Den udsendte reporter fra Magasinet Dansk regnede med et stille og roligt besøg på rådhuset i Orihuela Costa for at få at videreformidle til læserne, hvordan man som udlænding får sine spanske papirer. Men besøget på NIE-kontoret udviklede sig til et uventet drama.

Af Michael Jepsen

Jeg er mødt op på rådhuset i Orihuela Costa. Planen er at få at vide, hvordan man får fat i sine spanske papirer, så jeg kan beskrive processen i Magasinet Dansk. Jeg møder op kl. 13.30 som aftalt, så jeg kan få interviewet, når kontoret lukker for dagens sidste ekspeditioner.
En god håndfuld håbefulde ansøgere står foran døren til det forjættede land med officielle formularer, pas og fotokopier i hånden, da jeg kommer. Jeg får et par onde blikke, da jeg går hen foran de ventende udlændinge, og jeg skynder mig at forklare, at jeg er journalist og har en aftale om et interview. Da funktionæren vil lukke døren efter mig, begynder flere af de ansøgerne at protestere. De har stået i kø hele dagen, og mener funktionæren lige kan nå at behandle deres sag. Hun ryster afværgende på hovedet og siger, at de må komme tilbage i morgen.
”Vi tager ikke flere ind i dag.”
Vantro og opgivende attituder spreder sig i de ventende ansigter.
For en kvinde midt i 30erne er afvisningen for hård. Med papirer i hånden skynder hus sig ind på kontoret og forklarer på engelsk, at det er anden dag i træk, hun står i kø. Kvinden, der er fra Estland, sætter sig på stolen overfor skrivbordet og nægter at flytte sig. Den spanske funktionær tror næsten ikke sine egne øjne. Hun prøver at forklare den estiske kvinde, at kontoret er lukket, og at hun desuden mangler nogle papirer samt kopier til sin ansøgning.
Tårerne er ved at melde sig i det desperationsramte ansigt hos kvinden, der famler efter halmstrå.
”Og hvorfor er der ingen kopimaskine herinde på kontoret. Hvorfor?”, spørger hun.
”Jeg ved ikke, hvorfor vi ikke har en kopimaskine herinde. Nu må jeg bede dig gå. Kontoret er lukket, og journalisten har en aftale”, siger hun og kigger over mod mig, mens jeg prøver at gøre mig usynlig.
Det lykkes ikke. Kvinden vender sig om og kigger på mig med tårer i øjnene.
”Hvis du er journalist, så må du fortælle om det her. Fortæl, hvordan det fungerer.”
Hærget af desperation og frustration begynder hun at brokke sig på engelsk, mens funktionæren på hurtigt spansk fortæller hende, hvorfor hendes dokumentation ikke er i orden. Hun truer med at hente politiet, hvis ikke kvinden forlader området.
Langt om længe overgiver den estiske kvinde sig. På vej ud af døren fortæller hun sin ærlige og uforbeholdne mening om spaniernes demokrati og ikke mindst funktionæren, der svarer med at kalde kvinden ubehøvlet.
Blodet pumper stadig hurtigt, da den rystede funktionær sætter sig ned for at forklare mig om proceduren. Hun har svært ved at koncentrere sig og er tilsyneladende stadig rystet over det lille intermezzo.
Da en kollega lidt senere kommer ind på kontoret, spørger hun, hvorfor de ikke hentede politiet, da hun råbte til dem. Kollegaen lægger trøstende en hånd på hendes skulder.
”Kom, nu går vi ud og får en kop kaffe.”
Jeg når lige at tænke, at hun nok har brug for noget skarpere.

Abonner på e-mail nyhedsbrev

Version til udskrift · Send til en ven