Af Lis Göddert
Den 12. december 2006 var alle fra spanskkurset, af Diputación de Alicante i Rojales, inviteret med på en gratis udflugt til Jijona/Xixona, der ligger ca.1,5 times kørsel fra Rojales i nordvestlig retning. Turen startede ved 9:30-tiden og gik gennem smukke landskaber, hvor man allerede kunne se de første mandeltræer i blomst. I Jijona besøgte vi en Turrón-fabrik, hvor der i en del af bygningen var indrettet et museum med ting fra fabrikkens start i 1646.
Fremvisningen af fabrikken startede med en 10 minutters film om fremstilling af turrón før og nu, og de forskellige former for turrón. Bagefter var der en meget interessant rundvisning, der foregik på langsomt og tydeligt spansk (som mange af os, der havde fulgt spanskundervisningen, forstod næsten hvert ord af). De afsluttende smagsprøver af de forskellige kvaliteter var meget populære, og vi lærte, at 1880 ikke er et bestemt årstal med relation til fabrikken, men blot et nummer. Dog er fabrikkens produkter med dette nummer deres top-produkter. Andre produkter bærer navnet El Lobo (ulven) og selvfølgelig havde de en butik, hvor man kunne få stillet sine lyster udi turrón, chokolade og marcipan.
Herefter gik turen til en god spansk restaurant, hvor vi fik serveret en meget velsmagende 4 retters menu samt vin, vand og kaffe. Godt mætte fortsatte vi til den nærliggende by Ibi, hvor vi besigtigede legetøjsmuseet, Museo Valenciano del Juguete. Museet ligger i en ældre bygning, La Casa Gran, fra det 18. århundrede, men er meget moderne indrettet. Legetøjet er fortrinsvis af tysk herkomst fra det 17., 18. og 19. århundrede, men man så også dele fra Frankrig, England og Spanien. Ting, der på en auktion nok kunne indbringe flere millioner kroner.
Herfra gik turen hjemad. Godt trætte nåede vi Rojales ved 18:30-tiden.
Tak til Francisco Lopez for hans medvirken til turen.
Det nye spanskkursus for begyndere er allerede startet den 9. januar. Foruden det annoncerede kursus for begyndere i marts måned, forsøges oprettet et videregående kursus for deltagerne på november/december kurset.
Forårsfest
Bestyrelsen erindrer om tilmelding til forårsfesten på Hotel Masa International,
Avenida Alfredo Nobel 150 i Torrevieja den 23. marts 2007 kl. 20:00. Pris pr. person 22euro inkl. 3 retters menu samt vin, vand og kaffe + dans til levende musik.
Tilmelding og samtidig betaling til Johnny Christensen på petanquebanen eller indbetaling af DKK 165,- på konto i Sparbank Vest (konto nr. 8496-3559629). Husk navn ved indbetaling. Tilmeld jer hurtigt, da der er begrænsede pladser (her gælder først til mølle-princippet). Såfremt pladsen tillader det, kan gæster deltage for 25 euro.
Menuens sammensætning kan ses i næste nummer af Magasinet Dansk.
Foreningskontingent
Kasserer, Peter Ibsen, gør opmærksom på, at medlemskontingentet 8 euro for 2007 er forfaldet til indbetaling. Kontingentet kan indbetales til ham personligt i forbindelse med petanquespillet om fredagen i San Luis eller indbetales på konto:
CajaMurcia: Daneses Amigos, konto nr. 2043-0453-29-0200000940,
eller ved indbetaling af
kr. 60,- i Sparbank Vest: Danske Venners Klub - konto nr. 8496-3559629 .
Husk at angive for– og efternavn samt adresse for hver enkelt person, der indbetaler.
Kun medlemmer, der har indbetalt kontingent for 2007, kan deltage i klubbens aktiviteter.
Udflugter | Februar 2007
| Abonner på e-mail nyhedsbrev | Version til udskrift · Send til en ven |
















