Magasinet Scandinavia på Costa Blanca - 7.500 eksemplarer hver måned

Nyhedsbrev
Afmeld





Tag med på et sørøvertugt til Isla de Tabarca
Af Larsen Press

I middelalderen var Isla de Tabarca hjemsted for en stor del af Costa Blancas pirater. Sørøvernes skibe kunne søge ly i en lagune, som dannede en naturlig havn. Herfra kunne de ikke blot kapre de mange handelsskibe, som passerede den lille Middelhavsø, men også foretage plyndringstogter på hele den hvide kyst.
Men i 1700-tallet blev piraterne fordrevet, og de første egentlige bebyggelser så dagens lys.
For at holde piraterne væk havde kong Carlos den tredje beordret øen fyldt op med folk fra Isla de Tarargah (Tabarka) i Tunesien.
Kirken, fæstningsværket, gaderne San Gabriel, San Miguel og San Rafael samt Casa del Gobernador (guvernørens hus) stammer fra den tid.
Man kan inddele øen i to dele. Den bebyggede østlige del og så den vestlige på en ”højslette” med enkelte bygninger. Terrænet er kendt som El Campo. Rundt om Isla de Tabarca er der en række rev og småøer.

Først en sejltur
Men da Isla de Tabarca er en ø, starter et besøg naturligvis med en sejltur.
Dagligt går der udflugtsbåde fra Torrevieja, Alicante og Santa Pola.
Vi valgte at starte vor lille ekspedition tilbage til sørøvertiden fra havnen i Santa Pola. I sommersæsonen sejler bådene ni dobbeltture, mens der er fem afgange i vinterhalvåret. Første afgang fra Santa Pola er kl. 10.00, og seneste tur fra Tabarca sejles kl. 19.30 (kl. 18.15 i vintersæsonen). Sejltiden er 25 minutter og koster 13 € tur/retur for voksne og 10 € for børn indtil otte år.
Sejltiden Alicante-Tabarca er på 45 minutter og koster 15 €, mens man må bøde 20 € for en times sejltur fra Torrevieja.
Straks efter man har forladt havnen i Santa Pola, og kursen er sat mod nordøst, kan man ude i horisonten ane Isla de Tabarca. Øen vokser sig naturligt større og større, og efter at have passeret den største af småøerne, der ofte overskylles ved højvande og høj sø, lægger vi til kaj i den lille havn, der er beskyttet af en mole. Vi har knap nok sat foden på vort nye opdagelsessted, før båden igen er på vej ud af havnen med de turister, der ventede på igen at komme over til fastlandet.
Et godt råd. Vær klar til at gå ombord i tide. Bådene sejler ikke efter ”spansk tid”. Landgangsbroen bliver taget på minuttet.

Delt i to dele
Havnen deler også øen i to dele, og vælger man først at udforske den beboede del, støder man straks på udskænkningsstederne og spiserestauranterne. Der er ikke færre end 15, og der er noget for enhver smag og nok så meget pengepung. Priserne ligger pænt over, hvad man må bøde på fastlandet. Man kan dog være heldig at finde en spartansk Menu del Dia til 10 € - dog eksklusive drikkevarer.
Der er ikke færre end fire muligheder for overnatning på ældre hoteller og hostals. Det fornemste – to stjerner – hedder Hotel Casa del Gobernador og er den tidligere guvernørbolig.
15 restauranter og barer samt fire hoteller og hostals kan synes kolossal når Isla de Tabarca kun har 22 registrerede fastboende. Men i sommersæsonen sender ikke blot de mange udflugtsbåde fra Torrevieja, Alicante og specielt Santa Polo hver dag tusinder af turister til øen. Der er også rigtig mange, der via egen sejlbåd finder vej til den lille ø.

Eneste sandstrand
Hovedgaden må være San Gabriel med enkelte souvenirbutikker. Placa Gran er samlingspunktet, og herfra er der udsigt til Sankt Paulus-kirken, der i mange år fik lov til at forfalde, men som nu er under restaurering
En stor del af den østlige del af øen, hvor befolkningen bor, er omgivet af en stenmur fra det 18. århundrede. På nordsiden er der en lille klippebugt, hvor der er mulighed for solbadning og en svømmetur.
Forlader man den bebyggede del, vil man have havnen på venstre hånd og øens eneste sandstrand på højre. Endvidere en stor firkantet bygning, der rummer Museo Nueva Tabarcas, Museo Pintura Miniatura samt turistbureauet.

Tre bygninger
Den ubeboede del af øen med den sparsomme bevoksning rummer tre bygninger.
La Torre de San Jose er en tårnbygning opført i sten med det originale italienske fundament fra tiden inden piraterne gjorde landgang.
La Casa de Campo er en typisk spansk gård, der nu er forladt.
Fyrtårnet er en af Isla de Tabarcas bedst bevarede bygninger.
Der er udelukkende klippestrande. De fleste steder vanskeligt tilgængelig. Til gengæld boltrer sportsdykkerne sig i det krystalklare vand med dets spændende fauna og flora.
Lige nu er Isla de Tabarca et velvalgt mål for en udflugt for hele familien. Det vil øen selvfølgelig også være i de kommende sommermåneder. Men så må man vænne sig til at stå i kø - hvilket gælder såvel liggeplads på stranden som plads i en af restauranterne.
Udflugter | Juni 2007
Abonner på e-mail nyhedsbrevVersion til udskrift · Send til en ven





















Norrbom
Norrbom Marketing
Centro Idea · Ctra. de Mijas km. 3.6 · 29650 Mijas-Málaga
Tel. 95 258 15 53 · Fax. 95 258 03 29
Norrbom

Norske Magasinet En Sueco Magasinet Dansk La Danesa Magic Media Guide til Spanien

Forsiden | Kontakt os | Redaktionen | Que Pasa? | Rubrikannoncer