Af Larsen Press

Uden for El Prado kunne vi læse, at åbningstiden til frokost gik fra kl. 13.00 til kl. 15.00, og klokken havde få minutter forinden passeret åbningstidspunktet, da vi trådte ind i restauranten, der er opdelt i tre lokaler.
Kun to borde var besat, og restaurantpersonalet på godt et dusin stod og hang ved buffet’en.
Men alt var gjort klar til den kommende invasion. På samtlige borde var der placeret brød og tallerkener med salat.
Det forekom en smule optimistisk.
Vi fik anvist vort bord, og havde knap nok taget plads før de bestilte drikkevarer stod der, og så kunne vi ellers studere dagens menukort, der også lå parat på samtlige borde.
På kortene kunne vi læse:
Menú del Dia
1.
Canelones
Lentejas
Salpicon de Marisco
Sopa de Pollo

2.
Pollo al Ajillo
Salmón Plancha
Tortilla de Jamón y Queso
Flamenquines

½ litro vino p.p.
Postre o Café

8 €

Mens vi besluttede os, kunne vi nippe til vinen, spise frisk brød og en salat bestående af icebergsalat, tomat, agurk, gulerod, løg, grønne og sorte oliven samt små syltede agurker.

Forretterne
Vi bestemte os for Canelones (lasagne), Salpicon de Marisco (skaldyrssalat) og Sopa de Pollo (kyllingesuppe) til forret, og som hovedret lød bestillingen på Pollo al Ajillo (hvidløgskylling), Salmón Plancha (laksekotelet) og Flamenquines (kalvekød indbagt i hakket skinke).
Først til forretten. Størst anerkendelse fik skaldyrssalaten, der bestod af rejer, erimeteret krabbekød, majs, grøn og rød peber, æg, salatblade, bladselleri og gulerod i en hvidvins-oliedressing.
”Der er gode og friske råvarer i,” lød vurderingen.
Men også den pænt krydrede suppe med nudler, champignon og kyllingestykker samt lasagnen, der havde tomatiseret, gratineret ost som låg fik tilfredse ord med på vejen.

Godt nok
Mens vi havde nydt forretten, var der blevet fyldt godt op i restauranten, og samtlige tjenere var nu fuldt beskæftiget, men det gik på ingen måde ud over vore hovedretter, som kort efter stod på bordet.
Laksekoteletterne var ledsaget af pommes frites og grønsager. Jeg vænner mig aldrig til dåsegrønsager, men her var de nu i form af ærter, blomkål, gulerødder og bønner. Såvel hvidløgskylling som kødruller havde samme garniture. Tilfredshed med laksen og kyllingen, mens de to kødruller fik mindre gode karakterer.
Kødrullerne viste sig at være et stykke kalvekød omviklet af en hakket skinkefars, der var rullet i raps, inden de havde stiftet bekendtskab med frituregryden. Oven på rullerne var hældt en krydret tomatsauce.

Hurtigt trav
Under hovedretten var lokalerne efterhånden blevet fyldt, og tjenerne havde nu skiftet gear til hurtigt trav. Da klokken samtidig havde passeret 14.00, indfandt ”de lokale” sig i hurtigt tempo. De kom i lige fra iklædt arbejdstøj til kontorfolk med jakke og slips.
Klokken 14.30 havde tjenerne ændret arbejdstempo til løb og der stod folk i kø for at sikre sig et bord.
Travlheden gik på ingen måde ud over os. Snart stod der flan, tarta chocolate og tarta limón foran os sammen med café con leche og brandy. Desværre var der ikke mere tilbage af tiramisu og tarta manzana. Vi havde givet os for god tid til at nyde de første retter. Men pyt. Alle var godt tilfredse.
God og veltillavet mad (kødrullerne faldt dog ikke i vor smag) i hyggelige omgivelser blandt travle, men venlige og smilende tjenere.
Og så prisen 8 €…
For fire kuverter blev det i alt 42 €, men vi havde også ekstra bestilt vand, kaffe og brandy, så…
Et kvarter over tre, hvor de tre restaurantlokaler efterhånden var blevet halvtomme, kunne vi bede den daglige leder Gustavo om at få lov til at betale. Ikke til ham, men til niecen Pilar oppe ved kassen.

Favoritrestauranten
Jette Hammer Holgersen og Birgit Sørensen kendte ikke hinanden, da de begge for få år siden slog sig ned på Costa Blanca. Hvordan blev de så veninder under sydligere himmelstrøg, og hvordan fandt de frem til favoritrestauranten?
”Vi mødte hinanden gennem Danske Venners Klub, og da vi begge var enlige og talte godt sammen, ja, så blev det helt naturligt, at vi efterhånden kom til at se mere og mere til hinanden”, siger Jette Hammer Holgersen, der har boet fire år i Orihuela Costa.
”Det var gennem nogle svenske venner, at jeg fik øjnene op for El Prados fortræffeligheder. Stedet bare oser af hygge, god betjening og glimrende mad. Og så gør det naturligvis ikke noget, at det hele fås til moderate priser.”
”Jeg har boet knap fem år i Spanien”, beretter Birgit Sørensen, der bor i La Torre Golf Resort.
”De første år oppe i nord i Lloret del Mar. Men jeg fandt ud af, at klimaet var langt bedre på Costa Blanca, så jeg bestilte flyttevognen. Vi er på marked her i San Miguel næsten hver onsdag, og så er det perfekt at slutte dagen med en rigtig god frokost på El Prado.

Meson El Prado
Calle Lope de Vega, 8
03189 San Miguel
Tlf: 966 723 241.

Abonner på e-mail nyhedsbrev

Version til udskrift · Send til en ven