Magasinet Scandinavia på Costa Blanca - 7.500 eksemplarer hver måned

Nyhedsbrev
Afmeld





Kære læser
Fra 7. til 10. marts indvier Altea byens nye hal med pokalkampe i håndbold. Det giver mulighed for at se nogle af de danskere, der for nylig vandt bronze til Danmark ved VM.
Samme weekend er det klassiske spanske fodboldopgør på programmet, når FC Barcelona tager imod Real Madrid.
For de fleste herboende danskere vil de nævnte begivenheder dog blot være appetitvækkere, inden hovedretten serveres i Madrid 24. marts. Her står menuen på et opgør mellem Spanien og Danmark i en kamp om kvalifikation til EM. Denne lækkerbidsken for fodboldgourmeter er ikke kun et opgør mod Danmarks onde ånd. Nej, langt vigtigere er det, at det gælder håneretten over for vores spanske naboer. Tiden efter landskampen indbyder til godmodige drillerier med et glimt i øjet, når vi krydser vej med spanierne eller mødes med dem til en hyggesnak.
Kampens udfald afgør, hvem der kan le, og hvem der må lægge øre til hånlatteren.
Forholdet mellem Danmark og Spanien har fået nye dimensioner efter, at en EU-dom har fastslået, at den danske pensionsbeskatning er ulovlig. Det har fået Danmarks skatteminister Kristian Jensen (V) til springe op af stolen med udmeldinger om, at danske pensionister nu vil masseudvandre til Spanien, hvis han ikke snart får gjort noget ved sagen.
Inden vi jubler over, at vores boliger vil stige endnu mere i værdi, fordi naboerne fremover vil hedde Hansen og Jensen i stedet for Pepe og Pablo, må vi dog mane til besindighed. Magasinet Dansk har talt med en ekspert, der har sat sig lidt bedre ind i tingene end den unge, danske skatteminister, og han tror ikke på, at de danske pensionister vil masseudvandre. Ifølge eksperten vil det førende sprog på Costa Blanca også i årene fremover være spansk - ikke dansk ...
Nu vi er ved det med danskere og spaniere, så har danske forskere fundet ud af, at danskerne slet ikke er så lykkelige, som vi går og tror. Danskernes tilfredshed skyldes blot lave forventninger til livet som helhed. Hvorimod spanierne generelt har alt for store forventninger til, hvad livet bringer, og derfor er mere utilfredse.
Hvordan finder man så ud, hvem der er rigtig glade? Tjah, måske er det ikke så indviklet, at man behøver spørge kloge forskere om det. Det handler vel bare om at kombinere livets goder, så man får det bedste fra alle verdener. Eksempelvis ved at man som dansker flytter til Costa Blanca.
Men fortæl det ikke til pensionisterne i Danmark. Så får skatteministeren bare sin tynde, danske kaffe galt i halsen.

God fornøjelse med læsningen

Michael Jepsen
Abonner på e-mail nyhedsbrevVersion til udskrift · Send til en ven




Boligguide



Norrbom
Norrbom Marketing
Centro Idea · Ctra. de Mijas km. 3.6 · 29650 Mijas-Málaga
Tel. 95 258 15 53 · Fax. 95 258 03 29
Norrbom

Norske Magasinet En Sueco Magasinet Dansk La Danesa Magic Media Guide til Spanien

Forsiden | Kontakt os | Redaktionen | Que Pasa? | Rubrikannoncer