Enrique er opvokset tæt ved Estadio Santiago Bernabeu i Madrid.

Af Michael Jepsen

Sidste sæson blev Real Madrid spanske mestre, og i år ligger hovedstadsklubben igen nummer et i den spanske liga. Alligvel blev sidste sæsons træner fyret, og igen i år bliver både spillere og træner kritiseret i medierne og af klubbens fans, for i en den stolte, traditionsrige fodboldklub er det ikke nok at vinde. Det skal gøres med stil.
For Real Madrid er mere end en fodboldklub. Det er et samlingspunkt for mange spaniere over hele landet. En af dem er 55-årige Enrique Cebollera fra Alicante, og han har et bud på, hvorfor holdet har så svært ved at leve op til de høje forventninger.
”Problemet er spillernes mentalitet. Det er svært at lede et hold med så mange profiler. Du har måske 10-15 spillere, hvis evner rækker helt op i skyerne. Når det går op i en højere enhed, er det fantastisk. Men det er svært at forene dem som en enhed, og du kan sjældent gøre det mere end to-tre år af gangen. Så slutter den cyklus, og så må du til at bygge et nyt storhold op. Se bare på Barcelona. De har et fantastisk hold, men det sidste halvandet år har de haft det meget svært”, konstaterer Enrique, mens han kigger udover Santiago Bernabeu stadion og lader barndomsminderne dukke frem i erindringen.

Født som fan
Enrique blev født i Madrid, og han var ikke ret gammel, før han lærte at sige Real.
”Madrid er min by. Der er to hold i byen, og så vælger man ét af dem. Næsten alle i min barndom var fan af Real Madrid. Det var holdet, der havde navnet og historien”, siger Enrique, der har gode minder om sine første kampe på Santiago Bernabeu stadion.
”Det var meget malerisk at tage bussen til fodboldkampen i slutningen af 50’erne. Busserne har sikkert været 20 år gamle. Der var chaufføren, samt en person, der samlede penge ind og råbte, at her kom bussen til Real Madrid.”

Hårde Hugo
Selv om nogle af verdens bedste spillere har optrådt i den marengs-hvide spilledragt, er det et par hårde hunde, der står tydeligt i erindringerne hos Enrique. En af dem er den mexikanske angriber Hugo Sánchez, der for to årtier siden scorede mål på samlebånd. Med alle midler.
”Hugo Sánchez var en type angriber, som ikke findes længere. Han skræmte forsvarerne, provokerede dem, trådte på dem, spyttede på dem. Han havde masser af temperament og var indbegrebet af dårlig opførsel, men han forstod at sætte sig igennem. Han slap ofte af sted med det, for han lavede sine svinestreger, når dommeren kiggede væk, og dengang var der ikke så mange kamerer som nu”, forklarer Enrique og holder en lille pause, inden han fortsætter.
”Hugo ville have haft det svært i dag.”

Vanvittig tackling
En anden af kongeklubbens hårde nysere var forsvarsspilleren Gregorio Benito.
”Vi kaldte ham Øksen på grund af den måde, han fældede modstanderne på. Han tacklede altid hårdt. Jeg husker især én kamp. Det var en pokalkamp en kold onsdag aften mod Deportivo La Coruña, der dengang spillede i 2. division. Vi stod helt nede ved banen, tæt på spillerne”, fortæller Enrique.
Han mindes, at Deportivos angriber lavede et hårdt frispark på Benito lige ud for tribunen.
”Du skal ikke komme tilbage hertil”, hvæsede Benito til angriberen, da han rejste sig.
”De næste 20 minutter holdt angriberen sig væk fra Benito. Hver gang han nærmede sig Øksen, afleverede han til en medspiller, eller løb et andet sted hen. Som kampen skred frem, blev han dog så grebet af intensiteten, at han glemte advarslen. Men Benito huskede det. Han kom flyvende med knopperne forrest og brækkede benet på ham.”

Frem med Øksen, Benito
Det var ikke den eneste gang, Øksen var i aktion for øjnene af Enrique.
Hver gang Real var i problemer, stod tilskuerene klar med kampråbet.
”Frem med Øksen, Benito.”
”Og så svingede Benito øksen”, konstaterer Enrique næsten undskyldende.
”I dag ville man være nødt til at genopfinde ham. Han kunne jo ikke spille sådan i dag. Han ville få karantæne i 25 kampe i løbet af en sæson. Men dengang var det ikke så stort et problem. Der var ikke så mange vattede spillere som i dag, og der var ikke skuespil. Hvis en spiller faldt, var det fordi, det gjorde ondt.”

Uønsket i Europa
Med sine ni Champions League-titler er Real Madrid det hold, der har vunder mesterholdenes turnering flest gange. Fem af sejrene blev hentet fem år i træk fra 1956 til 1960.
Hovedstadsklubben var dengang tæt tilknyttet den spanske diktator Franco, der regerede Spanien fra 1939 til sin død i 1975. Derfor mener mange, at kongeklubben blev favoriseret af dommerne, der tilgodeså Francos favoritter.
Da emnet bliver nævnt, får Enrique et alvorligt udtryk i øjnene. Han klemmer øjnene sammen og sænker stemmen, som om træerne omkring stadion var spioner, der ikke må høre samtalen.
”Spanien havde diktatur. Vi var uønsket i Europa. Hvorfor skulle nogen give os sejren? Det ville svare til, at Saddam Husseins hold skulle få sejren foræret af nordamerikanske dommere. Det giver ingen mening, og det er simpelthen ikke acceptabelt at antyde det. Folk, som siger det, har aldrig set en kamp i deres liv. Real Madrid vandt mesterholdenes finale fem år i træk, fordi det var Europas største hold.”

Et symbol
Enrique har mange gode minder fra sin barndom, hvor Real Madrid regerede suverænt i Europa.
”En aften i Europa Cuppen var en magisk nat. Det var altid livlige kampe, og der var en sund stemning uden vold”, husker Enrique, der mener, at klubpræsidenterne har et stort ansvar for tilskuernes opførsel. ”I 90’erne var der en meget usund rivalisering mellem præsidenterne i Barcelona og Real Madrid. Op til de store klassiske opgør prøvede de at overgå hinanden i provokationer, og dermed pustede de til gløder, der i stedet burde være slukket. Det er helt uansvarligt og unødvendigt, at klubpræsidenter på den måde bidrager til den hadske stemning mellem de to klubbers fans”, konstaterer Enrique vredt, inden han forsøger at forklare, hvorfor fodbold betyder så meget spanierne.
”Et klubhold er et symbol, et ikon, en totem. Du kan beundre holdet og frem for alt en spiller. Der er ikke det samme at beundre Formel 1-køreren Fernando Alonso. Fodbold er mere tilstedeværende hos folk. Næsten alle kan spille fodbold, og det er kongesporten. Fodbold er meget tilgængeligt. Du kan spille fodbold i skolen eller i pausen på fabrikken. Der er jo ingen, der kører ræs i siestaen.”


REAL MADRID ALL STARS
Målmand: Casillas
Forsvar: Santamaría, Hierro, Sánchis.
Midtbane: Laudrup, Zidane.
Angreb: Michel, Velásquez, Raúl, Di Stefano, Gento.

”Det er jo nærmest en umulig opgave at vælge mit favorithold, for der har været så mange gode spillere i Real Madrids historie. Jeg ville have svoret, at Amancio, Santillana og Butragueño skulle være med i angrebet, men der er ikke plads til dem. Jeg har valgt en 3-2-5 formation, for sådan spillede man i de gamle dage. Laudrup har jeg med, for han havde en vidunderlig boldføling i pasningsspillet, som er altafgørende for kontakten med angriberne. Han kunne slå afleveringer efter en lineal”, forklarer Enrique, mens han med to fingre skærer et præcist snit gennem luften.

Abonner på e-mail nyhedsbrev

Version til udskrift · Send til en ven