 | |
Det er ikke anmelderros, der havde overbevist mig om, at "Tuya Siempre" (Din for altid) må være en "must see", for den er endnu ikke blevet set af nogen.
Derimod er det det faktum, at Caroline Henderson spiller en fremtrædende birolle i filmen, der har fanget min opmærksomhed. En dansk sangerinde i en spansk film, en ganske pekuliær sammensætning.
Hollywood-stemning
Udenfor teatret er der et mylder af mennesker. Skuespillerne poserer foran filmfestivalens plakat og blitzene knipsede i takt og modtakt fra de hundrevis af kameraer, der er linet op i første række. Der er ægte Hollywood-stemning. Skuespillerne kommer frem én og én og smiler til fotografer og fans.
Caroline Henderson stiller sig scenevant an, iført sort lang bluse, sorte skindbukser og stiletter. Hun er smuk og gebærder sig på den helt rigtige filmstjerneagtige måde. Efter smil og knips begynder menneskemængden så småt at opløse sig, skuespillerne har fundet vej ind i teatret og det samme gør hoben.
Filmen er fængende, og det samme er Caroline Henderson i rollen som Gloria Cole, en amerikansk jazzsangerinde, der er emigreret til Spanien. Gloria Cole er følelsmæssigt og økonomisk afhængig af den magtfulde forretningsmand og narkotikasmugler Manuel Gay, spillet af José Coronado, Spaniens svar på Mads Mikkelsen.
Filmen handler om en gruppe unge mennesker, der hver især søger efter at få deres drømme til at gå i opfyldelse. Det er et betændt miljø, hvis ramme er en jazzclub i Barcelona i 80´erne. Hver person har sin historie, og hver historie sin hemmelighed. Livet, sex, fortidens spøgelser, den usikre fremtid, kærlighed, hævn, musik. Det er nogle af de emner, filmen berører.
Begejstret for filmen
”Var den ikke fantastisk?”, spørger Caroline Henderson mig henrykt efter filmforevisningen, da vi sidder i de bløde velourstole på teatrets førstesal, som i anledning af festivalen er blevet indrettet til interviewrum.
”Men på en rå og grovkornet måde, ikk’?”, tilføjer hun.
”Det var i hvert fald ikke sådan, at jeg tænkte: "oh my god, hvor ser jeg godt ud.” Vi er sminket grimmere end vi er, og det var faktisk sindsygt hårdt at se sig selv på den måde. Det går tæt på, man er ude i nogle følelsesmæssige situationer i filmen, og lyset er hårdt og direkte på.”
Jeg synes nu også, hun var usædvanligt smuk i filmen, men det lykkes mig ikke at få hende helt overbevist.
”Er den ikke bare sindsygt godt filmet?, det er ham der José Luis”, siger hun og harker på j’et på den ægte spanske måde.
”Han ved vist godt, hvad han går og laver, han har vundet 6-7 af de der Goya’er, som du jo sikkert ved er den største spanske filmpris.”
Hun afbryder sin egen talestrøm ved at undskylde, at hun virker sådan lidt kulret.
”Det er første gang, jeg ser filmen i sin helhed, så det er en meget overvældende oplevelse for mig. Det er jo ikke hver dag, man oplever at være filmstjerne, vel?”
Skuespiller ved et tilfælde
Måden Caroline blev valgt til filmen på, er en sød historie. Instruktøren Manuel Lombardero havde problemer med at finde en jazzsangerinde til rollen; han havde et meget klart billede af, hvordan hun skulle være og havde svært ved at gå på kompromis med sine forventninger. Tilliden til at hans caster kunne finde den rigtige var ringe, og efter de havde haft rigtigt mange sangerinder til casting, tog han sagen i egen hånd.
Manuel Lombardero gik i frustration ind i en pladebutik og bladrede samtlige jazz-cd´er igennem, fandt nogle af Caroline Hendersons udgivelser og købte dem med hjem til nærmere aflytning. Efter at have lyttet til hendes musik var han ikke et øjeblik i tvivl, han havde fundet sin sangerinde til filmen. Han ringede Caroline op og tilbød hende at komme til casting i Barcelona.
”Først var jeg vildt meget i tvivl, og så syntes jeg, at det var fuldstændig langt ude, at JEG blev spurgt, om jeg ville være med i en spansk film og ovenikøbet i en pæn stor birolle. Desuden var jeg midt i en turné og havde masser af ting i kalenderen, så det passede ikke rigtigt ind, at det tilbud pludselig kom dumpende ned i mit liv. Jeg tænkte: "hvad skal de dog bruge mig til." Det var ligesom om, der var en der havde sagt til mig, "øh du kan da bare rejse en tur til månen, hvis du vil..."
Fantastisk oplevelse
Selv om Caroline havde svært ved at overskue det, sagde hun alligevel ja.
Udfordringen var for spændende til, at hun kunne lade den gå fra sig.
”Når jeg ser tilbage på det, kan jeg kun sige, at det har været en fantastisk oplevelse. At der er én, der har fundet frem til mig og har sagt: "dig vil jeg have, du kan det her.” Det var lidt den omvendte verden, for der er sikkert mange skuespillere, der vil dø for at få rollen, og jeg gjorde i stedet alt for at udpensle for Manuel, hvor besværligt det ville blive med mig. Jeg forklarede, at jeg ville skulle rejse frem og tilbage, at jeg ikke kunne sige et ord på spansk, at jeg ikke er rigtig skuespiller, ikke kan finde ud af at improvisere og blablabla”, siger hun med vrængende stemme, som for at gøre grin med sig selv.
”Og det eneste han svarede var: "det skal du ikke tænke på, jeg er fuldstændig ligeglad, du skal gøre det her, stol på mig, det skal nok gå godt." Så sådan blev det og det endte lykkeligt”, storgriner Caroline.
Tror du "Tuya siempre" kunne sælge i Danmark?
”Det er svært for mig at være objektiv, når jeg selv er med, men den er faktisk betydelig mere international, end jeg havde forestillet mig. Jeg kan ikke se hvorfor ikke. Den minder meget om de independent film, der er oppe ind imellem. Den er ikke typisk spansk, hverken i historien eller i stilen. Producenten prøver at få den til Cannes og så er den vist også til vurdering hos Copenhagen Film Festival. Men det kunne da være sjovt, hvis den kom til Danmark, eller Nordeuropa i det hele taget.”
Hvordan fik du lært dine replikker. Man kan næsten ikke høre du har accent?
”Mener du det?, det er jeg glad for. Jeg sagde også til min mand Martin,: "det lyder sgu da meget godt", men han er ligesom heller ikke nogen ørn til spansk og derfor ikke den rigtige til at give mig ret. Mine medspillere har også kun rost mig, men de er også partiske, for de har hørt på mig gennem hele forløbet og har gjort alt for at hjælpe mig.”
”Jeg havde kun en måned til at lære det i. Jeg fik intensiv spanskundervisning, så jeg fik lært den rigtige udtale. Faktisk lærte jeg så meget, at jeg føler, at jeg forstår rimeligt meget, når jeg hører spansk. Under pressekonferencen følte jeg, at jeg forstod det meste af hvad, der blev snakket om.”
”Mine replikker lærte jeg udenad, som en sang, det er jo fordelen ved at være sangerinde, og til sidst kunne jeg dem i søvne. Jeg lærte at sige dem både hurtigt og langsomt, gik ture, spillede bold eller lavede mad, mens jeg sagde dem. Derefter kunne jeg begynde at sige dem affekt og mens jeg græd.”
”Jeg var ved at dø af skræk ved den første optagelse, for man vil jo ligesom ikke være med til at ødelægge en film, vel? Men mine medspillerne skabte en rigtig behagelig stemning omkring mig og bakkede mig 100 procent op; det gjorde det hele meget nemmere.”
Så du forstod altså godt, hvad du sagde på spansk?
”Ja, der er nok ikke nogen, der har forstået sine replikker så meget som mig. Jeg har forstået hvert eneste lille ord, for jeg har læst manuskriptet både på engelsk og fransk og så har jeg fået nogen til at læse det op for mig på spansk. Jeg har hakket mig igennem det hele og jeg vidste, hvad alle andre sagde i de scener, jeg var med i.”
Lykkelig i sin osteklokke
Hvad Caroline forstod mindre af, var de ting, der skete omkring hende. Intrigerne, problemerne og i det hele taget alt det, der blev talt om bag kulisserne, gik hen over hovedet på hende.
”Det var faktisk dejligt ikke at forstå alt det. Jeg levede i min egen lille verden og var fri for at involvere mig. Der kan virkelig være mange ligegyldige informationer i løbet af en dag, og alt det, var jeg lykkeligt fritaget fra. Det var meget en her-og-nu-situation for mig, hvilket passede mig perfekt. Mange ting fandt jeg først ud af bagefter, for eksempel at der på et tidspunkt havde manglet penge til den videre produktion.”
Osteklokken, Caroline levede i, betød også, at hun var ganske upåvirkelig over for, at hun spillede sammen med en af Spaniens mest kendte skuespillere, José Coronado.
”Rubén, som spiller den mandlige hovedrolle i filmen, og som debuterede for få år siden, blev ved med at sige til mig: "You are so lucky you don´t know who anybody is, you just smile so relaxed to everybody." Jeg ville ønske, man altid kunne gå så fordomsfrit ind i alle forhold, for det er virkelig en god fornemmelse. Se nu bare pressekonferencen her i dag og den måde, vi skulle posere på udenfor teatret. Det har jeg aldrig prøvet før, det var totalt Hollywood-agtigt, men jeg tog det helt roligt, for jeg kendte jo ikke nogen. Havde det nu været i Danmark ville jeg have været så nervøs. Med hele det der set-up, kan man ikke være andet. Alle var nervøse i dag på nær mig. Det er da morsomt.”
Kunne du tænke dig at lave flere film?
”Bestemt. Jeg har allerede fået en ny filmrolle tilbudt, men finansieringen er ikke helt på plads, så det vil jeg helst ikke tale mere om. Jeg har jo lavet en del teater, og er i gang med nogle prøver på en forestilling, der hedder Død, død og meget død af Howard Barker, der får premiere midt i april, så jeg har fået kort snor i disse dage til at lege movie star.”
Har du fået et særligt forhold til Spanien?
”Jeg har altid elsket Spanien og er kommet her en del. Hvis jeg en dag skulle flytte, kunne jeg godt tænke mig at bosætte mig her. Gennem filmoptagelserne er jeg kommet dybere ind i kulturen og har kunnet fornemme spanierne. Jeg er blevet bekræftet i, at jeg svinger godt med mentaliteten, der er noget råt og upoleret over spanierne, som jeg godt kan lide. For nogle år siden sang jeg på en jazzklub i Madrid, så der fik jeg også et fint kendskab til Spanien. Jeg har boet i mange lande, min familie har rejst meget rundt i verden, så det forekommer mig ikke fremmed at flytte til et andet land.”
Filmens pressechef afbryder os med meddelsen om, at filmholdet nu er klar til at gå til frokost ude i byen, de forskellige interviews var afviklet. Jeg tager afsked med Caroline på spansk maner.
”Håber du kommer til gallaforestillingen i aften og den efterfølgende fest på Hotel Larios”, opfordrer hun smilende.
”Meget gerne”, svarer jeg og går ud i det skarpe sollys, der intensiverer kontrasten til filmlærredets verden.
Filmen Tuya Siempre havde biografpremiere i Spanien for halvanden måned siden.
Profiler | Juni 2007
| Abonner på e-mail nyhedsbrev | Version til udskrift · Send til en ven |
