Af Rikke Franch
Annette Holm havde arbejdet i over ti år, og var souchef i en mellemstor virksomhed i Danmark, da hendes mand fik tilbudt udstationering.
”Han spurgte, om jeg ville tage med til Sydney. Ikke i 14 dage, men i halvandet år. Udenfor regnede det, og jeg havde sovet dårligt, fordi jeg tænkte på den konference, jeg skulle arrangere for vores kunder. Vi havde kort tid til at beslutte os, og selv om jeg sagde ja til at komme af sted, var det ikke en nem afgørelse,” fortæller hun.
Hvilke fordele der ville være for familien og for hende som ledsagende ægtefælle gik egentlig først rigtig op for Annette Holm, da de var kommet godt i gang med deres nye tilværelse: Mere ro i hverdagen og frem for alt mere tid:
”Det er helt overvældende, så meget tid, jeg har fået til børnene (9 og 12 år). Særligt om morgenen tænker jeg stadig over, at vores tid sammen er langt mindre stressende end derhjemme. Det betyder meget for vores børn, at der er tid til at tale om dagen, der kommer. Også efter skoletid nyder vi alle, at det ikke er et tomt hus, der møder børnene. De vil gerne fortælle om dagens oplevelser og slappe af med et par godbidder. Min ekstra tid og det overskud, den giver, er en positiv spiral for alle. Antallet af uhensigtsmæssige bemærkninger, forårsaget af for mange parallelle dagsordener, der flyver rundt i hjernen, er reduceret til det rene ingenting. Der er nu plads til at fokusere på en dagligdags handling uden at planlægge et møde samtidig med at jeg smører madpakke. Med andre ord: mere kvantitet og kvalitet på samme tid”.
Det er en stor beslutning at sige sit job op for at blive husmor på den anden side af kloden i nogle år. Det er en stor beslutning at give afkald på den identitet, der ligger i arbejdet. I Danmark går 76% af mødre til børn mellem 0-10 år på arbejde; men arbejdsfordelingen i hjemmet har ikke forandret sig væsentligt de sidste 30 år: Det er den konklusion, seniorforsker Mette Deding fra Socialforskningsinstituttet kommer frem til i rapporten ”Børnefamiliernes balance mellem familie – og arbejdsliv” (2006). Selvom mødrene i gennemsnit har 35 timers lønarbejde, står de stadig for tøjvask, indkøb, madpakker og lektiehjælp. Lægger man dertil, at kun ca. 50% har fleksible arbejdstider, ender man som småbørnsmor nemt med to ufleksible jobs. De huslige pligter kan ikke udskydes til næste dag, og det belaster kvinderne: 44% svarer, at de føler sig stressede og ikke kan få hverdagen til at hænge sammen. Det er nogle gange mere afslappende at være på job end at være hjemme.
Udstationeringen bliver en form for time-out, mener Annette Holm:
”Tiden er min egen, mens børnene er i skole. Jeg forsøger at ordne de mere trivielle husholdningsopgaver, når de andre er ude af huset, men der bliver heldigvis en del timer til overs alligevel. Pludselig har jeg fået mulighed for at bruge tiden til noget, jeg altid gerne har villet, f.eks. noget kreativt som kunstmaling eller noget godt for krop og sjæl som motion. Jeg får kigget lidt indad, og kan spørge mig selv, hvad jeg egentlig sætter pris på og hvor finder jeg meningsfyldt indhold? Man kan sige, at et udlandsophold også giver mulighed for selvrefleksion. Ironisk nok kan det at flytte væk styrke forholdet familie og venner i Danmark. De tekniske muligheder for at opretholde kontakten har aldrig været større end i dag, og det er stort og meget værdifuldt at have tid til det. ”
Annette Holm taler om den opgradering, husmorrollen får i udlandet:
”Jeg får masser af respekt her for det usynlige arbejde, jeg udfører for familiens vel og vel. Vores arbejdsdeling er klar: min mand tjener pengene og jeg giver dem ud. Det i en periode helt ok at falde ind i den traditionelle rollefordeling – han forsørger, jeg lader mig forsørge. Pointen er, også her, at vi begge skal føle os trygge ved det. Det er sjovt at prøve et andet liv og i øvrigt føle fællesskab med de enormt mange kvinder i verden, der i 10 -15 år holder op med at arbejde pga. familien. Det giver chancen for at suge til sig og gå på opdagelse i opholdslandet. I Australien er det ikke svært at lære nye mennesker at kende. At få udvidet sin horisont gennem nye kontakter og venskaber er en stor gave. Det er sjældent, at man i de vante danske græsgange efter en vis alder får øget venskabskredsen, fordi det er så tidskrævende.”
En af forklaringerne på, at det er svært at få et job i udlandet, er børnepasningen. Den danske model med vuggestuer, børnehaver, fritidsordninger og ungdomsklubber er ikke udbredt hverken i eller uden for Europa – selv i et naboland som Tyskland går 80 % af mødrene hjemme uanset deres uddannelsesmæssige baggrund.
”Her i Sydney er alt baseret på, at kvinderne går hjemme: Vores børn går i den lokale skole, og det kræver aktiv deltagelse af mødrene, uanset om der står velgørenhed, fundraising eller sportsdag på programmet.
Men hvorfor skulle en pause på et par år anfægte ens professionelle identitet? Hvis man som ledsagende ægtefælle er professionel og fagligt godt forankret, kan man holde sig ajour ved hjælp af E-læring. Gamle kolleger kan plejes med e-mail-kontakt, og internettelefoni gør selv lange samtaler overkommelige i pris
.
En udstationering giver ro i familien, hvis begge ægtefæller sammen kan mestre de år, udstationeringen varer. Hjælp til trivielle opgaver er ofte inden for økonomisk rækkevidde. Når hverdagen er på plads, forsvinder behovet for konstant multitasking. Som Annette Holm oplever mange medfølgende hustruer, at der bliver bedre plads til at føle efter, hvad deres egne behov egentlig er. Det kan være behov for nærvær, det privilegium at hengive sig til øjeblikket uden at skulle planlægge; det kan være at slække på kravene til sig selv og endelig betyder den gensidige afhængighed af hinanden, at parforholdet styrkes. En udstationering kan ikke rette op på et forhold, der er ved at gå skævt, men parforholdet får bedre vilkår: Man får talt om andet end praktiske gøremål. Der er færre konflikter i familien, fordi tolerancetærsklen er højere end i en presset hverdag i Danmark. Mange oplever, at det intime samliv blomstrer op.
Frem for at betragte karrierepausen som et tab eller den pris, man betaler for ægtefællens karriere, må man stole på, at ens egen professionelle identitet ikke kun overlever, men også udvikles. Det kræver bare mere viljestyrke og en større selvdisciplin end derhjemme. Annette Holm fortæller: ”Selv om min jobmæssige identitet lige nu er i dvale, har jeg udviklet mig som menneske; jeg er blevet eminent til at netværke og jeg slapper mere af. Jeg er sikker på, at jeg kommer tilbage til min egen branche med nye ideer og energi. Et par år væk fra mit skrivebord betyder ikke, at jeg glemmer alt om den arbejdsidentitet, jeg har brugt mange kræfter på at tilegne mig gennem uddannelse og job. Jeg har bare opdaget, at jeg kan meget mere end at være god til mit arbejde. Alligevel er der til tider et savn: det kollegiale netværk, at blive brugt professionelt og det at blive spurgt til råds. Sydney er en pause midt i et hektisk arbejdsliv samtidig med, at det er et langt familieeventyr. Men selvom husmorkonceptet er ret velafprøvet, kan jeg ikke se mig selv i den rolle på lang sigt”, slutter Annette Holm.
Et job til den medfølgende
I 2001 satte Udenrigministeriet og industriorganisationerne fokus på problemet at den medfølgende ægtefælle ikke kan pleje sin egen karriere i den periode, udstationeringen varede. Derfor oprettede man en jobbank til de ledsagende ægtefæller, men på grund af for ringe efterspørgsel fra ægtefællerne og fra virksomhederne lukkede jobbanken i 2005. Personalekonsulent Anne Rudbeck siger: ”Vi arbejder på, at man som partner til en af vores udstationerede medarbejdere oplever udeposten som en succes, og vi må erkende, at det bliver stadig vanskeligere for de medfølgende ægtefæller at have huller i karrieren. Det kan gå på den første post, men ikke på den næste. Samtidig er det jo højtuddannede ægtefæller, der er tale om. I juni 2007 iværksatte vi derfor et pilotprojekt, der systematisk skal understøtte partnerens jobsøgning. Det er et skræddersyet forløb, hvor ægtefællen til vores medarbejder indbydes til et karriereseminar i et internationalt konsulentbureau tre måneder, før udstationeringen begynder. Konsulenten videregiver relevante informationer til den lokale konsulent i det land, parret skal bo i, og opfølgningen består i, at den lokale konsulent i samme konsulentnetværk kan finde et job på grundlag af sine egne specifikke erfaringer med det lokale jobmarked. Vi har 22 medarbejdere, hvis ægtefæller er i gang med det forløb, som vel at mærke også finder sted, når parret skal tilbage til Danmark. Det gælder om at sætte handling bag ordene, for det er en helt anden oplevelse at deltage i pilotprojektet end blot at få en bog udleveret. Men det er nok utopisk at begge ægtefæller kan starte i nye job fra dag 1, for det tager seks måneder at få hele familien i gang det nye sted. Det skal man være klar over og se den tid som en investering i en vellykket udstationering.”
Tema & Debat | December 2007
| Abonner på e-mail nyhedsbrev | Version til udskrift · Send til en ven |
