Af Michael Jepsen
På Orihuela Costa ligger turistkontoret, rådhuset og udlændingekontorerne samlet i én bygning ud til N332-hovedvejen. Tyske Stefan Pokroppa er ansat på rådhuset, hvor han arbejder for José Antonio Aniorte, som er byrådsmedlem med ansvar for udlændinge bosat i Orihuela Costa.
Stefan Pokroppa fortæller, udlændingekontorerne egentlig ikke hører under kommunen.
”Det nationale politi har ansvaret for udlændingekontorerne, så normalt skal du til Elche eller Orihuela by for at få dine papirer. Men vi har oprettet kontorer her for at servicere udlændingene på Orihuela Costa. Det er helt specielt, og det eneste sted i Spanien, hvor du finder udlændingekontoret rådhuset”, fortæller Stefan Pokroppa.
Han erkender dog, at Comisaría-kontoret, hvor udlændinge kan søge om NIE og residencia er stærkt underbemandet.
”I lang tid har vi kun haft én ansat, men snart vil vi have to damer til at servicere ansøgerne.”
Udlændingekontoret åbner kl. ni om morgenen. Fra kl. 8.30 begynder myndighederne at give numre til dem, der står i kø.
”Nogle kommer kl. to om natten. Andre er her kl. syv om morgenen. Det er ikke til at sige, hvor tidligt man skal være her for at være sikker på at få et nummer. Om morgenen bliver der udstedt numre til de 55 første. Når alle med nummer er serviceret, tager damen på kontoret sig af resten, hvis der er tid, men ellers må dem, der ikke når at få et nummer, komme tilbage næste dag. Når vi får en dame mere ansat, kan vi måske udstede flere numre om dagen, siger Stefan Pokroppa, der erkender, at systemet kunne trænge til en opstramnning.
”Som det er nu, har vi kun ét nummersystem. Vi bør nok have to nummersystemer, så folk som kommer for at hente deres papirer ikke skal stå i samme kø. Sådan at ansøgere eksempelvis får et blåt nummer, mens de der blot skal hente deres papirer, får et gult nummer.”
NIE og residencia hører under samme Comisaría-kontor, mens padrón-ansøgere skal søge ved skranken ved indgangen. Begge kontorer ligger i stueplan i rådhusbygningen, hvor man også finder turistkontoret. Åbningstiden er kl. 9-13.30.
Tema & Debat | Oktober 2007
| Abonner på e-mail nyhedsbrev | Version til udskrift · Send til en ven |
















