Magasinet Scandinavia - 250.000 læsere

Nyhedsbrev
Afmeld



Spansk mode: EspaDrILLEN over alle diller

Tina Julsgård/Comunica.dk

På dansk hedder den elskede sko en espadrille, en fordansket version af det spanske ord espadrillas, men som vi ved, har kært barn mange navne, så i oprindelseslandet kalder man dem også alpargatas, golosinas, espardeñas og campesinas (modellen med hæl).
Jeg selv var helt fremme i skoen, for jeg sagde ikke espadriller, men ”espadrillos” og det inden jeg nogensinde fik lært spansk. Jeg har vel været omkring de otte år, da jeg første gang satte mine fødder i et par espadrillas, og siden dengang har de været fast inventar i min sommergarderobe. Men jeg er nok ikke den eneste, der har et livslangt forhold til den sko, der tilbagevendende gange har været hot sommermode. Og hvis man endnu ikke lige skulle have opdaget, at enhver skotøjsbutik igen i år er fyldt med farverige og dekorerede espadriller, kan jeg informere om, at den er sommerens STORE DILLE.

Espadrille-revolution
Espadrillen som modedille startede i 60’erne, da det eksklusive haute couture firma Yves Saint Laurent lod sine modeller præsentere en kollektion på den parisiske catwalk iført, hvad der indtil da kun havde været en pauver sko anvendt af folk på landet.
Det var begyndelsen på en espadrille-revolution, der fik fremstående personligheder som Jacqueline Kennedy og Marilyn Monroe til at gå i espadriller; en revolution, der stadig er i live den dag i dag og gør, at specialforretningen Casa Hernanz i Madrid dagligt kan betragte en alenlang kø foran sin butiksdør.
Casa Hernanz er en familievirksomhed, der kører på femte generation med brødrene Jesús og Antonio Hernanz. De står selv i butikken hver dag for at yde kunderne den specialiserede og erfarne service, de fleste kommer efter. Og så er det selvfølgelig det faktum, at espadrillerne hos Casa Hernanz er håndlavede, der får kunderne til at komme fra nær og fjern.
Michael Douglas og Jack Nicholson lægger obligatorisk deres vej forbi butikken, når de besøger Spaniens hovedstad og den afdøde pave Johannes Paul II havde sig også et par espadriller fra Casa Hernanz, selv om han dog aldrig havde mulighed for at skilte med dem under den lange pavekjole. Og når den spanske skuespiller Penelope Cruz er i byen under en pause fra filmoptagelserne i Hollywood, ved Jesús og Antonio, at flere par vil blive sendt over disken for at blive en del af skuespillerindens espadrille-forråd.
Den spanske kongefamilie handler skam også hos Casa Hernanz. Om den excentriske surrealistiske maler Salvador Dalí købte sine espadriller hos Casa Hernanz, melder historien intet om, men det vides, at den var hans absolut foretrukne fodtøj, som han satte sammen med en smoking. Opfindsom, må vist være det rette ord for den mundering.

Espadriller i udvikling
Hernanz-familien startede deres espadrilleforetagende helt tilbage i 1845 og de to brødre fremstiller stadig den originale model. Men det er klart, at tiden selv for espadrillerne ikke har stået stille, hvilket betyder, at der er kommet mange nye modeller til, og især farver. Tidligere kunne man kun få den i fire farver: mørkeblå, hvid, sort og rød, hvis det gik rigtigt vildt for sig. Men i dag har butikken 32 forskellige farver at vælge imellem udover de mange modeller, der er udsmykket med mønstre, perler, blonder, etc. Også espadriller med noget så vovet som en hæl, er en del af udviklingen og de fleste af hæl-modellerne har et bånd, der elegant bindes op af benet; en ikke helt ueffen detalje.

Espa-dille for alle
Sidste sommer slog forretningen i Madrid salgsrekord - op til 700 par om dagen præsterede de at sælge, hele 100.000 på årsbasis - og det ser ud til, at rekorden har gode chancer for at blive slået igen i år, da espadrille-dillen stadig hærger. Der er dog meget, der tyder på, at den helt billige udgave af espadrillen går hen og bliver en saga blot. Det er ældre spanske skomagere, der i dag syr de prunkløse espadriller og deres slags er ikke en overlevende race. Der findes vist ikke et individ blandt den krævende ungdom, der vil gå ind i en branche, hvor lønforholdene er så usle - kun 1 euro får producenten pr. færdigsyet par. Men det er nu heller ikke fordi, der er den store fortjeneste på den helt simple af espadrille-modellerne, som hos Casa Hernanz kun koster 4,25 euro.
Den dyreste espadrille, de har i udvalget, koster 36 euro, så alle kan være med på sommermoden.


SPANSK STIL
Spansk stil er andet end arabiske fliser og marmorgulve, når man taler arkitektur og indretning, det er andet end prikkede flæsekjoler, når man taler mode, andet end provencalske spisebordsarrangementer når man taler møbeldesign, og andet end tortilla når man taler gastronomi. Spansk stil er en mangfoldig størrelse, der er i rivende udvikling. En størrelse, der er svær at sige noget generelt om, andet end at moderniteten har fået et fast greb om tendenserne. Kigger man sig rundt i det spanske samfund, ser man en traditionel landbrugskultur, der er på vej til at blive et moderne bysamfund. Det i sig selv giver en spændende fusion af gammelt og nyt og er et af de mest kendetegnende træk ved den spanske stil.


ESPADRILLEN
Man mener, espadrillen stammer fra Pyrenæerne fra omkring starten af 1300-tallet. I regionerne Aragón, Katalonien, Baskerlandet og på de Baleariske Øer er espadrillen en del af folkedragten. I starten var det de spanske landmænd, der brugte espadrillen, mest fordi det var det eneste fodtøj, de havde råd til at gå i, men også på grund af skoens lethed og friskhed. Senere begyndte også arbejderne i byggebranchen at benytte det lette fodtøj og spanske soldater fandt ligeledes fordel ved at gå i espadriller.
Tidligere blev espadrillens sål lavet af espartogræs, men i dag laves den af jute, som importeres fra Østen.


ELCHE - ESPADRILLENS HJEMBY
Har man sagt espadrillos, må man også sige Elche. Det er svært at komme ind på sommerens store modedille på fortovene uden at nævne Alicante-provinsens næststørste by. Elches omfattende skoindustri blev opbygget via produktionen af espadrillos, som eskalerede i det 19. århundrede. Udviklingen skabte grundlaget for væksten i byen, der i dag tæller 215.000 indbyggere.
Mere end hver tiende virksomhed eller forretning i Elche er beskæftiget med skoproduktion eller -handel, og med 18.000 ansatte i sektoren står Elche for over 40% af den samlede skoproduktion i Spanien.

 

 

 

Diverse | Maj 2007
Abonner på e-mail nyhedsbrevVersion til udskrift · Send til en ven




















Norrbom
Norrbom Marketing
Centro Idea · Ctra. de Mijas km. 3.6 · 29650 Mijas-Málaga
Tel. 95 258 15 53 · Fax. 95 258 03 29
Norrbom

Norske Magasinet En Sueco Magasinet Dansk La Danesa Magic Media Guide til Spanien

Forsiden | Kontakt os | Redaktionen | Que Pasa?