![]() | |
De to modne piger er, som de selv siger, hårdt arbejdende selvstændige.
Marianne Møngaard med base i Alfàz del Pi, men med en afstikker hver mandag til Altea, har sammen med sin seks-årige søn opholdt sig i tre og et halvt år på Costa Blanca og ernærer sig som personal- og fittness-træner samt med mindre servicejob.
Marianne Møngaard har en fortid på 20 år i politiet i København:
”Jeg trængte til luftfordring, og valget faldt altså på Altea. Det har jeg bestemt ikke fortrudt. Nu skal jeg ingen steder”, siger hun.
Marianne Klauber har sin base i den gamle bydel i Altea og har opholdt sig i tre år og tre måneder i det spanske. Hun arbejder som køber/mægler for danskere, der vil handle bolig på den hvide kyst.
Marianne Klauber har tidligere i en årrække boet i udlandet, nemlig knap 10 år i London, hvor hun arbejdede for et ejendomsmæglerbureau, hvis speciale var salg af boliger på Costa Blanca:
”Jeg har ingen bestemte boliger, som jeg skal have solgt. Jeg er et led mellem køber og sælger, forstået på den måde, at jeg har en aftale med en række ejendomsmæglere på Costa Blanca. Jeg undersøger kundens behov, og så hjælper jeg med hos en af mine aftalepartnere at finde netop den bolig, som passer til kundens behov”, siger hun.
Bænket i det fri
Veninderne Marianne og Marianne er med på at sidde uden for Chez Pierre, da der er fyldt op på den overdækkede terrasse, samt da de af erfaring ved, at med mange mennesker inde i selve restauranten bliver der ofte for varmt.
Vinden er frisk, men solen har rigtig godt fat, så de udendørs borde er også pænt besatte.
Vi har næppe fået bænket os, før chefen Pierre Jose Gilbert står parat med spisekortene. Det er tydeligt, at Marianne og Marianne ofte har lagt deres mandagskomsammen netop her.
Menú del Día
Dagens menú er følgende:
1.
Sopa
Ensalada
Paté del Chef
2.
Paella
Marluza a la Romana
Pollo al Ajillo
Mejillones a la Marinera
Copa de Vino o Agua
Pan y Postre
9€
I henvendelsen til magasinet DANSK priste veninderne Chez Pierres paté og hvidløgskylling, så det er oplagt, at disse retter også bliver noteret på Pierre Gilberts bestillingsblok sammen med dagens suppe og salaten samt fiskeretten Marluza.
Samtlige retter serveres enkle, uden den helt store garniture.
En enkelt skive hjemmelavet pate bliver ledsaget af en beskeden salat bestående af icebergsalat, gulerodsstrimler og tomatbåde. Pate’en har en pikant smag og minder en del om grovhakket leverpostej. Lutter ros.
Salaten med iceberg, æg, tomat, løg og gulerod er, som den skal være, mens suppen skuffer en anelse. Før bestillingen blev oplyst, at der var tale om en grøntsagssuppe, men suppen viste sig nærmere at være en boullon med pastastrimler.
Hovedretterne
Så var det tid for hovedretterne.
Der var fem pæne stykker hvidløgskylling ledsaget af marinerede kartofler og pommes frites. Sidstnævnte kunne vi godt have undværet. Forfriskende med marinerede kartofler i stedet for de evindelige pommes frites.
Marinerede kartofler og pommes frites ledsagede to store stykker fisk, der var stegt så tilpas, at de stadig havde bevaret saft og smag. Til fisken var der desuden salatblade, tomat og gulerod.
Ligeledes kun rosende bemærkninger om kylling og fisk.
Til dessert stod valget mellem flan, is, frugt eller kaffe.
Vi valgte frugt og kaffe.
Da et glas vin er beskedent til en halvanden time lang frokost, blev der bestilt ekstra vin, og vand uden brus kan man jo heller ikke undvære. Desuden måtte vi betale for ekstra kaffe.
Med drikkepenge nåede regningen op på 50 €.
Mor laver maden
Chez Pierre ejes på 24. år af Paquita Gilbert, men det er sønnen Pierre, der står for den daglige ledelse.
Paquita Gilbert står dog ofte i køkkenet, og det var da også hende, der insisterede på at vise os husets specialitet Cous-Cous - en afrikansk specialitet til 11,50 €. Cous-Cous består af oksekød, pølse og kanin med kogte hele grøntsager som squash, paprika og gulerødder. Dertil kikbønner og salat samt en finthakket blanding af grovkornede ris og pasta. Dertil en kraftig brun sauce.
Det så indbydende ud, men med indtagelse af Menú del Día forinden, var der end ikke plads til at prøvesmage.
Cous-Cous må vente til en anden god gang.
Chez Pierre, der er opkaldt efter faren, der bar samme fornavn som sønnen, har åben året rundt fra kl. 11 til kl. 16 og igen fra kl. 19 til kl. 23, og gæsternes nationalitet er ligeligt fordelt på udlændinge og spaniere.
Det er let ikke blot at finde restauranten, der ligger midt på strandpromenaden i den nordlige del af byen, men også en parkeringsplads i umiddelbar nærhed. Ved starten af den sydlige del af strandpromenaden er der en stor parkeringsplads, og på ”bysiden” af hovedgaden er der en stor underjordisk parkeringsgarage.
Chez Pierre
Calle Conde de Altea nr. 22
(strandpromenaden)
03590 Altea
Tlf: 965 842 037
Frokosttilbud til læserne
Vi indbyder læserne til at præsentere deres egen Menú del Día frokost-restaurant på magasinet Dansk’s regning.
En gang om måneden vil vi her i magasinet i foto og tekst kunne erfare mere om din/jeres Menú del Día restaurant.
Send os en mail eller et brev med navn, kontaktmulighed samt restaurantens navn og gerne en kort begrundelse for, hvorfor vi netop skal indtage vores Menu del Dia her.
Send en mail til helle@norrbom.com eller et brev til Magasinet Dansk, Norrbom Marketing, Centro Idea, Ctra. de Mijas km. 3,6, 29650 Mijas, Malaga.
Kultur & Gastronomi | Marts 2007
| Abonner på e-mail nyhedsbrev | Version til udskrift · Send til en ven |

















