Magasinet Scandinavia på Costa Blanca - 7.500 eksemplarer hver måned

Nyhedsbrev
Afmeld





Verdensmanden - Gunnar Mattsson
Gunnar Mattsson har rejst i alle lande i verden. Han har to gange siddet i et fly, der måtte nødlande, og fem gange har han stået over for en bevæbnet røver. Alligevel er han taknemmelig for alle de oplevelser, rejserne har givet ham. Han er ikke i tvivl om, at de har gjort ham til en bedre og mere ydmyg person.

Af Michael Jepsen

Taj Mahal, pyramiderne i Egypten, Eiffeltårnet og Petraklipperne i Jordan. Gunnar Mattsson har set alle de store seværdigheder under sine mange rejser rundt om i verden. Men skal han vælge det, som imponerer ham mest, peger han på den måde, livet i storbyerne fungerer på.
”Byer som Hongkong, Tokyo og Mexico City er en myretue af mennesker. Og tag en lufthavn som Heathrow, hvor der arbejder 40.000 ansatte. Hvordan kan de få det hele til at fungere?”, spørger han.

Bedst og værst
Gunnar Mattsson har besøgt alle lande i verden. Samtlige 194 lande, som er medlem af FN, har han været i.
Så det er oplagt at spørge hvilket land, der er verdens bedste. Og værste.
”Det afhænger helt af, hvilke oplevelser man søger. Madagaskar gjorde stort indtryk på mig med folk og den flotte natur, og fordi der ingen turister er. Jeg har også altid været meget imponeret af Indien. Man ser så meget fattigdom, og alligevel færdes de med en stolthed.”
”Det værste var Sierra Leone. I flygtningelejrene så jeg børn, der havde fået skudt arme og ben af, og i Rwanda så jeg alle skeletterne ligge som minde om folkemordene.”

Nødlanding og røverier
To gange har han siddet i et fly, der måtte nødlande. I Nicaragua brød motoren i brand, så fempersoners-flyet måtte nødlande på en militær flyveplads. Og over Ny Guinea begyndte først den ene, så den anden propel at hakke, hvorefter flyet nødlandede på en mark. Da piloten havde skruet lidt i motoren, kløede han sig i håret og konstaterede, at nu kunne de vist godt flyve videre.
Den rejsevante svensker er desuden blevet truet med kniv eller pistol fem gange.
”Det har absolut været mit eget ansvar hver gang. Det skyldes altid, at man færdes i et forkert miljø. Hvis du går i lidt skumle kvarterer om natten, så udsætter du dig selv for en risiko. Er du i København og går fuld igennem Nyhavn, så kan du jo også komme i slagsmål. Der findes ingen lande, som er totalt farlige overalt. Det afgørende er at lytte til lokalbefolkningen. I Timbuktu i Mali fik vi at vide, at vi ikke måtte gå nordover, for der var røverbander, men nogle hollændere tog alligevel den rute. En uge senere fik vi at vide, at de var blevet myrdet.”
I Yemen gik små drenge rundt med skarpladte våben. Hans chauffør fortalte, at han var blevet kidnappet to gange, og senest havde siddet fire uger i fangeskab med en af sine kunder, en engelsk turist.

Lykken går tabt
Trods de ikke altid behagelige oplevelser bliver Gunnar Mattsson ved med at rejse. Han føler, de mange oplevelserne og indtryk sætter livet i perspektiv og gør ham mere ydmyg og taknemmelig.
”Jeg irriterer mig ikke over bagateller”, konstaterer han og fortsætter med et par gode rejsetips til, hvordan man får de bedste oplevelser
”Du skal ikke skrive det her, men det værste man kan gøre er, at rejse med sin partner. Rejs alene, så tvinges du til at opleve landet og lokalbefolkningen. Bo billigt, så oplever du landet. Du får kontakt med lokalbefolkningen og ser, hvordan de laver mad. At bo på Hilton eller Sheraton er det mest triste”, siger Mattsson, der paradoksalt nok selv ejer det trestjernede Hotel Masa i Torrevieja.
”Generelt er folk, der bor i landsbyer, mere venlige end folk i storbyer. Det skyldes livsrytmen og tryghed i nærmiljøet”, siger den berejste svensker, der har fundet ud af, at lykke ikke har noget med levestandard at gøre.
”Fattige sorte i Afrika er lykkeligere end europæerne. De smiler mere, ler mere. Livskvaliteten har vi tabt i civilisationen. Vi har for mange kunstige mål. Gamle værdier som familieenhed, tryghhed i nærmiljøet og moderkærlighed er det, der giver et harmonisk liv. Lykken sidder inde i et menneske, i modermælken. Al grundlag lægges med forældre, der elsker deres børn. Kigger du på alle de folk, der sidder i fængsel eller har psykiske problemer, så har de ofte en uharmonisk familiehistorie.”

Kloge ord på lappen
Mange af sine rejser har Gunnar Mattsson haft som en del af sit arbejde, som han har brugt en stor del del af sit liv på. For at arbejdet ikke skulle fylde for meget, satte han et mærkat på sin telefon med et udsagn fra en læge, han en gang havde mødt:
”Jeg har aldrig træffet en døende patient, som ønskede, at han havde tilbragt mere tid på sit kontor”.
”Jeg tror, lappen har hjulpet. Jeg blev mindet om, at der var en anden verden udenfor”, siger Gunnar Mattsson, der understreger vigtigheden af, at arbejdet ikke kommer til overskygge alt andet.
”En vis uanstændighed skal man have. Man må acceptere, at nogle ting ikke er perfekte. Ellers kan man arbejde 24 timer i døgnet. Kan man kun nå at præstere lidt over 50%, så må man nøjes med det. Ellers knækker man nakken. Jeg bekymrer mig ikke om problemer, jeg ikke har, og jeg tænker ikke over de mange scenarier, som kan opstå”, siger forretningsmanden, der har et afslappet forhold til sin karriere.
”Penge har nul prioritet for mig i dag. Sådan var det ikke, da jeg var ung. Jeg lavede en aftale med en ven, der skulle til USA; Vi skulle være millionærer, inden vi fyldte 30. Da jeg flere år senere mødte ham igen i Paris, spurgte jeg, om han var blevet millionær?”
”Nej, vi var lidt umodne dengang. Det vigtigste er ikke at være millionær, men at leve som en”, lød svaret. ”Og så bestilte han en flaske champagne”, griner Gunnar.


GUNNAR MATTSSONS REJSETIPS
1. Læs mindst en bog om landet inden rejsen.
2. Skaf en kontakt i landet, inden du ankommer.
3. Rejs kun med håndbagage eller rygsæk.


GUNNAR MATTSSON
63 år - svensker
Gift - har to voksne børn
Uddannet civiløkonom
Bor i Torrevieja
Var med til at grundlægge Masa i 1983
Stoppede i ejendomsmæglerfirmaet i 2003
Ejer Hotel Masa i Torrevieja
Ejer rejsebureauet Lloyd i Sverige


Profiler | Marts 2007
Abonner på e-mail nyhedsbrevVersion til udskrift · Send til en ven



















Norrbom
Norrbom Marketing
Centro Idea · Ctra. de Mijas km. 3.6 · 29650 Mijas-Málaga
Tel. 95 258 15 53 · Fax. 95 258 03 29
Norrbom

Norske Magasinet En Sueco Magasinet Dansk La Danesa Magic Media Guide til Spanien

Forsiden | Kontakt os | Redaktionen | Que Pasa? | Rubrikannoncer