![]() | |
Når der engang i løbet af foråret ligger en rudekuvert fra forsikringsmægleren eller -agenten i posten, er det ikke nødvendigvist, fordi det endnu engang er tid til at betale policen. Brevet kan derimod være en skrivelse, der informerer om, at forsikringslovgivningen er ændret. Ganske vist kun på nogle få, men ikke uvigtige punkter.
Branchen har frem til juli 2007 til at forberede sig på de nye regler, der skal tilpasse reglerne i Spanien til det øvrige EU. Reglerne har bl.a. til hensigt at gøre forsikringsbranchen mere transparent for kunden.
Når man har brug for et tegne en forsikring, går man enten til en mægler, en agent med tilknytning til et vist antal forsikringsselskaber, her kaldet en agente vinculado, eller en såkaldt agente exclusivo, en eksklusiv egent, som kun repræsenterer et enkelt forsikringsselskab.
”Det nye er bl.a., at den eksklusive agent skal gøre kunden opmærksom på, at han kun repræsenterer det ene selskab. Når agenten sælger en forsikring, skal han altså ikke være objektiv, mens mægleren derimod er pålagt objektivitet ved at give kunden tilbud fra mindst tre forskellige forsikringsselskaber. Agenten har desuden ikke det samme ansvar overfor kunden som en mægler,” forklarer Pernille Kaas, fra forsikringsmæglerne Kaas & Kirkemann, som lige lykkes at kigge over bunken af papirer, der indeholder det nye regelsæt, hvori det pålægges mæglerne at være uafhængige.
”Mægleren skal være fuldstændig uafhængig af forsikringsselskaberne. Som mægler skal man desuden være godkendt af forsikringsbranchens vagthund, Dirección General de Seguros (DGS) eller fra myndighederne i regionen, hvor man driver forretning, hvilket her er Junta de Andalucía,” siger Ole Kirkemann, som sammen med Pernille Kaas har været til et utal af møder med branchefolkene for at få et overblik over regelsættet.
Uddannelse
Også på uddannelsesfronten venter der nye regler. Både mæglere og agenter skal gennemgå en 200-timers uddannelse, inden de kan indlede en karriere som agent eller mægler. ”Det betyder ikke, at vore ansatte ikke allerede har gennemgået den nødvendige uddannelse, men at en nyansat, der har til opgave at sælge forsikringer, ikke kan begynde at arbejde, før denne uddannelse er gennemført. Og personen kan ikke gennemføre uddannelsen uden først at være ansat,” siger Ole Kirkemann.
For yderligere at komplicere sagerne, taler man om en fjerde slags forsikringsmand, en sub agente, der er en person, som tegner forsikringer eller henviser til en agent eller mægler. De skal nu også gennemgå en uddannelse. Det nye er også, at denne person kun har tilladelse til at henvise og altså hverken kan rådgive eller udstede policer. ”Men mæglerne er underlagt nogle ekstremt strenge krav. Vi skal give tre tilbud, vi skal uddanne personalet, og kunderne forventer, at vi er her, hvis noget går galt, hvilket vi selvfølgelig er, og det betyder alt sammen tryghed for kunden. Samtidig skal man ikke glemme, at forsikringen koster det samme, om man tegner den hos en agent eller mægler, i forhold til at tegne den direkte med et forsikringsselskab. Men fordelen er, at man har personlig service fra agenten eller mægleren til at hjælpe med rådgivning og skadesbehandling,” siger Pernille Kaas.
Databeskyttelse
I rudekuverten finder man også et dokument, som man bedes underskrive og returnere. ”Det handler om beskyttelse af kundens data, såsom adresse, fødselsdato og NIE-nummer, som myndighederne frygter, at mindre lødige mæglere eller agenter kunne finde på at sælge. For at vi har lov til at have denne data i vort system, skal vi have skriftlig godkendelse fra kunden. Men giver man ikke tilsagn til det, kan man i princippet ikke tegne en forsikring nogen steder. Og modtager vi ikke det underskrevne dokument fra kunden, er det det første, vi må bede om, før vi kan fortage ændringer i policen,” fastslår Pernille Kaas.
Desuden skal forsikringsselskaberne oplyse DGS om, hvem selskabets mæglere og agenter er. ”På denne måde kan vagthunden se, om agenter med tilknytning til kun ét selskab skulle have tilknytning til flere end det tilladte antal,” slutter Ole Kirkemann.
Den nye lovgivning trådte i kraft d. 17. juli 2006, og agenterne og mæglerne har travlt med at opdatere forretningsgangen, hvilket skal være på plads inden juli 2007. Hold derfor øje med rudekuverterne i posten, en af dem kræver, at man skriver under på et dokument og returnerer det.
Ønsker man at se, hvilke mæglere og agenter, der er godkendt af Junta de Andalucía, kan man gå ind på hjemmesiden: www.juntadeandalucia.es.
Jura & Finans | Februar 2007
| Abonner på e-mail nyhedsbrev | Version til udskrift · Send til en ven |














