Det er imidlertid slet ikke tilfældet. Som det afsløres i denne udgave af Magasinet Dansk, ligger der er et politisk drama bag beslutningen om at bygge Europas største anlæg til afsaltning af vand.
I det hele taget trækkes de politiske fronter op i og omkring Torrevieja efterhånden som vi nærmer os kommunalvalget 28. maj. Flere borgmestre døjer med anklager om korruption, og oppositionen står klar med dommen: Nye kræfter skal til, hvis der skal ryddes op, lyder det fra udfordrerne, der håber at vippe de siddende borgmestre af stolen.
Og det skorter ikke på visioner fra modkandidaterne.
I Torrevieja lover socialisternes borgmesterkandidat, at midtbyen vil blive aflastet for biltrafik. Enhver, der har prøvet at køre i ukorrente firkanter gennem Torreviejas ensrettede gader i en naiv jagt på en af de forjættede, gratis parkeringspladser, vil nikke anerkendende til ønsket om færre biler. En behagelig tanke for både bilister, fodgængere og byens indbyggere. Men realistisk? Tjah, det er nok en anden sag. Byplanlægning har det med at virke klart bedst, hvis det foretages, inden en by vokser sig til et stort, grimt misfoster.
Den lektie har de også lært i Orihuela Costa, hvor kaos hersker. Ingen parker, ingen legepladser, ingen grønne områder, ingen valgkort så man har mulighed for at stemme på de politikere, der vil ændre situationen til det bedre. Det prøver en lille række ildsjæle nu at rette op på, men det ligner en nærmest umulig mission.
I modsætning til det overeksponerede Costa del Sol har Costa Blanca stadig et stort, uudnyttet potentiale for nybyggeri. Masser af skønne områder ligger blot og venter på at blive forvandlet til drømmeboliger for solhungrende spaniere og udlændinge. Men drømmen kan blive et mareridt, hvis potentialet udnyttes af spekulanter, som ikke ønsker eller ikke evner at bruge det store overblik.
Fremtidens vindere på Costa Blanca - de mest attraktive områder, hvor folk helst vil bo, og hvor huspriserne derfor vil stige mest - bliver de steder, hvor politikerne formår at være visionære og se på helheden, inden byggeriet for alvor tager fart. Hvor byplanlægningen foretages i tide, inden det hele løber løbsk.
Derfor er det vigtigt, hvilke politikere, der træffer beslutningerne i dit område. Og derfor har det betydning, om du stemmer ved kommunalvalget 28. maj.
God fornøjelse med læsningen
Michael Jepsen
| Abonner på e-mail nyhedsbrev | Version til udskrift · Send til en ven |








