Magasinet Scandinavia på Costa Blanca - 7.500 eksemplarer hver måned

Nyhedsbrev
Afmeld





Sådan fik jeg mit residencia og padrón
Udlændinge bosat i Spanien skal have residencia. Tidligere var der tale om et id-kort med fingeraftryk, men siden 1. april 2007 kan EU-borgere nøjes med et A4-ark. Alle personer bosat i Spanien - såvel spaniere som udlændinge - skal desuden have padrón (også kaldet empadronamiento) som er beviset på, at du er registreret i den kommune, du bor i. Magasinet Dansk har bedt nogle af danskerne på Costa Blanca om at fortælle, hvordan de har skaffet sig henholdsvis residencia og padrón.

Karin og Klaus Lykkedal
Villamartín, Orihuela Costa
Da vi for tre år siden søgte om residencia, stod vi i kø klokken syv om morgenen ved rådhuset i Orihuela Costa for at få to numre. Vi fik numrene klokken 8.30 og vendte så tilbage igen kl. 10, hvor kontoret åbnede for ansøgere. Vi havde en fotokopi for lidt med, men vi fik lov til at komme igen senere på dagen, hvor vi udfyldte papirerne og fik dem stemplet. De sendte papirerne videre til Alicante, og sagde at vi ville få besked med posten om et halvt års tid. Efter otte måneder tog vi derind igen, fordi vi vidste, at posten ikke kom frem til os. De ringede til Alicante, som meddelte at vi kunne komme om en måned og give fingeraftryk, som var nødvendigt dengang for at få residencia. Vi mødte op i Alicante kl. 4 om morgenen med vores børn. På det tidspunkt lå der allerede 15 personer med soveposer og termokander. Der var to køer; en til NIE og en til residencia, men ingen vidste, hvilken kø der var til hvad. I vores kø var vi ca. 100 personer, i den anden var der nok 500. De kom til først, for det var ved at blive farligt, fordi køen fortsatte ud på vejen. I bunden af en stor trappe blev de to køer samlet til én, og dér fik vi endeligt vores nummer til residencia-køen. Da vi kom frem til skranken, var der én mand til at tage fingeraftryk. Han sagde, at vi kunne hente vores residencia 45 dage senere på politistationen i Orihuela.
I Orihuela var der også to køer. Vi havde papirerne fra Alicante med, da vi så, at vi skulle betale et par euro pr. person i en slags skat. Vi troede, vi kunne betale dér, og vi havde faktisk også fået vores residencia-kort, da vi gav ham en tyver for at vise, at vi var klar til at betale. Da han opdagede, at vi manglede stemplet for betaling, blev han helt bleg i hovedet og huggede vores kort igen. Så måtte vi i CAM-banken, som var den eneste bank, hvor man kunne betale skatten. Da bankmanden fik vores papirer, var de klipset sammen. Det ødelagde hans dag. Han kastede rundt med papirerne, men vi fik da betalt de få euro til sidst, og var tilbage på kommunekontoret samme dag, hvor vi fik vores residencia-kort. Det har da været en oplevelse at være igennem processen, men man synes, man er en farlig karl, når man endelig står med sit bevis i hånden.
Med hensyn til padrón, så medbragte vi en original elregning og en kopi af regningen, samt kopi af escritura, som et skøde hedder på spansk. Hvis man bor til leje, skal man medbringe en lejekontrakt på spansk. Det gik fint med at få padrón, men det gælder kun én måned, så man skal på det samme kommunekontor og forny det, næste gang man skal bruge det. Vi har brugt padrón til at få børnene i skole og til at få sygesikringskortet, som giver ret til at få en læge.


Hardy Høy
La Siesta, Torrevieja
Jeg har haft feriebolig hernede i 17 år, men jeg er først lige flyttet herned permanent. For nylig var jeg inde for at få mit residencia, og det gik ganske nemt. Jeg mødte op kl. 4 om natten, hvor der stod otte personer i køen. Nummer to i køen var en nordmand, og hun havde stået der siden kl. 2 om natten. Kontoret åbnede kl. 10 om morgenen, og en halv time senere gik jeg derfra med mit residencia. Jeg vidste, at jeg skulle være der tidligt for at være sikker på at komme til, og jeg havde de rigtige papirer med, så der var ingen problemer. Det gik nemt.


Steen Søndergaard og Daisy Sørensen
Nykredit, Alicante

Steen Søndergaard
Jeg flyttede til Spanien august 2006 med min familie, da jeg startede hos Nykredit i Alicante. Vi boede til leje i Albir det første halve år, så da vi skulle have vores padrón, tog vi hele familien ind på Ayuntamiento i Alfas del Pi med vores lejekontrakt og min ansættelseskontrakt på spansk samt kopier af vores pas. Vi var der fra morgenstunden, og stod højest en halv time i kø, og vi fik vores padrón med, da vi gik derfra. Vi var tilmed så heldige, at manden på Ayuntamiento talte lidt engelsk. Så det var en god oplevelse.
Residencia var en anden udfordring. I Benidorm mødte vi op hos policía nacional med hele familien. Vi stod i kø tre kvarter til en time, inden vi kom ind, og da vi først var kommet ind, gik det fint. Vi havde fået at vide af Nykredit, hvilke papirer og dokumenter, vi skulle have med. Jeg havde dog ikke min ansættelseskontrakt med, men jeg havde i stedet min lønseddel, så vi fik heldigvis lov til at søge om residencia alligevel, da de kunne se, at jeg betalte til Seguridad Social.
Senere skulle vi så til Alicante hos policía nacional for at få taget fingeraftryk, som skulle bruges til residencia-kortet. Vi stod i kø i tre timer med vores tre børn på 1, 5 og 7 år. Vi havde heldigvis både mad og drikke med, men der var ingen toiletter, så man skal være godt forberedt. Da vi efter et par timer kom inden for indhegningen, fik vi vores nummer, og det viste sig, at der var 100 foran os i køen. Vi fik dog afgivet vores fingeraftryk, og en måned senere kunne vi hente vores residencia-id i Benidorm uden at skulle stå i kø.

Daisy Sørensen
Jeg startede hos Nykredit i Alicante 1. maj 2007. Mit NIE-nummer havde jeg fået hjemmefra. Da jeg kom til Alicante, hvor jeg bor og arbejder, var jeg på Ayuntamiento for at få mit empadronamiento. Jeg medbragte mit pas, mit NIE, min spanske ansættelseskontrakt og et papir på spansk, der dokumenterer, at jeg bor og arbejder hernede, og så fik jeg mit padrón.
Herefter skulle jeg på det offentlige kontor for at have mit residencia.De sendte mig tilbage med den seddel, jeg skulle betale i banken. Jeg havde også alle papirerne med, men skulle ikke bruge dem før skatten var betalt. Så jeg skulle komme tilbage dagen efter før kl. 8 sagde de. Da jeg kom lidt i 7 var der en lang kø - og de åbnede først kl 9. Da jeg endelig kom i nærheden af indgangen, var der nogle, der havde lavet et eller andet, de ikke skulle have lavet, og politiet blev tilkaldt. Så det trak ud, og jeg endte med at stå i kø i seks timer, før jeg fik mit residencia. Tidligere var det jo et id-kort, men nu er det et papir, der ligner et diplom. De eneste papirer, de skulle bruge, var mit pas, mit NIE og kvitteringen på, at jeg havde betalt skatten i banken samt den seddel, jeg fik det andet sted, der bekræfter jeg er registretet som boende her i landet.
Jeg fik hjælp, så jeg vidste, hvor de forskellige kontorer lå henne. Ellers var det ikke sikkert, jeg havde stået i den rigtige kø første gang.

Tema & Debat | November 2007
Abonner på e-mail nyhedsbrevVersion til udskrift · Send til en ven

























Norrbom
Norrbom Marketing
Centro Idea · Ctra. de Mijas km. 3.6 · 29650 Mijas-Málaga
Tel. 95 258 15 53 · Fax. 95 258 03 29
Norrbom

Norske Magasinet En Sueco Magasinet Dansk La Danesa Magic Media Guide til Spanien

Forsiden | Kontakt os | Redaktionen | Que Pasa? | Rubrikannoncer