Af Larsen Press

Når vi nu har besluttet at opholde os i det spanske i kortere eller længere tid, skal vi selvfølgelig på et eller andet tidspunkt ud og efterforske vort område. Først bliver de steder besøgt, vi kan læse om i diverse brochurer eller andre kan anbefale. Der er virkelig perler ind imellem, men mange steder kan efterhånden lide under, at den daglige turiststrøm synes uendelig. Så melder trangen sig måske til at gå på ”opdagelse”, der hvor livet stadig leves overvejende på den oprindelige lokale spanske befolknings præmisser.

Et sådant sted kan være Alcalá del Júcar.
En landsby på 706 indbyggere, godt gemt inde i bjergene i Albacete-regionen ca. 100 km. syd-øst for Valencia og tilsvarende antal km. nord-vest for Alicante. Den lille landsby ligger i en slugt, hvor floden Rio Júcar deler byen i tre dele. Den største del med mere eller mindre primitive huse bygget op og ind i vestsiden af bjergskrænten op mod borgen Castillo Alcalá del Júcar. En mindre del helt nede i bunden af slugten husende et enkelt hotel, et par restauranter og barer. Den resterende del bygget op og ind i bjergskrænten mod øst.
Magasinets Dansks udsendte havde valgt at besøge Alcalá del Júcar en af de første dage i oktober, og det var bestemt ikke en dårlig dag at udforske den lille middelalderlandsby.
Væk var den værste turiststrøm, der topper i juli og august, og man fornemmede, at den lokale befolkning ikke blot pustede ud, men også havde tid til at bekymre sig om de enkelte fremmede, der havde vovet sig ind på deres domæne.
Vi tilbragte knap fem timer i Alcalá del Júcar og vi var, så vidt vi kunne vurdere, eneste udenlandske islæt den dag. Vi stødte på et par håndfulde turister, men de var alle spaniere.

Godt gemt i en slugt
Med bopæl i Torrevieja kom vi til Alcalá del Júcar via motorvejene AP7, A7 og A31 (vejen mellem Alicante og Madrid) og kort efter Almansa væk fra de mere eller mindre kedelige motorveje og til højre ind på CN 3201, der fører direkte til Alcalá del Júcar - en strækning på knap 60 km.
Skiltningen gennem først det frugtbare landskab - og senere det mere golde - viste godt nok, at vi nærmede os Alcalá del Júcar, men det var egentlig først umiddelbart før bygrænsen, at vi ved selvsyn kunne konstatere, at vi havde nået dagens udflugtsmål.
De sidste kilometer frem mod Alcalá del Jucár blev tilbagelagt på en højslette, og pludselig kunne vi titte ned i en slugt og se den godt gemte by, hvor borgen, Castillo Alcalá del Júcar, samt kirken, Iglesia San Andrés, skilte sig ud blandt de mange rød-brune tage.
Nedkørslen til vor mål skete via en række skarpe hårnålesving, og pludselig var vi der. Vejen guidede os automatisk til centrum, hvor vi parkerede ud for Hostal El Jucár på Calle Batan 1. Ikke noget med P-forbud eller skilte med Salida De Vehiculos - Vado Permanente. Vi var ankommet uden for sæsonen, og behøvede ikke at benytte en af de fire større parkeringspladser.
Vi tog en enkelt forfriskning i ”slyngelstuen” på det lokale hostal, hvor vi samtidig benyttede lejligheden til at bestille bord i restaurationen, inden vi gik på opdagelse.

Vandreturen
Turistinformationen var lige om hjørnet, men nu ikke til megen gavn. Skiltet i døren fortalte, at man først åbnede kl. 17, og det var endnu sidst på formiddagen.
Men via broen kom vi over Rio Júcar og over på den spændende vestside. Målet var borgen, der stolt knejsede over de mange hyggelige små huse, hvor mange havde dør og vindue ud til de smalle stræder og bagvæg direkte ind mod den rå klippevæg. Bilkørsel var så godt som aldeles umuligt. Mange steder var der end ikke plads til at en enkelt bil kunne klemme sig igennem. I de huse, hvis endevæg var den rå klippe, er temperaturen, såvel vinter som sommer, konstant 20 grader. Her behøves ingen aircondition.
En anstrengende, men spændende optur til borgen. Under vejs kikkede vi inden for i Inglesia San Andrés. Kirken er fra det 16. århundrede og ikke særlig velholdt. Udsmykningen indenfor er enkel.
Senere kom vi forbi Cuevas del Diablo, Cuevas de Garaden og Cuevas de Masago. Især Cuevas del Diablo (djævlegrotten) var interessant. Skulle tørsten melde sig undervejs, er det muligt at få den slukket i et par grottebarer.
Uden for sæsonen er adgangen til Castilla Alcalá del Júcar begrænset. Til hverdage mellem kl. 11 og 13 og igen fra kl. 17 til 19. Om aftenen er der lys på borgen, og der er en imponerende udsigt fra toppen. I weekenden er åbningstiden fra kl. 11 til kl. 19. Entreen er overkommelig; 1 €. I det hele taget er priserne i den lille middelalderby rimelige. F.eks. 1,25 euro for en øl eller vand på et af de få udskænkningssteder.
Det var maurerne, der startede byggeriet af borgen i det 12. århundrede, og senere, da de blev fordrevet, fuldendtes byggeriet af Don Juan Pacheco, Marques de Villena.

Mange småbyer
Nedstigningen gik ikke uventet noget nemmere, og skulle man have mod på mere motion, så er der en række afmærkede vandreruter med udgangspunkt i Alcála del Júcar til omegnens småbyer. De korteste ruter er på 4,5 km. og den længste på 14,7 km.
Alcalá del Júcar er med sine 706 indbyggere hovedbyen i kommunen Alcalá del Júcar, der i alt rummer 1.444 indbyggere. Omegnens småbyer, der bestemt også kan fortjene et besøg, er Las Eras med 325 indbyggere, Casas del Cerro, 238, Zumela, 75, La Gila, 73 og Tolosa 27 indbyggere.
Indbyggerne lever først og fremmest af vindyrkning, mens turisterhvervet først er kommet til i de senere år.
Vi afsluttede vort besøg i Alcalá del Júcar med en tre retters middag i Hostal El Júcar. Til trods for at vi valgte a la carte, kom regningen inklusiv vin, vand og kaffe for to personer blot til at lyde på godt 30 €. Oven i købet virkelig velsmagende mad samt en hyggelig personlig betjening.

Abonner på e-mail nyhedsbrev

Version til udskrift · Send til en ven