Af Jette Christiansen

I 1886 bestemmer Spanien sig for ikke at lade områder, der endnu ikke er koloniserede, gå til andre kolonimagter, og annekterer Vestsahara. Under en studehandel med Frankrig fastlægger man grænserne for den del af landet, der kendes som Spansk Sahara og den øvrige del af ørkenlandet. Størstedelen af befolkningen, fortrinsvist nomadestammer, lever i lykkelig uvidenhed om europæernes skalten og valten med deres land.
Uvidenheden varer frem til 1895, hvor Sheik Ma al-Aini grundlægger fæstningen Smara, hvorfra han med støtte fra Sultanen af Marokko bekæmper den spanske og franske tilstedeværelse. Sultanen får dog armen vredet om af europæerne, og indstiller støtten til oprørerne, som gør gengæld ved at udvide aktionsområdet til Marokko.
I 1913 erobrer franskmændene dog Smara og rykker herfra mod Mauretanien, Marokko og Algeriet. I 1934 overtager spanierne i stedet Smara.
Marokko bliver selvstændig i 1956 og Vestsahara står alene i kampen mod de spanske tropper. Man begynder udvindingen af fosfat, nomaderne flytter i stigende grad til byerne og i 1967 danner de i hovedstaden, Laâyoune, bevægelsen Al Muslim og derefter Fronten til Saharas Befrielse. Få år senere går man til væbnet kamp og Polisario Fronten dannes.

Hang til kolonisering
FN beder i 1973 Spanien om at give folket selvbestemmelse, men Franco-regeringen danner i stedet et nyt parti, PUNS, for ikke at miste kontrollen. Verdensbanken erklærer, at det vestlige Sahara er det rigeste område i Magreb-området på grund af fosfatreserverne, og fordi man finder verdens rigeste fiskebanker på Atlanterhavskysten. Nu kræver Marokko så suverænitet over området. Man hævder at have en historisk ret. Sagen bringes for den Internationale Domstol i Haag, som fastslår, at Vestsahara ikke tilhører hverken Spanien eller Marokko, men at befolkningen har ret til selvbestemmelse.
Det falder ikke i god jord i Rabat, og Kong Hassan den 2. organiserer den såkaldte grønne march, hvor 350.000 marokkanere går over grænsen til Vestsahara. Franco ligger for døden, så der kommer ingen indvendinger fra Madrid.
I 1976 erklærer Spanien officielt, at deres tilstedeværelse er slut, og folket bebuder dagen efter, den 27. februar, at den selvstændige stat, Den Demokratiske Arabiske Republik, er født. Flere lande anerkender den nye stat, men ikke Marokko, som med fransk og amerikansk støtte øger krigsindsatsen.
FN beder Marokko om at gå hjem, men taler for døve øren. Omkring 1.200 udenlandske fiskerbåde, der fisker på fiskebankerne ud for Vestsahara, betaler Polisario for retten dertil. Spanierne fisker der også, men bestemmer sig for at betale Marokko for tjenesten.

Folkeafstemning udskydes
I 1985 anerkender FN’s afkoloniseringskomité Vestsaharas ret til selvbestemmelse, og året efter udskrives der med Marokkos støtte en folkeafstemning, hvor valget står mellem fortsat tilhørsforhold til Marokko eller uafhængighed. Den skal finde sted i 1992. Marokko insisterer dog på, at derboende marokkanske statsborgere også får stemmeret, og man sender tusindvis af marokkanere over grænsen, og at den del af befolkningen, der ikke var inkluderet i den sidste folketælling, som Spanien foretog i 1974, ikke får stemmeret.
I 1991 meddeler FN’s daværende generalsekretær, Boutrous Boutrous Ghali, sikkerhedsrådet, at forhandlingerne om afstemningen giver meget få resultater. FN’s særlige udsending opgiver ævred og rejser hjem.
I stedet bygges en mere end tusind kilometer lang mur gennem ørkenen, som FN’s fredsbevarende styrker overvåger. Marokko sidder på den fiske- og olierige Atlanterhavskyst, mens vestsaharierne er henvist til ørkenen mod Mauretanien og Algeriet, nogle indenfor disse landes grænser, hvor de bor i lejre uden adgang til vand eller dyrkbar jord.
1992 kommer og går, og det samme gør yderligere fem år, før Marokko og Polisario bliver enige om at genoptage fredsforhandlingerne. Man fastsætter en dato i 1998 for afstemningen. Repatrieringen af de 200.000 mennesker, der har levet i eksil i mere end 20 år, er fortsat et stridspunkt.
Mohammed IV overtager den marokkanske trone efter faderens død i 1999. Han meddeler, at han vil indføre en vis form for selvstyre i Vestsahara. Senere besøger han dog landet under megen pomp og pragt, og forhåbningerne om, at han mener det, løber ud i Vestsaharas sand.
Også i FN er der tronskifte, og Kofi Anan sender James Baker af sted; han skal nu forsøge at få parterne til forhandlingsbordet. De mødes i 2000 i London, og året efter på Bakers ranch i Wyoming. Man bliver ikke enige om noget som helst.

Andalusisk solidaritet
Spanien støtter først Marokko, men den daværende regeringsleder, José María Aznar, skifter midt i løbet hest til Polisario, mens den franske præsident træder i den trikolore spinat, ved at betegne området som en del af Marokko.
Det bliver andalusierne en tand for meget, og flere steder i regionen organiserer man symbolske afstemninger i solidaritet med Vestsahara. Mere end 100.000 deltager, og det resulterer i en diplomatisk krise mellem Madrid og Rabat.
FN kommer nu med fire forskellige forslag til løsning af konflikten. Ingen bliver godtaget. Forhandlingerne har nu varet i 11 år og kostet 560 millioner euro.
I begyndelsen af det nye årtusind opdager man lødige gas- og olieforekomster ud for Vestsaharas kyst. Marokko iler med at indgå aftale med franske Total Fina Elf og amerikanske Kerr McGee om udvindingen på trods af FN’s protester. Vestsaharierne beskylder Marokko for at indgå aftaler med medlemmer af Sikkerhedsrådet for at legitimere invasionen af landet, og indgår selv en aftale med britisk-australske Fusion Oil om en vurdering af forekomsterne.
I 2003 forsøger James Baker sig med en ny plan, kaldet Baker Planen, der forudsætter, at der ved folkeafstemningen gives autonomi indenfor den marokkanske stat over en fireårig periode, hvorefter der skal gennemføres en afstemning om egentlig suverænitet. Polisario accepterer, Marokko afviser. Året efter tager også Baker sit gode tøj og går. I stedet kommer næste aktør i form af peruvianske Álvaro de Soto, som heller ikke klarer ørkentemperaturen specielt længe. Medio 2005 udpeges den nuværende udsending, hollandske Peter Van Walsum.

Det spanske dilemma
Som afstemningerne i Andalusien viser, føler mange spaniere sig tæt knyttet til den håbefulde lilleputstat på grund af okkupationen. En undersøgelse viser, at 70 procent af alle spaniere støtter Vestsaharas kamp for uafhængighed, men José Luis Zapateros regering har brug for at pleje det spæde venskab med Marokko, fordi man har brug for en allieret og stabil nabo mod syd i kampen mod terrorisme og den illegale immigration. Den voksende handel med Marokko er heller ikke uden betydning.
Polisarios FN-repræsentant har udtalt, at man har opgivet at lade Spanien spille en afgørende rolle i uafhængighedskampen. Man insinuerer, at man kan ikke tror, at den spanske oliegigant, Repsol, får et stykke af oliekagen i Atlanten.
FN’s fredsbevarende styrke vogter fortsat den lange mur i ørkenen, og efter demonstrationer i hovedstaden starter, hvad Polisario kalder en intifada, for at omverdenen ikke helt skal glemme dem. Mange frygter, andre håber, at urolighederne vil sprede sig til Marokko og de andre omkringliggende lande, for dermed at tvinge Marokko til at give landet den selvstændighed, befolkningen har ventet på, siden de spanske tropper forlod området i 1976.


• Vestsahara har siden tidernes morgen været befolket af berbere, tuareger og tubuer. I det 7. århundrede når folkevandringerne fra Yemen frem til området og blander sig med den lokale befolkning.
• Det officielle navn er República Arabe Saharaui Democrática.
• Lander er inddelt i to regioner, Saguia al Hamra og Río de Oro.
• De facto præsident er formanden for Polisario Fronten, Mohammed Abdelaziz.
• Arabisk er det officielle sprog, spansk det andet.
• Vestsahara er seks gange så stort som Danmark.
• 284.000 indbyggere (anslået).

Minurso, FN’s fredsbevarende styrke i Vestsahara, består af 230 observatører fra 25 lande heriblandt Danmark, og har en dansk øverstkommanderende i form af Kurt Mosgaard fra Jydske Dragonregiment i Holstebro.

Abonner på e-mail nyhedsbrev

Version til udskrift · Send til en ven