder? Kan Michael Freitag handle sig til strafnedsættelse mod at overgive dem til det tyske skattevæsen?
Jura & Finans | April 2008
| Abonner på e-mail nyhedsbrev | Version til udskrift · Send til en ven |
