Af Jesper Hertz

Medierne giver nu mere end nogensinde spalteplads til investeringer baseret på afledte finansielle instrumenter. Desværre er meget af dækningen unødvendig negativ. Private investorer, der ønsker at investere i visse volatile finansielle markeder og samtidig fastholde et lavt risikoniveau, kan finde flere egnede alternativer blandt strukturerede produkter.

Strukturerede produkter er kommet på dagsordnen. Private investorer viser stigende interesse for disse produkter, da de giver eksponering mod volatile markeder uden at indebære de risici, der er forbundet med en direkte investering i de pågældende markeder. Samtidig giver strukturerede produkter en høj grad af sikkerhed for den investerede kapital kombineret med muligheden for yderligere gevinst. Muligheden for at opnå afkast over gennemsnittet uden at påtage sig en betydelig risiko for at miste den investerede kapital er attraktiv for investorer, der gerne vil have eksponering mod volatile markeder og samtidig sove godt om natten.

Den stigende interesse er imidlertid blevet mødt med en offentlig kritik af strukturerede produkter, som synes at være baseret på de samme temaer, nemlig at produkterne er uigennemsigtige og pålagt høje gebyrer, at produkterne er komplekse og svære at forstå, og endelig at produkterne giver et dårligt afkast. Her forsøger vi at give en forklaring på, hvad disse stærkt kritiserede strukturerede produkter egentlig er.

Kernen i alle strukturerede produkter er en obligation typisk med en løbetid på op til tre år udstedt af en udsteder med høj kreditværdighed. Udstederen er forpligtet til at tilbagebetale hele den investerede nominelle kapital til investorerne, når obligationen udløber. Det betyder, at uanset om obligationskursen er på niveau med, under eller over pari, er udsteder forpligtet til at tilbagebetale hele den nominelle investering ved obligationens udløb.

Obligationens underliggende instrument er en optionsstruktur, hvis værdi afhænger af udviklingen i en bestemt benchmark-reference som eksempelvis et aktieindeks eller et bestemt valutakryds. Mens hvert produkt har forskellige karakteristika, der afhænger af det underliggende instrument, er mekanismen typisk den samme: hvis det pågældende marked bevæger sig i den ønskede retning i obligationens løbetid, betyder optionsstrukturens stigende værdi, at der opnås yderligere gevinst; hvis det pågældende marked ikke bevæger sig i den ønskede retning, begrænser risikoen for investor sig til risikoen for, at udsteder ikke kan opfylde sin forpligtelse om tilbagebetaling af den investerede kapital (dog gælder det, at jo højere kreditværdighed en udsteder har, jo lavere er risikoen for misligholdelse af udstederens forpligtelse).

Antager vi, at udstederen kan opfylde sin forpligtelse, risikerer investor i værste fald kun at miste forskellen mellem udstedelseskursen og indfrielseskursen (dog naturligvis kun hvis udstedelseskursen var over pari) samt provisioner og gebyrer betalt ved handlens indgåelse. I bedste fald kan investor opnå et yderligere afkast, som under de optimale betingelser kan være ganske betydeligt. Fx har de strukturerede produkter, som Nordea har lanceret siden ultimo 2003, og som er udløbet, givet et årligt afkast på gennemsnitligt 11 %. Det er et meget højt afkast set i lyset af den lave risiko, der er forbundet med de strukturerede produkter.

Ved investering i strukturerede produkter skal investor være parat til at binde kapital i en længere periode. Det betyder bl.a., at investor påtager sig en inflationsrisiko samt giver afkald på den rente af sin kapital, som ellers kunne have været opnået i obligationens løbetid. Men samtidig er disse strukturerede produkter et billigere, mindre kompliceret og relativt mindre risikofyldt alternativ til at investere direkte i markeder, der ellers for nogles vedkommende kan være svære at få adgang til.

Abonner på e-mail nyhedsbrev

Version til udskrift · Send til en ven