![]() | |
Det kan ikke kun være, fordi han er mesteren udi molekylær gastronomi, at Ferrán Adrià er verdens bedste kok. Det må også have noget med udbuddet af friske råvarer at gøre, og vi er derfor gået i hans fodspor, ind i Barcelonas ældste fødevaremarked, La Boquería.
La Boquería, også kaldet Mercat de Sant Josep, ligger ved Las Ramblas, hvor det overdækkede marked danner en skøn kontrast til det moderne Barcelona. Det hævdes, at de første fødevarer blev solgt her i 1200-tallet. Boquría menes at stamme fra et gammelt catalansk udtryk, som betyder ”et sted, hvor der sælges gedekød”. Og gedekød er blot en af de utallige lækkerier, man finder i den charmerende labyrint af boder.
Ser på sagerne
Her er boder, som kun sælger klipfisk, tørret saltet torsk, der egentlig kommer fra Norge, men som spanierne har taget til sig som var det deres egen opfindelse, og boder, der bare sælger æg, fine chokolader, nødder eller svampe, som svampejægere om efteråret bringer ind til markedet fra de omkringliggende skove. Her er boder med charcuterivarer, heriblandt en masse pølser fra Vic, ostebode med sjove oste fra Pyrenæerne, boder med frisk frugt og grønt. Meget af frugten kommer fra Lleida og grønsagerne fra Maresme. På de store, imponerende udstillinger af frisk fisk og skaldyr ses strålende, røde jomfruhummere, pescado de roca, brune havskorpioner fra Rosas, østers fra Galicien og et utal af velkendte og mindre kendte fisk og skaldyr.
Vi møder trøffelsælger Petràs. Hans bod ligner en marskandiserforretning med alt godt fra skoven. Her er champignoner og andre svampe, friske, frosne og tørrede, samt spiselige insekter, likør med insekter og afrodisiske vidundere. Og så de hvide og sorte trøfler, som han sælger til bl.a. Ferrán Adrià’s restaurant, El Bullí. Han fortæller os, at Ferrán Adriàs laboratorium, hvor han eksperimenterer, når selve restauranten er lukket, ligger på den modsatte side af Las Ramblas, få skridt fra markedet. Mad-guruen handler også da på markedet. Trøfler og alt mulig andet.
Spaniens mest fascinerende markedshal
La Boqería hævdes at være verdens største og mest interessante marked. Det er måske en overdrivelse, men de hundredvis af boder bør nok berettige den til titlen som Spaniens mest fascinerende fødevaremarked. Hallerne er efterhånden blevet et større tilløbsstykke for Barcelonas mange besøgende, en seværdighed i samme klasse som La Sagrada Familia.
Men det er stadig først og fremmest fødevaremarkedet for indbyggerne selv, og så for de mange catalanske restauranter; heriblandt verdens bedste.
![]() |
Kultur & Gastronomi | Marts 2008
| Abonner på e-mail nyhedsbrev | Version til udskrift · Send til en ven |










