Magasinet Scandinavia på Costa Blanca - 7.500 eksemplarer hver måned

Nyhedsbrev
Afmeld





Ibiza og Formentera
Af Jette Christiansen

Et besøg til den nærliggende ø Ibiza bør være pensum for residenter på Costa Blanca. Rædselshistorierne om unge, der kappes om at drikke sig mest fulde og tage flest stoffer, er der ingen grund til at blive skræmt over. De grænsesøgende unge er - specielt i sommermånederne - en del af Ibiza, men øen har meget mere at byde på, og man kan sagtens undgå de unge rebeller i deres jagt på vilde udskejelser.
Der er to Ibiza’er. Den ene er fredelig, køn og har sin helt egen, særprægede charme, der er svær at definere, men som får mange til at falde pladask for den.
Den anden eksisterer kun mellem juni og september, hvor øens brændpunkter, Ibiza By og San Antonio, der har verdens største antal barer og diskoteker per kvadratmeter, vågner op. Her anses man for en olding, hvis man er født efter 1985, alt er tilladt og gennemsnitligt ét ungt menneske går i koma om dagen på grund af en overdosis af stoffer.
Formentera er den mindste af de Baleariske Øer, blot 82 km2, så en hel ferie er måske for meget for de fleste, med mindre man medbringer en stor stak bøger, en meget fræk elsker eller anden underholdning. Men den er et skønt udflugtsmål fra Ibiza for en dag eller to.

Kulturarv
Det er den første Ibiza, der er udnævnt til Verdens Kulturarv af UNESCO i erkendelse af, at takket være øens geografiske beliggenhed midt på de gamle søfareres autostrada i Middelhavet, spillede den gennem tiderne en stor, strategisk rolle. En rolle, der, som på de andre Baleariske øer, også her begyndte med de allestedsnærværende fønikere, som kaldte øen Ibosim til ære for guden Bes.
Fønikerne efterlod flere bosteder, heriblandt Sa Caleta, der er et eksempel på en tidlig model af fonetiske bosættelser i Middelhavsområdet, og som stammer tilbage fra omkring det 8. århundrede f.kr.
Et andet eksempel på fønikernes kreativitet er Puig des Molins, hvor man finder den største og bedst bevarede fonetiske nekropolis, der kendes, og som rummer omkring 3.500 underjordiske gravkamre. Her har man har fundet efterladenskaber så som keramik, smykker og strudseæg, som i dag giver arkæologerne en uvurderlig bunke information om det ihærdige folkefærd.
Området er på hele 50.000 m2 og er næsten fuldstændig bevaret, eftersom man i hine tider plantede oliventræer ovenpå kirkegården, da den ikke længere blev benyttet, og det gør også Puig des Molins til en vidunderlig plet at besøge.
Forskellige civilisationer satte gennem de følgende århundreder hver sit særpræg på øen, og tager vi en hurtig tidsrejse på cirka 24 århundreder, løber vi ind i Felipe II, som er i gang med at bygge bymuren, som gør Ibiza By til samtidens bedst beskyttede by i Middelhavsområdet.
Dagens Dalt Vila område, der ligger på forbjerget indenfor den metertykke bymur, ser ud som det gjorde i det 16. århundrede, og her finder man også borgen, der kendetegner byen.

Ibiza By
Det unikke ved Ibiza er, at gaderne i de forskellige bydele ligger, som de gjorde i fordums tid, og de giver dermed en synlig, kronologisk oversigt over de forskellige kulturer, der har lagt vejen forbi.
Ibiza By er blandt andet derfor det bedste sted at slå sig ned på Ibiza-besøget. Den herlige by er af overskuelig størrelse, og oser i dag af en atmosfære, der er blandet af lige dele traditionel spansk kultur, som det kendes fra det meste af det ganske land, og europæisk jet-set og hippiekultur, som er en efterlevelse fra de glade 60’ere. Det er dog ikke kun hippier, der i en permanent hashrus ikke har opdaget, at der nu står det 21. århundrede på kalenderen, men også neo-hippier som strømmer til øen.
Blandingen gør, at man kan finde spanske barer og forretninger side om side med trendy butikker og boder, hvorfra hippierne sælger smykker, keramik, hjemmestrikkede sweatere og andet besynderligt, alt naturligvis lavet i fredens ånd, en ånd der går igen på hele øen, hvor alt lader til at være tilladt.

San Antonio
Øens næststørste by kan derimod være direkte sundhedsfarlig visse tider af året. Den var oprindeligt en ganske almindelig, søvnig lille havneby, hvor tiden gik, uden at omverdenen skænkede byen mange tanker. I dag er den i stedet centrum for øens yngre besøgende, som fortrækker at sove om dagen og vågne op, når solen går ned for med en uhørt ihærdighed at konsumere så meget alkohol, ecstasy og andre små grønne og blå piller som tiden tillader på et utal af barer og nogle af verdens hotteste diskoteker og klubber, hvoraf et først åbner kl. 6 om morgenen og ligefrem serverer morgenmad til disco-, hip-hop-, dancemusikken eller hvad der nu er in den pågældende sommer.
Til San Antonios forsvar skal det dog nævnes, at en del af byen synes ganske uberørt af al balladen, så et besøg på Ibiza bør selv i sommermånederne ikke nødvendigvis ekskludere San Antonio.

Strandene
Fra San Antonios havn sejler små både i pendulfart til de lækre strande, der ligger udenfor bugten. En af disse er Cala Bassa, som mest hærges af de helt unge, mens Cala Conta, der er en af øens allerfineste, kan anbefales, uanset hvad der står på dåbsattesten.
Ellers er det Ses Salines på den sydlige del af øen, man skal besøge, hvis man vil se og blive set. Her samles de unge, rige og smukke, og den mest almindelige påklædning er et Rolex ur.
Det er ikke uden grund, at mange strømmer hertil. Stranden er smuk, sandet er kridhvidt og indbydende at sætte fødderne i, og her findes også saltsøerne af samme navn, som utvivlsomt er en af øens største naturskatte. Området er fredet, og har en enestående værdi som øko-system, fordi man fortsat benytter de traditionelle metoder til at udvinde saltet.
Man har desuden observeret mere end 200 forskellige slags fugle i området. Herfra kan man se over til den lille naboø, Formentera, hvortil der cirka hver anden time går en færge fra Ibiza By.

Formentera
Den fjerde og mindste af de beboede baleariske øer er separeret fra Ibiza af et 3,6 kilometer bredt stræde kaldet Es Freus, hvor der også er nogle mindre ubeboede øer. Formenteras 5.200 mand store befolkning lever et meget traditionsrigt liv, hvor de bestræber sig på at bibeholde de gamle skikke. En stor del af dem lever af fiskeri, som de gerne deler med de besøgende, og fiskesport er meget udbredt. Fisk er også en af hovedingredienserne i det lokale køkken, hvor soltørret fisk i salater er en af specialiteterne.
Mange tager cyklen med i bagagen til Formentera, da den fredelige, let bakkede ø egner sig godt til en cykelferie, og der er flere forskellige, klart skiltede ruter rundt på øen.
Den er i modsætning til Ibiza fredelig og stille, men også her finder man en pragtfuld natur og fotogene strande, som selvsagt ikke er nær så besøgte som naboøens, og afsides beliggende småbyer, hvor tiden lader til at stå stille.

________________

Pityusiske øer
De pityusiske øer er det gamle navn for Ibiza, Formentera og de omkringliggende små øer. Navnet kommer af det græske ord pitys, som betyder fyrretræ.

Det calatanske navn for Ibiza, både øen og byen, er Eivissa, som bruges mere end Ibiza på skilte mm.

Læs mere om de Baleariske Øer på www.illesbalears.es


TRANSPORT TIL IBIZA
Med fly fra Alicante: www.logitravel.com
Med færge fra Alicante, Denia og Valenica: www.directferries.es
Udflugter | Maj 2007
Abonner på e-mail nyhedsbrevVersion til udskrift · Send til en ven





















Norrbom
Norrbom Marketing
Centro Idea · Ctra. de Mijas km. 3.6 · 29650 Mijas-Málaga
Tel. 95 258 15 53 · Fax. 95 258 03 29
Norrbom

Norske Magasinet En Sueco Magasinet Dansk La Danesa Magic Media Guide til Spanien

Forsiden | Kontakt os | Redaktionen | Que Pasa? | Rubrikannoncer