Magasinet Scandinavia på Costa Blanca - 7.500 eksemplarer hver måned

Nyhedsbrev
Afmeld





Skatteeffektiv kapitalforsikring kan være løsningen
Den reelle værdi af en investeringsstrategi måles på afkastet efter skat. Skatteplanlægning bør derfor udgøre en integreret del af en privat investors investeringsstrategi. Alt efter investors personlige ønsker og behov er der forskellige måder at optimere investors skattemæssige situation. I den forbindelse er kendskab til skattereglerne for formueindtægter i Spanien afgørende.

Formueindtægter som en del af den generelle indtægt
Den skattepligtige indkomst i Spanien kan opdeles i flere kategorier. Der gælder forskellige regler for hver kategori med hensyn til opgørelsen af indkomsten, fradragsberettigede udgifter og nedslag. Kategorierne er pensionsudbetalinger, lønindkomst og formueindtægter.

Formueindtægter beskattes med en fast sats på 18%. Beregningsgrundlaget omfatter al indkomst fra aktiver – det være sig fast ejendom eller løsøre – der ikke er relateret til investors erhvervsaktiviteter. Disse formueindtægter omfatter renteindtægter og udbytter, investeringsforeninger (generelt skal der betales skat af kapitalavancer fra investeringsforeninger og visse investeringsselskaber indregistreret i Spanien eller andre EU-lande), indtægtsdelen af udbetalingen fra en kapitalforsikring (PCP’er eller MCP’er i Nordea), udbetalinger fra livs- og invalideforsikringer, som ikke hører under kategorien lønindkomst eller beskattes i henhold til reglerne for arve- og gaveskat, samt udbetalinger fra private pensionsordninger (for ordninger med rateudbetalinger over ti år er dog kun 16% af pensionsudbetalingen skattepligtig).

En kapitalforsikring – måske den mest skatteeffektive løsning
Der er flere måder at mindske skattebyrden i forbindelse med formueindtægter ved strategisk aktivallokering. En af dem er en kapitalforsikring (eller bancassurance), som vi vil fokusere på her. En kapitalforsikring anvendes typisk i Spanien til effektiv forvaltning af en investeringsportefølje. Først og fremmest af skattemæssige årsager, men også på grund af selve kapitalforvaltningen.

En kapitalforsikringskontrakt er i bund og grund en kombination af en livsforsikringskontrakt og en investeringsportefølje. Med dette produkt kan der være en eller flere forsikrede, og der er stor fleksibilitet med hensyn til de begunstigede. Dertil kommer, at man med en kapitalforsikring kan sikre en skattemæssig attraktiv placering af sin formue. Det er muligt at investere både i investeringsforeninger og i enkeltstående værdipapirer.

Fra et skattemæssigt synspunkt kan en kapitalforsikring tilbyde investor følgende fordele:
Kapitalindkomstskat – så længe de investerede aktiver ejes inden for rammerne af kontrakten, pålægges værdistigninger ikke spansk kapitalindkomstskat. Kun ved udbetaling af forsikringen beskattes en eventuel kursgevinst med 18%. Indbetalte præmier beskattes ikke på noget tidspunkt.

Arveskat – en kapitalforsikring er et godt produkt til arveplanlægning, da den giver stor fleksibilitet med hensyn til, hvem der kan indsættes som begunstiget. Spansk arveskat pålægges kun begunstigede, der er skattemæssigt hjemmehørende i Spanien. Derfor er der stort råderum med hensyn til valg af begunstigede.

Nettoformueskat – hvis ejeren kan acceptere visse begrænsninger i adgangen til kapitalen, der forvaltes ifølge kontrakten, kan kontrakten muligvis fritages for spansk nettoformueskat.

Endelig skal der ikke betales såkaldt exit-skat af en kapitalforsikringskontrakt, hvis ejeren fraflytter Spanien permanent.

At finde den rette rådgiver
Optimering af den skattemæssige situation kræver justeringer i investors investeringer. En kompetent rådgiver kan vurdere sådanne justeringer med henblik på at fastslå egnetheden og nytten for den enkelte investor i forhold til hans/hendes personlige mål og ønsker.

Jura & Finans | Marts 2008
Abonner på e-mail nyhedsbrevVersion til udskrift · Send til en ven




Boligguide



Norrbom
Norrbom Marketing
Centro Idea · Ctra. de Mijas km. 3.6 · 29650 Mijas-Málaga
Tel. 95 258 15 53 · Fax. 95 258 03 29
Norrbom

Norske Magasinet En Sueco Magasinet Dansk La Danesa Magic Media Guide til Spanien

Forsiden | Kontakt os | Redaktionen | Que Pasa? | Rubrikannoncer