 | |
Martin Tønners første møde med Barcelona var en brutal oplevelse. Sammen med en kammerat rejste han rundt i Europa og tjente til dagen og vejen ved at spille guitar på gaderne i hovedstæderne. Da de kom til Barcelona, spillede de på Ramblaen.
”Et par gutter kom hen til os. De lugtede langt væk af bad news, og havde jeg set dem i dag, ville jeg løbe langt væk. Men vi gik på bar med dem og var sammen med dem tre-fire timer, inden vi gik tilbage på Ramblaen. På et tidspunkt hentede en af dem nogle dåsepilsnere. Han gav os en hver, og så husker jeg ikke så meget mere. Resten er drømmeagtigt. En dame skriger, folk kigger på os, og jeg råber efter min ven. Han kunne huske, han ikke var blevet helt bedøvet af sovemidlet. Han havde forsøgt at gøre modstand, men så havde de knaldet ham én på låget, så han havde flækket øjenbrynet og slået en fortand ud. Men vi var mest sure over, de havde stjålet vores guitarer”, fortæller Martin Tønner.
Om morgenen tog de på politistationen, og bagefter sov de, for de stadig påvirket af sovemidlet.
”Der gik 36 timer, før vi vågnede igen.”
Tilbage i trods
Med undtagelse af episoden i Barcelona, havde Martin ellers kun gode minder fra Spanien. Under en ferie i Andalusien oplevede han Semana Santa i Sevilla, stranden i Cádiz og bjergene i Ronda.
”Jeg følte mig enormt godt tilpas, og jeg faldt for de klassiske ting. De spanske barer, de mørke piger, festerne og tapas.”
På grund af oplevelsen i Barcelona følte Martin Tønner imidlertid, at han havde et uafklaret mellemværende med storbyen, så derfor vendte han tilbage, da han fik muligheden for at blive freelancejournalist i byen nogle år senere.
”Det var lidt i trods. Jeg ville tilbage til Barcelona, for byen skulle ikke få mig ned med nakken. Jeg havde det, som spanierne kalder una espina clavada. Jeg syntes ikke, jeg var blevet helt færdig med Spanien”, fortæller Martin Tønner.
I 1999 lavede han derfor en aftale med Berlingske Tidende om at bosætte sig i Barcelona som freelancejournalist og levere artikler til avisen efter behov. Siden da har han leveret to-tre artikler til avisen om ugen. Desuden leverer han årligt tre-fire artikler til Euroman, og har lidt andre forskellige opgaver.
En dag på kontoret
En typisk arbejdsdag starter med, at han står op ved otte-tiden, hvor han hører nyheder, så han er opdateret på, hvad der sker. Derefter cykler han de ca. 20 minutter fra sin lejlighed til Gracia-kvarteret, hvor han deler kontor med nogle spaniere.
”Som regel køber jeg en avis og får en café cortado, og laver notater, hvis jeg er i det humør.”
På kontoret starter dagen med et grundigt tjek på diverse hjemmesider. Derefter ringer han til Berlingske Tidende, hvis han har en idé til en historie, og hvis de siger ja til artiklen, skriver han den i løbet af dagen.
”Jeg spiser altid frokost med spanierne på kontoret, så på Berlingske laver de sjov med, at jeg plejer at sige, at jeg lige spiser frokost, så går jeg i gang.”
Ved 18-tiden er der som regel fyraften.
Barcelona og Andalusien
Martin Tønner har fået taget revanche for sin dårlige, første oplevelse. Nu er Barcelona blevet hans hjemby, om end han synes, byen udvikler sig i den forkerte retning.
”Barcelona var indtil for nylig en stilfærdig by med høj livskvalitet. Nu er der for mange mennesker. Byen er ikke gearet til det, og i trafikken kan man ikke sparke sig frem for folk”, siger Martin Tønner, der bevæger sig rundt i byen på sin cykel.
”Man skal bevare det, min fotograf Thomas Vilhelm kalder cutre calido, som bedst kan oversættes til slamhyggeligt. De gamle stambarer med lysstofrør i loftet, de typiske Manolo-barer. Det er de fede steder, man skal værne om, men den slags bliver der stadig færre af i byen.”
Af praktiske årsager regner Martin Tønner og kæresten med at blive boende i Barcelona med kæresten, selv om han sagtens kunne se sig selv bo i Andalusien.
”Málaga er en af de mere spændende storbyer, hvor jeg har fundet gode barer, og jeg har haft gode oplevelser i fiskerlejet Pedregalejo øst for Málaga.”
Sproget
I starten kneb det for den danske journalist at forstå det spanske sprog, så inden et interview forberedte han fire-fem spørgsmål på spansk. Bagefter fik han sin spanske kæreste til at skrive ned fra båndet, så han kunne skrive artiklen ud fra det.
”Nogle gange så de lidt undrende ud, når jeg stillede et spørgsmål, de måske lige havde svaret på”, husker Martin Tønner, der i dag taler flydende spansk.
”Det er op til folk selv, men jeg synes, det er lidt mangel på respekt ikke at lære det lokale sprog. Jeg synes, det er flabet at føre sig frem på engelsk”, siger Martin Tønner, der ikke køber forklaringen med, at det kan svært at lære et nyt sprog, hvis man er kommet op i årene.
”Så må man lære det på det niveau, man kan. Spanierne er lette at have med at gøre. De opfører sig ikke snobbede. De er tværtimod glade for at hjælpe udlændinge med at begå sig.”
11. marts
Når der sker afgørende begivenheder i Spanien, rejser den danske freelancejournalist ud til brændpunktet. Som da Al-Qaidas terrorbomber dræbte næsten 200 mennesker i Madrid 11. marts 2004. Dagen efter befandt han sig i den spanske hovedstad.
”Det var vildt. Der var en fornemmelse af en kollektiv bevidsthed ude af balance. Samtlige mennesker var dybt optaget af det. På metro-stationerne lavede de mindelunde med billeder og afskedsbreve. Da jeg gik i en gangtunnel under banelegemet, løb tårerne ud af øjnene på mig. Mange gange har man fornemmelsen i kroppen først, men her kom det bare sådan her; Bang!”, siger Martin, mens han knipser med fingrene.
”Der var alle de grundelementer af drama og sorg, som store fortællinger er gjort af. Som historiefortæller ligger der en tilfredsstillelse i at fortælle så stærke historier, selv det er så tragisk.”
Baskerlandet
En anden oplevelse, der står klart i erindringen, er et af ETAs terrorattentater i Baskerlandet for seks år siden. Et meget populært socialistisk byrådsmedlem var blevet skudt ned i den lille by Lasarte uden for San Sebastián.
”I et tv-klip dagen efter så jeg, de holdt byrådsplenum, hvor de fordømte attentatet. Tre Batasuna-medlemmer ville læse en anden erklæring op, men de andre politikere ville ikke give dem lov. Så rejste borgmesteren sig, og hun var lige ved at græde, da hun sagde ”Lad dem tale. Det er forskellen på os og dem.” Da tænkte jeg; der må jeg hen.” Sammen med sin fotograf rejste han to dage rundt i byen.
”Det var superhårdt, fordi folk var så bange for at snakke. Det gik op for mig, hvor slemt det er, og hvor hårdt det er psykisk at bo og færdes sådan et sted.”
MARTIN TØNNER
43 år
Født i Herning
Journalist
Bor i Barcelona
Har spansk kæreste
 |
Profiler | Januar 2008
| Abonner på e-mail nyhedsbrev | Version til udskrift · Send til en ven |
