![]() | |
Irske Aidan Murnane købte sin lejlighed i La Torre i Murcia i januar 2004. Dengang var lejligheden ikke bygget endnu, så han vendte først tilbage til Costa Blanca i september 2006. Her blev han introduceret for Anette fra møbelforretningen Scandinavian2 i Torrevieja.
”Vi så nogle af de lejligheder, de havde indrettet, og blev meget imponeret, så vi tog til deres forretning i Torrevieja. Efter et par timer havde vi valgt det hele til lejligheden, lige fra møbler til billede til væggen. Så behøvede vi ikke gøre mere. Da vi kom tilbage til Spanien et par måneder senere, var hele lejligheden indrettet. De havde sørget fra alt”, fortælller Aidan Murnane.
Den irske køber havde ikke på forhånd bestemt sig for danske møbler, men da han besøgte Scandinavian 2 var beslutningen ikke svær.
”Engelske og spanske møbler har en tendens til at være store og tunge, mens skandinavisk design er mere stilrent og let. Det mente jeg, var det idelle. Det er en forholdsvis lille lejlighed, og der er ikke for meget plads, så det er vigtigt, at møblerne er lette og ikke fylder for meget”, siger den 36-årige irer.
Glade farver
Møbler i mørkt træ er populære. Det samme gælder sofaer i neutrale farver som beige, cream og brun, men det var Aidan Murnane ikke interesseret i.
”Jeg havde en bestemt forestilling om, hvordan lejligheden skulle se ud, og jeg insisterede på lysegule og røde farver. Vi vil primært bruge den som ferielejlighed, så den skulle indrettes, så man fornemmer, at vi er tæt på solen og Middelhavet. Lejligheden skal være lys og funktionel med lyse farver, der løfter humøret. Vi valgte også lyse mønstre til at komplementere det lyse look”, forklarer Aidan Murnane med henvisning til de store røde cirkler på gardinerne, der matcher den knaldrøde sofa i stuen.
De små detaljer
Aidan Murnane understreger, at han er meget tilfreds med indretningen og tilføjer, at der er kræset for de små detaljer.
”Aircon-anlægget på balkonen er ikke kønt, men de har sat en trækasse rundt om det, så det ikke er så grimt. De plantede også et blomsterbed på altanen og sørede for at vande blomsterne. Og ved siden af den røde sofa i stuen er en radiator, som jeg ikke synes er pæn. Den har de dækket med et hvidt cover i træ. En anden detalje er, at de har sat myggenet på alle døre og vinduer, og det er specielt vigtigt for mig, da jeg er allergisk over for myg. Desuden bliver luften fra aircon-anlægget lidt tung, hvis det er tændt hele natten, men med myggenettene kan jeg have døre og vinduer åbne om natten.”
Klarer alt
Hos møbelforretningen Scandinavian 2 har man efterhånden en del erfaring med at indrette lejligheder fra A til Z.
”Vi laver en key-ready service, hvor ejeren giver os nøglen til lejligheden, og når vi giver nøglen tilbage seks uger senere, så er lejligheden klar til at blive brugt”, fortæller Anette Stenshøj fra Scandinavian 2.
Møbelforretningen sørger for alt til lejligheden; møbler, lamper, ude- og indebelysning, køkkenudstyr, billeder og sengetøj.
”Vi laver en totalløsning, som især er populær hos folk, der udlejer deres bolig. Hvis boligen er en investering, som du maksimalt bruger fire gange om året, og ellers bare udlejer, så kan vi tilbyde en funktionel totalløsning i en god kvalitet”, siger Anette, der oplyser, at det især er englændere og irere, der benytter sig af den mulighed.
”Der er nok en forskel på dem og skandinaver. Vi er vant til, at man gør tingene selv. Vi synes, det er hyggeligt at sidde med 27 bokse fra Ikea og selv samle møblerne. Det synes englændere og irere ikke. De vil gerne betale for den service, at det hele er gjort klart. Vi skandinaver har mere tradition for indretning og for at skabe et hjem. Det går vi og nusser med hele tiden. Så vores skandinaviske kunder vælger spisebord, stole, sofaborde og en god lænestol hos os, men resten vil de gerne gå og tænke lidt over.”
Gode råd
Selv om mange skandinaver foretrækker selv at indrette lejligheden, står Anette alligvel gerne klar med gode råd.
”Det er generelt vigtigt at give sig tid til at tænke over tingene. Mange har en idé om, hvad vil, men måske er det ikke altid det mest praktiske. De spanske boliger er generelt noget mindre, end vi er vant til. Derfor er det ekstra vigtigt, at hjemmet ikke virker overmøbleret. Det skal passe til størrelsen og forbruget af boligen. Det skal ikke være nødvendigt at skubbe til møblerne for at kunne komme rundt. En typisk løbegang er fra køkkenet gennem stuen til terrassen, og der skal være fri passage og luft, ellers gør det livet surt i det daglige. Det skal ikke være et forhindringsløb.”
![]() |
Diverse | Februar 2008
| Abonner på e-mail nyhedsbrev | Version til udskrift · Send til en ven |



















