![]() Maria Melsbøe har udviklet Oasen Garden konceptet | |
Af Larsen Press
”Oasen Garden er mit koncept, og for fire år siden kunne vi endelig slå til og købe et 100.000 kvadratmeter stort areal, som vi nu er gået i gang med at bygge på. De første boliger vil stå klar til indflytning omkring årsskiftet, og hele projektet vil stå endelig færdig i løbet af seks-syv år”, siger Maria Melsbøe.
Det er to norske investorer, som Maria Melsbøe har kendt i adskillige år, og som hun tidligere har arbejdet sammen med, der står bag projektet. De har ikke selv ønsket at gå direkte ind i projektet, men nøjes med at være sleeping partnere og har givet Maria Melsbøe frie hænder til at stå for det store byggeprojekt. Daglig leder - hun vil ikke kaldes direktør - er derfor Maria Melsbøe. Hun skal stå for alle praktiske gøremål ikke blot vedrørende byggeriet, men også for salget af boligerne:
”Jeg er ikke til store direktørkontorer og fint tøj, så daglig leder passer bedre til mit gemyt”, forklarer hun.
Tidligere partnere med
Til at hjælpe sig har den norsk-spanske alenepige taget to tidligere kompagnoner, lillesøsteren spanskfødte Lolo Fernandez, der har boet 12 år i Norge, og danskfødte Helena Jacobsen, der har boet 18 år i Spanien.
De tre har tidligere i seks år drevet Casa Española Boligformidling i Torrevieja, men vil nu fremover først og fremmest lægge kræfterne i opbygningen og salget af de 420 boliger i Oasen Garden.
”Lolo og Helena skal arbejde i Piso Peloto-huset, men skal samtidig hjælpe køberne med alle praktiske gøremål”, fortsætter Maria Melsbøe.
”Vi er en trio, der swinger sammen. Ikke blot i den daglige arbejdsdag, vi holder også sammen privat.”
Maria Melsbøe er født i Madrid af spanske forældre. Men allerede som 7-årig rejste hun sammen med forældrene til Norge. Efter 36 år i det norske vendte familien, der i mellemtiden var blevet forøget med pigerne Lulu og Maribel og broderen Luis, i 1990 tilbage til den iberiske halvø. I dag bor Maribel dog i Tromsø i Norge, hvor Maria Melsbøe også har en voksen søn og et barnebarn.
Piso Peloto snart færdig
Det første udstillingshus - Piso Peloto - er snart færdigbygget, og man er gået i gang med opførelsen af den første af i alt 19 faser, hver med 22 huse.
Første fase er solgt, og i anden er der 18 huse tilbage.
Samtlige boliger er handicapvenlige og henvender sig specielt til folk over 50 år. Der er tre typer huse med bruttoarealer fra 82 kvadratmeter til 116 kvadratmeter. Priserne går fra 125.000 € til 185.000 € eksklusiv omkostninger.
Der er varmekabler i stuer og badeværelser, og samtlige vægge er isolerede. Nordiske tv-kanaler og adgang til Internettet er også standard.
Da der er tale om senior- og handicapboliger, vil centeret kunne tilbyde en lang række tjenester som f.eks. hjemmehjælp, rengøring, madlavning, vinduespudsning, læger og sygeplejersker. Og så ligger Oasen Garden i gåafstand til de varme kilder og bade i Fortuna.
Endvidere vil der blive bygget et servicecenter med forretninger og restauranter, og der er planlagt ikke færre end to 18 hullers golfbaner i henholdsvis Abanilla og Fortuna.
Konkurrencedygtig
- Jeg forventer, at vi vil sælge omkring halvdelen af de 420 huse til private, mens resten vil blive lejet ud. Således har vi allerede talt med over 100 norske kommuner, der er interesserede i at sende folk på længere eller kortere tids rekreation under varmere himmelstrøg. Interessen er bestemt ikke blevet mindre af, at vi kan tilbyde en pris, der er under halvdelen af, hvad kommunerne i dag betaler pr. døgn for et rekreationsophold i Spanien. Vi har også været i kontakt med flere kommuner i Sverige og Finland, og snart vil vi også kaste blikket mod Danmark, slutter den daglige leder, der ikke går med en direktør i maven, men som er ansvarlig for et projekt, der er budgetteret til at ville koste 15 millioner euro.
Nyheder | Marts 2007
| Abonner på e-mail nyhedsbrev | Version til udskrift · Send til en ven |















