 | |
Magasinet Dansk indledte i sidste udgave en ny temaserie om Spaniens had/kærlighedsforhold til sine naboer. Denne gang vender vi vores undersøgende blik mod nord og afdækker, hvordan de kære franskmænd og -kvinder har det med deres naboer i syd og vice versa.
Af Tina Julsgård
Frankrig er Spaniens femte største kunde og Spanien er den tredje vigtigste aftager af franske produkter. Almodóvar vandt en César, som er den mest prestigefyldte franske filmpris, for sin film ”Hable con ella”. Den franske film ”Amelie” var en kæmpesucces i Spanien. Cykelløbet Tour de France har vundet Príncipe de Asturias’ sportspris, som er Spaniens svar på en Nobelpris.
Så jo, relationer er der masser af mellem de to nabolande, både hvad angår kultur, handel, sport, etc.
Hvor det halter mest, er nok på det politiske og personlige plan. Der eksisterer en masse fordomme i Spanien om franskmændene, de er snobbede, arrogante, selviske, hedder det sig om dem, men mon ikke altid det vil lyde sådan fra den underlegne part. For spanierne har altid været underdog i det forhold. De har det med franskmændene, som portugiserne har det med spanierne - ser dem som en (irriterende) storebror, der kan lidt mere og ved bedre.
Hvad angår det politiske, er de bilaterale relationer afhængige af de to landes regeringer og deres måde at opfatte verden på.
I øjeblikket er der ikke politisk overensstemmelse mellem de to landes regeringer, hvilket bl.a. kommer til udtryk i Frankrigs ”alliance” med Tyskland, mens Spanien er blevet spændt af førervognen i EU-regi efter, at Zapatero kom til magten i 2004.
Persille og Prestige
Prestige-ulykken for nogle år siden, hvor et tankskib knækkede midt over og sendte et gigantisk spild af 7.000 tons fuelolie ud i farvandet ved La Coruña i Galicien og op mod den sydfranske kyst, har heller ikke været med til at styrke de to landes relationer.
For slet ikke at tale om konflikten vedrørende Persilleøen. Den 11. juli 2002 besatte soldater fra Marokko den lille ø Leila, også kaldet Persilleøen, som ligger blot 200 meter fra deres egen kyst. En ubeboet ø, som Spanien mener at være herre over.
Spanien tog øen tilbage tre dage senere og fik alle EU-medlemslandes opbakning med undtagelse af Frankrig. Marokko er en tidligere fransk koloni, så i Paris var man helt enig med marokkanerne i, at øen altid har været en del af marokkansk territorium.
Også når det kommer til et af tidens største europæiske emner, nemlig EU-grundloven, er de to lande uenige. Spanien har været fortaler for at få kristendommen skrevet ind i grundloven, hvilket Frankrig slet ikke vil høre tale om. En af den franske præsident Chiracs kæpheste er at få slået fast, at Frankrig er en stat uafhængig af kirken.
Stærkt anti-terrorsamarbejde
At forståelse og samarbejde mellem de to nabolande halter på mange punkter, er en kendsgerning, som begge parter kan bekræfte. Men på ét punkt er der inden for de seneste årtier sket en rivende udvikling, nemlig hvad angår samarbejdet mellem spansk og fransk politi i bekæmpelsen af den baskiske terrororganisation ETA.
Tidligere brugte ETA-medlemmerne de baskiske regioner i Frankrig som tilflugtssted. Fransk politi så igennem fingrene med terrorgruppens virke, attentaterne foregik jo i Spanien, og Frankrig var ikke interesseret i at gå ind i et eftersøgningsarbejde, ja, landet gav ligefrem de kriminelle terrorister asyl.
I den franske presse blev ETA medlemmerne omtalt som frihedskæmpere frem for som terrorister. Men dette syn på ETA begyndte så småt at ændre sig, det var et levn fra tiden under Franco, så op gennem Spaniens demokrati begyndte denne opfattelse at blive udvisket.
I slutningen af 1990´erne er nogle af ETAs farligste medlemmer blevet arresteret af fransk politi og efterfølgende udleveret til dom i Spanien.
Krig og tortilla
Men siden Napoleons besættelse af Spanien i 1808, har spanierne haft en følelse af franskmændene som erobrere, som deres overmænd.
Napoleon tvang Spaniens kong Carlos IV til at abdicere fra tronen den 21. april 1808, og sønnen Fernando VII overtog tronen. Men samme år indsatte Napoleon 1. sin bror Joseph Bonaparte som konge af Spanien for at styrke sin magt i landet.
Den spanske befolkning var imod deres nye konge, så der udbrød oprør overalt i Spanien og i maj 1808 også i hovedstaden Madrid, hvor få spanske oprørere dræbte mange franske soldater.
Franskmændene svarede igen ved at henrette tusindvis af spanske civile og oprørere om aftenen i Madrids gader den 3. maj 1808. Det rædselsscenarium blev foreviget af Goyas malerpensel og står klart i spaniernes fælles hukommelse med titlen los Fusilamientos del 3 de Mayo. Derefter gik Storbritannien over på de spanske oprøreres side og det udløste en krig, uafhængighedskrigen, mod Frankrig, der varede fra 1808-1814.
Normalt kommer der ikke noget godt ud af en krig, men i dette tilfælde blev la tortilla francesa “opfundet”, en spise, spanierne i dag indtager med stort velbehag. På grund af fjendtligheden mod Napoleons tropper var der mangel på mange madvarer, bl.a. kartoflen, som var en nødvendighed for den spanske “nationalret” tortilla, så med ironi i stemmen kaldte de spanske soldater den mangelfulde tortilla for la tortilla francesa.
Fransk er bedst
Spanske vine er gode, men franske vine er endnu bedre, spanske oste er delikate, men franske oste er er lige en tand bedre, spansk olivenolie er et kvalitetsprodukt, men fransk olivenolie er kvalitet uden sammenligning, spansk cava smager fortræffeligt, men fransk champagne når andre højder. Mange kalder spansk brandy for cognac, fordi navnet på den by, som den ”rigtige” avec kommer fra, er blevet et begreb i sig selv - ligesom navnet Roquefort bruges om alle mulige slags blå ost. Så skønt Cabrales og Soberano sælger godt, når de ikke Cognac og Roquefort til sokkeholderne i international anerkendelse.
Selvom jeg ikke personligt er enig i alle disse postulater, er det sådan, verdensmarkedet ser på det. Franske produkter har størst berømmelse ude i verden og sælger bare bedre end de spanske ditto. Det er næsten et kvalitetsstempel i sig selv at være fransk.
Men franskmændene kan altså også bare noget, andre ikke kan. Først og fremmest tror de på sig selv, hvilket er første lektion i, hvordan man markedsfører sig selv, og så kan de noget med mad.
Det faktum, at de kan få noget så uappetitligt som en gåselever til at smage så himmelsk, er tilstrækkeligt bevis på deres evner. Og siden tidernes morgen har de da også haft patent på deres finere madlavning.
Spanien er på vej
For tre år siden havde magasinet The New York Times imidlertid den katalanske kok Ferran Adriá på forsiden med titlen verdens bedste kok. Hin dag i oktober 2003 slog bladet fast med syvtommersøm, at gastronomiens avantgarde nu var flyttet fra Frankrig til den sydlige side af Pyrenæerne.
Det franske køkken blev beskrevet som forældet og tungsindigt dogmatisk i forhold til den spanske tendens, som Ferran Adriá er banebryder for. Siden da har det spanske køkken solet sig i gourmetverdenens anerkendelse.
Den samme tendens er at finde i omverdenens interesse for indlæring af de to sprog. Tidligere var fransk et prestigefyldt sprog, alle ønskede de kunne tale, men i dag går interessen for fransk tilbage, mens den går frem for spansk.
Selv i Frankrig er det blevet ”in” at studere spansk. Mere end to millioner franskmænd er i gang med at lære at tale spansk, mens kun én million spaniere har kastet sig ud i at lære bøjningerne til de franske verber.
På gensidig visit
Selv om man ikke lige skulle tro det, så ynder de to nabofolk faktisk at aflægge hinanden visitter. Det faktum, at der alene mellem Málaga og Paris, er tre daglige flyafgange, taler for sig selv.
Den franske turisme i Spanien er siden slutningen af 90´erne eksploderet, Spanien er franskmændenes tredje foretrukne rejsemål, og spanierne, som i det sidste årti har fundet ud af, at andre lande end deres eget også har noget at byde på, når det gælder ferie, drager gerne mod det grønnere nord, hvor deres helt Asterix kommer fra.
Men en vingårdsferie i Bourgogne køber en spanier ikke, ligesom en franskmand heller ikke vælger en vinsmagningsferie i Rioja. På det punkt er begge folkeslag for stolte. Faktisk bor der en del franskmænd langs Costa del Sol, men de er bare ikke så synlige som andre herboende folkeslag. De danner ikke kolonier, etablerer ikke forretninger med franske produkter, etc., de lever et mere usynligt liv og samtidig et meget integreret liv.
Franskmændene synes generelt, at livet i Spanien er mere afslappet, og at spanierne er glade mennesker, ja, ægte livsnydere.
Mange spanierne har også gennem historien slået sig ned i Frankrig. Det hedder sig, at enhver spansk familie har et medlem, der har boet i Frankrig.
Især under den spanske borgerkrig flygtede folk til naboen i nord, og også under diktaturet drog Franco-modstanderne til Frankrig. Spaniens intellektuelle og kunstnere fandt bedre forhold for deres tænkning og kreativitet i Paris. Det er Picasso et godt eksempel på. Han boede flere år af sit liv i Frankrig end i Spanien, så det hænder, at folk, til spaniernes store skuffelse, kan komme til at betegne ham som en fransk kunstner.
FRANKRIG
Indbyggertal
62 millioner
Hovedstad
Paris (11,2 millioner indbyggere)
Areal
550.000 km2
Regering
Statsoverhoved
Jacques Chirac (siden 1995. Genvalgt 2002) (konservativ)
Regeringsleder
Dominique de Villepin (2005) (konservativ)
Religion
Romersk-katolske (81,4 pct.), muslimer (6,9 pct.), protestanter (1,6 pct.), jøder (1,3 pct.)
Valuta
Euro
Tema & Debat | Februar 2007
| Abonner på e-mail nyhedsbrev | Version til udskrift · Send til en ven |
