![]() | |
Derudover fremstår lufthavnen som en moderne og flot terminal, der samtidig er praktisk indrettet og virkelig bekvem.
Billund Lufthavn har aldrig haft så mange direkte ruter fra og til Spanien, som den har i dag, hvor rekorden ligeledes sættes med totalt 32 udenrigsruter, og lufthavnen har aldrig været et bedre alternativ til andre danske lufthavne, næsten uanset hvor man kommer fra eller hvor man skal til i Danmark.
Glade passagerer
Lufthavnen er blevet kåret til ”Verdens 2. bedste lufthavn, i den kategori der håndterer mindre end 5 millioner passagerer årligt” af det internationale analysebureau SkyTrax. Og blandt samtlige europæiske lufthavne havnede den jyske lufthavn på en 13. plads. Vi har spurgt lufthavnens administrerende direktør, Jørgen Krab Jørgensen, om hvad man i Billund gør bedre end i så mange andre lufthavne.
”Jeg tror, det spiller en stor rolle, at den flotte arkitektur er det første man ser, når man ankommer til lufthavnen. Selvom det er en forholdsvis lille lufthavn, er her en international atmosfære, rummene er store, og her er masser af plads til passagererne. Derudover skyldes den fine udnævnelse nok personalets professionelle attitude, ligesom her altid er rent, og det faktum at vi har et godt og effektiv security-system, hvilket giver et godt flow modsat lange køer,” fortæller Jørgen Krab Jørgensen, der har været administrerende direktør for lufthavnen siden 1997.
Luftbro mellem Spanien og Billund
Jørgen Krab Jørgensen mener også, at det store udbud af direkte flyvninger spiller en rolle. ”Det er måske mere psykologisk, men når passagererne ankommer til Billund fra andre lande, betyder det nok noget, at de ikke har skullet mellemlande undervejs,” siger han og nævner også, at han ved, at mange spaniensdanskere er lykkelige for de mange forbindelser. Han er ligefrem blevet stoppet i sin lokale Brugs af folk, som har villet nævne det. Han mener også, at det er godt for industrien og turismen i området, at andre nationaliteter nu har lettere ved at komme direkte til den vestlige del af Danmark.
Der har gennem flere år været flere direkte forbindelser mellem Spanien og Billund, og det kommende vinterhalvår byder både på gamle, kendte forbindelser samt en række nye.
Sterling flyver allerede tre gange om ugen mellem Málaga og Billund, og en gang om ugen mellem Alicante.
I slutningen af oktober starter Ryanair desuden med fire ugentlige afgange mellem Barcelona (Girona) og Billund, samt tre ugentlige afgange fra Valencia, hvilket bliver den eneste direkte rute mellem Valencia og Danmark.
Ryanair går også ind på ruten mellem Alicante og Billund. Denne starter den 5. december og vil få hele fire ugentlige flyvninger. Ryanair har ligeledes fløjet mellem Madrid og Billund den forgangne sommer, hvilket man fortsætter med over vinterhalvåret, med to ugentlige afgange.
Bro mellem Billund og hele Danmark
Billund Lufthavn tabte måske passagerer på ruten til København, da Storbæltsforbindelsen blev åbnet, omvendt har forbindelsen betydet, at lufthavnen nu også tiltrækker passagerer fra det østlige Sjælland, og som sådan kan konkurrere med Københavns Lufthavn.
Det er let at komme fra Billund til hele Jylland og Fyn, og fra den 19. november bliver turen til Århus endnu kortere grundet nye vejanlæg (turen kan køres på en lille time), og lufthavnen har op til otte daglige, direkte busafgange mellem Billund og Århus. Køreplanen for lufthavnsbussen til og fra Århus er godt tilpasset de spanske ruter, så ventetiden i Billind bliver minimal. Samtidig er det relativt let at komme med offentlig bus til Vejle (30 minutter), og herfra videre med DSB ud i hele landet.
Ankommer man sent eller skal man med en tidlig morgenafgang, er det måske en idé, at overnatte på det nye lufthavnshotel, kaldet Zleep Hotel, som ligger lige ved siden af lufthavnsterminalen.
Billund Lufthavn A/S
Lufthavnen er ejet af otte omkringliggende kommuner, men på trods af dette ejerskab drives lufthavnen som en privat forretning. ”Selvom vi er ejet af kommuner, drives lufthavnen helt som et A/S. Vi får ingen støtte fra det offentlige overhovedet,” understreger Jørgen Krab Jørgensen, der selv kom til lufthavnen fra en post som amtsdirektør i Vejle Amt, og som er uddannet økonom.
Billund Lufthavn er i år kommet ind i en særdeles positiv udvikling, hvor de fleste ruteflyselskaber der flyver fra Billund, har udvidet deres rutenet eller indsat større fly på de eksisterende ruter. Det er ikke kun lavprisselskaberne, der lige nu har stor succes, det gælder også flyselskaber som KLM, Lufthansa, Cimber Air og Sun-Air.
”Specielt i år har vi set en meget stor udvikling. I august havde vi 26 procent flere passagerer end samme måned sidste år, og gennem årets første otte måneder har vi haft 218.000 flere passagerer gennem terminalen i forhold til sidste år,” siger den tilfredse lufthavnsdirektør.
Læs mere
Billund Lufthavn
www.bll.dk
Sterling
www.sterling.dk
Ryanair
www.ryanair.dk
Diverse | Oktober 2007
| Abonner på e-mail nyhedsbrev | Version til udskrift · Send til en ven |















