Efter årtier i rampelyset har mørket sænket sig over den 67-årige reporter, der har svært ved at finde arbejde som journalist.

Af Michael Jepsen

Kurt Thyboe byder velkommen til det gigantiske hus i Castelldefels 20 km syd for Barcelona, hvor han og hustruen Marianne bor til leje. Står det til dem, skal det store hus snart skiftes ud med mere ydmyge rammer i en lille bjerglandsby tæt ved Málaga. For Barcelona er ved at miste det, der gør Spanien til et vidunderligt land at leve i, mener de.
”På 30 år er spanierne gået 500 år frem. De har så meget fart på, at den spanske sjæl er ved at blive dræbt. Hvorfor skal man løbe så stærkt? De værdier i de spanske familier, som vi beundrer, er ved at forsvinde. Som nostalgiker savner jeg de gamle dages loyalitet, moral og etik”, siger Kurt Thyboe, der sammen med hustruen Marianne vil gå på jagt i Andalusien efter sigøjnermentaliteten og den afslappede livsstil. For Spanien er stadig et bedre sted at leve end Danmark.
”Det latinske temperament har en feeling, hvor de kan elske, hade og slå hinanden ihjel inden for fem minutter. Danskerne derimod er tynget af melankoli og skyldkompleks. Nordboerne har glemt vikingerne.”

Fantasi eller virkelighed
Fra sine møder med kendte sportsfolk har Kurt Thyboe fået mange gode citater. Nogle af dem så iøjnefaldende, at det skaber undren blandt hans journalistkolleger. En af dem er Jyllands-Postens tidligere sportsredaktør Frits Christensen, der kraftigt antydede, at årsagen nok var, at Thyboe pyntede lidt for meget på historierne. På spørgsmålet om han virkelig har fået alle de gode citater, får han det samme udtryk i øjnene, som et barn, der anklages for noget, det ikke har gjort. Han bliver ked af det.
”Yes sir, jeg kunne ikke have opfundet alt det. At Frits ikke har oplevet det, skyldes at han ikke når mig hertil, siger Kurt Thyboe mens han holder håndfladen 30 cm over jorden.
”Når folk spørger mig, hvorfor alt det sker for mig, spørger jeg ”har du set, hvad jeg foretager mig?” Jeg går ind i mennesker og snakker med dem. Vi mennesker er meget åndelige. Sjælen er drilsk og fuld af narrestreger, og når den åbner sig, opstår der trolddom. Jeg tør gøre mig nøgen over for folk, og når de kan se, at du er forelsket i dem, så åbner de sig. Min gamle lærermester sagde; du skal elske dem, du interviewer, give dem kærlighed og være ydmyg. Når man skriver, som jeg gør, er man ekstrem nøgen mentalt. Du sidder helt ude på den yderste kant, hvor udsigten er smukkest, men det er også der, hvor det er farligst at sidde. Jeg er meget følsom, og et kreativt sind fungerer bedst, når det får ros.”

Undskyldning til landsholdet
Med en fortid som succesfuld chef på pornobladet Ugens Rapport har Kurt Thyboe aldrig været god latin blandt intellektuelle.
”Der er stadig folk, der opfatter mig som smudslitteratur”, erkender han med en latter så klukkende, at selv hestehalen ler med, mens han kører hånden rundt i en af de tapas, vi netop har fået serveret på en café med udsigt over havet og solnedgangen.
Som sportsredaktør på Ekstra Bladet gav Kurt Thyboe journalisterne lang snor til at udfolde sig, men et par gange måtte han skride ind. Som da hans journalister var med fodboldlandsholdet i Saudi-Arabien.
”Hvordan de havde skaffet spiritus, aner jeg ikke, men de stod skidefulde med klirrende poser i spillertunnelen inden kampen, klaskede spillerne i røven og sagde ”spil nu en god kamp, gutter”. Bagefter forsøgte de at klatre op ad en plasticvæg, men den faldt sammen, og de faldt ned i skødet på DBU-folkene. Landsholdsspillerne var rasende. Richard Møller Nielsen og Peter Schmeichel truede med at fortælle om det på tv, hvis ikke de fik en undskyldning”, husker Kurt Thyboe, der blev nødt til at sætte sine journalister på plads.

Et liv med tragedier
Mens Kurt Thyboes arbejdsliv har været præget af store oplevelser og glæder, har hans privatliv været præget af endnu større tragedier. Hans søster døde blot 14 dage gammel af sult, fordi spiserøret ikke var vokset ordentligt sammen. Hans bror blev lam fra brystet og ned som 14-årig, da en ellers enkel operation gik helt gal, fordi kirurgen var fuld. Da det senere gik op for kirurgen, hvad han havde gjort, begik han selvmord.
Den invalide bror døde 20 år efter den fejlslagne operation. Ved begravelsen så Kurt Thyboe sin mor igen for første gang i lang tid. Som teenager var han stukket af hjemmefra for at leve og udforske livet. Det tilgav moderen ham aldrig. Da Kurt gav sin mor et knus, kiggede hun iskoldt på ham henover broderens gravsten og sagde; ”Vig bort fra mig ... Satan.”

Det største tab
Sin første søn fik Kurt Thyboe med en kvinde, som han forlod, da han mødte sit livs store kærlighed Marianne. Tom blev født med den værste astma, lægerne nogensinde havde set. Det var blot et spørgsmål om, hvornår han ville dø. Marianne tog sig af Tom gennem alle årene, som var det hendes egen søn. Han nåede at blive 14 år, inden han døde i Kurts arme under et af sine voldsomme astmaanfald.
I tiden efter hans død blev Kurt og hans kone Marianne ringet op nat efter nat:
”Det er mig, Tom. Jeg fryser. Det er så frygteligt koldt her. Hjælp mig.”
Stemmen tilhørte Toms biologiske mor, der var psykisk syg.

Et stykke af mit hjerte døde
Når Kurt Thyboe kigger tilbage, vælger han at se på de positive ting.
”Vi bliver alle testet her på jorden af enorme tragedier. Da Tom døde, døde et stykke af mit hjerte for altid. Du har kun det håb, at du med minderne om de smukke ting, han gav dig, har styrken til at rejse dig igen. Kun på den måde kan du ære ham.”
”Børn, som er dømt til at dø, ved det. Et år før Tom døde, sagde han til sin lillebror Nicky: ”Du må hjælpe far og mor til at komme over det.” Efter Toms død drak jeg en flaske whisky om dagen uden at ænse det, og vi var smadrede i lang tid efter. Men en dag kom Toms lillebror og sagde, han havde drømt, han mødte Tom. ”Han var så lille, da han kom susende ned mellem planeterne. Han sagde til mig, jeg skulle sige til far, at han ikke måtte græde mere”, fortæller Kurt Thyboe, mens han lader håndknoerne strejfe den ene øjenkrog.
”Det hjalp mig til at rejse mig igen.”

Livet og døden
Kurt Thyboe ynder at runde sine interviews af med at spørge personen, hvad der skal stå på hans eller hendes gravsten for at definere vedkommendes liv. Men hvad skal der stå på Kurt Thyboes gravsten?
Blikket i hans øjne bliver fjernt, mens det bevæger sig henover Barcelonas hvide sandstrand, udover havet, hen mod solnedgangen, og tilbage igen.
”I will be back”, siger han med et forsigtigt smil.
”Jeg er overbevist om, at der findes reinkarnation og sjælevandring. Jeg har haft et dødsøjeblik og har oplevet min fred. Jeg fik lov at overleve efter at have krydset over, og først når du har lært at dø, ved du, hvad det er at leve. Efter min oplevelse læste og læste jeg om dødsoplevelser, men i en af bøgerne nåede jeg kun til den første sætning: ”Alle tror, livet er en kamp, men det er forkert. Livet er en leg.” Da forstod jeg, at livet handler om at forstå og tilgive. Før tænkte jeg kun på at være den bedste, men Vorherre gav mig et los i nosserne, så jeg lærte at bruge mit liv mere intenst, humant og ærligt. Vores tid her på jorden er ekstrem kort. One life is not enough. Så hvis jeg fik muligheden, ville jeg sige, at der skal jeg hen igen. Jeg har for meget appetit på livet til at nøjes med ét liv.”


KURT THYBOE
Født 24. januar 1940
Journalist og sportskommentator
Bor i Castelldefels, Barcelona
Gift med Marianne
Har arbejdet for:
Aalborg Stiftstidende
B.T.
Ugens Rapport
Information
Ekstra Bladet
DR1, TV2, TV3, TV1000
Har skrevet bøger om:
Ole Ritter
Elvis Presley
Muhammad Ali
Bokselegender
Brøndby
FCK
Sig selv

Abonner på e-mail nyhedsbrev

Version til udskrift · Send til en ven