![]() Det norske ægtepar Randi og Knut Andreassen har Meson y Pizzeria Giovanni i Torrevieja som favoritsted, når de går ud for at indtage Menu del Dia. | |
- Ikke blot er der rigtig mange valgmuligheder inden for hver af dagens tre kategorier. Maden er velsmagende, og betjeningen er ikke blot kvik, alle arbejder med et glimt i øjet.
Sådan siger Knut Andreassen, der sammen med sin hustru har haft bolig – et (langt) stenkast fra Giovanni – siden år 2.000. Parret har ikke søgt residencia, men holder fast i det norske klippeland, hvor basen er Kvelvik, knap tre timers kørsel nord for Oslo. Tiden bliver nogenlunde ligeligt tilbragt i Spanien og Norge.
Hjem til jul og de varmeste sommermåneder samt til familiesammenkomster, mens efterårets og vinterens mørke og ofte triste tid bliver udskiftet med Costa Blancas lysere og solrigere dage.
Norsk jul uden sne
Det norske ægtepar var landet et par dage forinden, vi havde besluttet at besøge Giovanni. De havde været hjemme til en lidt anderledes juleferie, end de havde forventet:
- Vi havde lejet en hytte, hvor vi skulle tilbringe juledagene sammen med familien, beretter Randi Andreassen. Selve festlighederne omkring julen fejlede ikke noget, men Knut var lidt misfornøjet med vejret. Han havde været opsat på at komme ud at stå på ski, men der var ingen sne. Vejret var for mildt. I stedet gik vi nogle gode ture. Sneen og for den sags skyld solen manglede.
Selv om vi var midt i vintermåneden januar, manglede solen heller ikke denne dag, vi havde valgt til at indtage Menu del Dia hos Giovanni.
Solen sendte sine varmende stråler ned fra en skyfri himmel, så vi valgte at spise i gårdhaven, hvor der er plads til 50 personer.
Menukortet
Vi blev modtaget af en smilende servitrice, der hurtigt fik fremtryllet følgende menukort:
Menu del Dia
1.
Soppa de pollo
Tostada con champinones
Repollo con tocino
Coliflor con béchamel
Alibeas con chorizo
2.
Escalope de cerdo
Pollo asado
Higada con cebolla y pimiento
Pechuga de pollo al aporto
Filete lenguado con tomate y gambas
3.
Postre o café
Ensalada
Vino o agua
Pan y ali-oli
8,50 €
Vi valgte at drikke vin og vand uden brus, og samtidig med at det kom på bordet, stod der også en kurv med friskbagt brød samt en tallerken med salat bestående af iceberg, løg, rødbede´strimler, majs, tomat og agurk.
Mens vi smagte på vinen og nippede af salaten kunne vi så i ro og mag studere menukortet.
Vi valgte
Vi valgte Soppe de pollo (kyllingesuppe), Tostada con Champinones (champignontoast) og Repollo con tocina (surkål med fugl).
Suppen var tilpas krydret, så de, der ofte uden at smage starter med ukritisk at øse salt og peber i, ville her få sig en overraskelse. Der var godt med kyllingestrimler i. Saucen med champignon havde en pikant fin syrlig smag. Også surkålen – hvad der nu ikke lige er mig - fik et anerkendende nik.
Som hovedretter blev valgt: Escalope de cerdo (svinesnitsel), Higada con cebolla y pimienta (lever) og Filete de lenguado con tomate y gambas (søtunge). Som tilbehør til samtlige retter pommes frites og kogte grønsager – ærter, bønner, blomkål og karotter. Nok ikke det mest opfindsomme, og det, at man skal gøre brug af en dåseåbner for at få grøntsager på tallerkenen, vænner jeg mig aldrig til.
De to snitsler var stegt tilpas og havde lykkeligvis ikke stiftet bekendtskab med en frituregryde. Der var også to stykker kalvelever, og de havde et glimrende følgeskab af sauteret løg og peberfrugt. Her var de kogte grøntsager egentlig overflødige. Den velsmagende søtunge lå gemt under en kraftig tomatsauce med rejer.
Jeg ved godt, at spanierne elsker at lade deres fisk svømme i tomatsauce, men jeg har endnu ikke selv for alvor lært at hoppe i her.
Fuld tilfredshed
Som ved for- og hovedretter var der også fem valgmuligheder, da vi kom til postres, nemlig flan, helado, arroz com leche, creme catalana og fruta.
Vi valgte flan (karamelbudding), helado (is) og creme catalana (karamelcreme). Iskagen var, som man ofte oplever det, produceret færdig ude fra, men de to øvrige desserter var hjemmelavede. Tilfreds hele vejen rundt.
Også med den brandy, der blev serveret i store cognacglas til trods for vort beskedne ønske kun gjaldt mærket Soberano.
34 € for fire velsmagende tre retters menu serveret i hyggelige omgivelser er lidt af et fund. At så den samlede regning nåede op 45 € på grund af ekstraindkøb af kaffe og brandy samt propina er vel til at bære.
Italiensk ejer
Ejeren Riccardo Diovanni stammer fra Milano og har arbejdet i mange år inden for restaurationsbranchen. Først i Bruxelles og nu senest 20 år i Torrevieja.
Gæsterne er fortrinsvis englændere, spaniere og skandinavere, og restaurationen har åbent alle ugens dage fra kl. 10.00 og indtil sidste gæst siger adios.
Meson y Pizzeria
Giovanni
Calle Geranios 35-336
(den såkaldte Farmacia-gade)
La Toretta 2
03180 Torrevieja
Tlf: 965 714 992
Giv Magasinet Dansk et tip om din favoritrestaurant, når det gælder Menu del Día – send en mail med din begrundelse til helle@norrbom.com
Kultur & Gastronomi | Februar 2007
| Abonner på e-mail nyhedsbrev | Version til udskrift · Send til en ven |















