Magasinet Scandinavia på Costa Blanca - 7.500 eksemplarer hver måned

Nyhedsbrev
Afmeld





Borgens hemmelige skat
Ikke alle kender beliggenheden af Hofteatret i København, der ligger som en uspoleret skat ved siden af de kongelige stalde i Ridebane-anlægget bag Christiansborg slot. Og det er en skam, for teatret byder på meget mere end fornemmelsen af historiens vingesus, der gennemsyrer de oprindelige træpaneler.

Af Christina Lopes

Museumsdirektør Ulla Strømberg er en kvinde med en mission. Endnu flere danskere skal kende eksistensen af Hofteatret og Teatermuseet, der har været hendes arbejdsplads siden 2002, men har en flere hundrede år gammel historie bag sig. Og Ulla Strømberg tror på projektet. For på trods af en snæver økonomi har Hofteatret og Teatermuseet over de senere år oplevet en publikumsinteresse, der i hvert fald ikke kan forklares med et stort pr-budget.
” I 2005 havde vi 33.000 besøgende og mere end 160 arrangementer. Og det er da flot af en institution, der kun får 1,6 millioner kroner i offentlige midler om året. Det er meget mindre end alle andre museer, og lidt trist, fordi vi konstant må kæmpe for at overleve,” fortæller Ulla Strømberg.

Hofteatret og Teatermuseet overlever med 1,8 fastansatte – resten af medarbejderne er timeløns- og projektansatte. Og en stor del af museets tid går med kontinuerligt at søge støtte hos private fonde. For uden støtten ville institutionen ikke overleve.
”Man lærer med tiden, og der gemmer sig en lang række fabrikshemmeligheder bag det at søge fondsmidler. Men dem kan jeg jo ikke røbe,” ler Ulla Strømberg.
Hun har næsten lært at leve med, at stedets økonomiske situation og fremtid altid er usikker. Men også kun næsten.
”Jeg synes, at det er ærgeligt, at der ikke er mere opbakning omkring de små instutioner. Men det skyldes nok, at kulturpolitik er meget modebetinget. Og det ligger i tiden, at alt skal lægges sammen og være stort: Alle steder fjernes der vægge, laves åbne kontorlandskaber, og strømlines ledelser, så der kun er en person i spidsen for de store fortagender. Og det er lidt trist. For har man først taget livet af en lille institution, så genopstår den ikke igen,” siger Ulla Strømberg, der dog mener, at det er et spørgsmål om tid, før det igen bliver moderne at være et lille eksklusivt museum.

I mellemtiden gør hun og medarbejderne, hvad de kan for at nytænke og strømline arbejdsgange og værdigrundlag. Der tænkes konstant nye tanker og planlægges nye arrangementer i de lavloftede lokaler – og bare i marts måned lagde Hofteatret hus til så forskellige projekter som en præsentation af miljøministerens fremtidige visioner, lanceringen af en eksklusiv undertøjskollektion og oplæsning af skuespilleren Lene Maimu foruden de almindelige åbningstider og omvisninger.
”I december havde vi stor succes med en juleballet af Susanne Heering – billetterne var udsolgt i løbet af to dage – og i fremtiden vil vil tilbyde mange flere projekter som workshops i moderne og klassisk dansk. Vi har planer om brunch og boglanceringer – i det hele taget alt, der kan lokke nye gæster ind i lokalerne,” fortæller Ulla Strømberg, og understreger at Hofteatret aldrig kan komme til at leve af entreindtægterne alene, fordi der af brandmæssige årsager højst må være 160-180 gæster ad gangen.

Hofteatret og Teatermuseet præsenterer i dag to store udstillinger om året, og lægger derudover hus til foredrag, koncerter og gæstespil. Læs meget mere på www.teatermuseet.dk


Faktahistorie: Hofteatret ligger i det smukke ridebaneanlæg bag Christiansborg. Anlægget er kommet helskindet ud af de mange brande, der gennem tiderne har raseret Christianborg.
Fløjen, hvor Hofteatret ligger, blev tegnet af arkitekt Nicolai Eigtved, og stod færdigt i 1746. Rummet fungerede som rustkammer, indtil Christian d. 7 – den gale konge, der var gift med Caroline Mathilde – besluttede at skabe sit eget teater, som det var på mode blandt fyrster og konger.
Christian den 7. var bidt af teatret – men ikke meget for at nyde de skønne kunster sammen med resten af det borgerlige København i det komediehus på Kgs. Nytorv, der siden blev til Det Kgl. Teater. Arkitekten Jardin blev derfor hidkaldt og fik til opgave at forvandle det aflange lokale til teatersal. Den opgave klarede han med bravour, og teatret stod færdigt den 30. januar 1767.
Konstruktionen af teatret var dengang anderledes, og kunne med et hejseværk forvandles til ét samlet lokale, hvor der blev danset og afholdt maskerade. Og det var faktisk i Hofteatrets rammer, trekantsdramaet mellem Christian den 7. , Caroline Mathilde og Struensee udviklede sig. Aftenen før, Struensee og Caroline Mathilde blev forvist fra hoffet og fængslet, var de til maskerade i Hofteatret – dagen efter blev Caroline Mathilde ført til Kronborg og siden Celle i Tyskland, hvor hun døde i en alder af 23 år, mens Struensee blev henrettet på Fælleden, og siden lagt på hjul og stejle til offentligt spot og spe.
I 1773 var Hofteatret blevet til danseskole for Det Kgl. Teater, og både H.C.Andersen, Johanne Luise Heiberg og den senere grevinde Danner trådte deres dansesko på Hofteatrets skrå brædder i de første årtier af 1800 tallet. I 1842 var Christian den 8. blevet konge, og han forvandlede det efterhånden noget nedslidte teater fra lys rokoko til den noget tungere Biedermeierstil, der stadig præger teatret i dag.
I sidste halvdel af 1800 tallet lå teatret øde hen og blev til sidst lukket på grund af brandfare. Og sådan stod teatret og forfaldt, indtil skuespilleren Robert Neiiendam i 1922 fik lov til at skabe et teatermuseum i Hofteatrets rammer. Teatret var overgået til statsejendom allerede med grundloven i 1849, og hører i dag under Museumsloven. 

HOFTEATRET
I forbindelse med årets Kronborgmøde arrangerer Danes Worldwide et besøg på Hofteatret lørdag d. 11. august kl. 11.00. Tilmelding og yderligere information hos Jens M. Jensen på 952 46 87 97, 620 44 99 16 eller mail jens.m.@terra.es
BOX SLUT

KONKURRENCE
Flyver du med SAS til Danmark i forbindelse med Kronborgmødet, og har du købt din flybillet hos Ruta Solar, deltager du i lodtrækningen om en række returbilletter mellem Málaga og København med SAS. Oplys dit Danes Worldwide medlemsnr. til Ruta Solar, når du bestiller billetten.
Lodtrækningens resultat offentliggøres i La Danesa efter Kronborgmødet.
Diverse | Maj 2007
Abonner på e-mail nyhedsbrevVersion til udskrift · Send til en ven





















Norrbom
Norrbom Marketing
Centro Idea · Ctra. de Mijas km. 3.6 · 29650 Mijas-Málaga
Tel. 95 258 15 53 · Fax. 95 258 03 29
Norrbom

Norske Magasinet En Sueco Magasinet Dansk La Danesa Magic Media Guide til Spanien

Forsiden | Kontakt os | Redaktionen | Que Pasa? | Rubrikannoncer