Af Rikke Franch
Lene Lyngbæk havde været ledsagende hustru til Michael, der er ingeniør i et dansk firma i energibranchen. Sammen med sønnerne Morten og Mathias (19 og 16 år) valgte familien at flytte tilbage til Danmark, da Morten var færdig med gymnasiet i Qatar.
”Jeg havde fra starten haft den indstilling, at vi rejser ud som familie og vi vender hjem som familie. Og da Morten fik et forhåndstilsagn om at begynde på arkitektskolen i København, så var det på tide at vende næsen hjemad.
Familien fandt hurtigt et hus med albuerum til sønnerne: Et hus, der lå i nærheden af den lokale skole, hvor den yngste søn Mathias skulle gå.
”Det var vigtigt for mig at kontakte Mathias’ kommende lærer, og forberede ham/hende på at Mathias altså ikke havde boet i Danmark siden 1996,” fortæller Lene Lyngbæk, hvis yngste søn spekulerede på, om han ville tale et anderledes dansk end de kommende klassekammerater, og hvordan omgangstonen mellem jævnaldrende danskere var.
Lene Lyngbæk ringede derfor til skolen for at få nummeret på læreren, og var overrasket over responsen: Det kunne slet ikke lade sig gøre at tale med en lærer, fordi Mathias ikke var startet endnu:
”Jeg forklarede hende, at vi havde købt hus på en vej i området, men fik af sekretæren besked på, at den slet ikke hørte ind under skoledistriktet – selv om det var den besked, vi havde fået på Rådhuset.
To dage efter ringede jeg tilbage, og fik heldigvis fat på en mere imødekommende medarbejder, der hjalp os videre,” forklarer Lene Lyngbæk, der senere blev glædeligt overrasket over skolen og samarbejdet med klasselæreren.
”Der var to kammerater, som allerede i ferien tog Mathias med rundt, sådan så han kunne genkende et par ansigter den første dag. Vi sagde til ham: ”Vær ydmyg – i hvert fald i begyndelsen, for du kender ikke janteloven i Danmark”. En enkelt gang var der optræk til drilleri, men Tobias fra klassen stillede sig beskyttende op foran vores søn og sagde: ”Det stopper nu. Mathias har lov til at være her.”
Samme imødekommenhed oplevede Lene Lyngbæk ikke på kørekortkontoret, hvor den ældste søn Morten, der havde taget sit kørekort i Qatar, skulle indstilles til orienterende køreprøve i København.
”Vi ventede i 90 minutter og havde rig lejlighed til at observere, hvordan kødranden af damer bag disken svinede folk til. Jeg var helt rystet, da en ældre herre fik et møgfald for øjnene af alle os andre, der ventede. Hvis man var pensionist eller fremmed, skulle man åbenbart skældes ud.”
Omsider blev det familiens tur, og Morten viste sit Qatar-kørekort. ”Tror du måske, vi læser arabisk her,” hvæsede damen til ham. Morten påpegede, at der var en engelsk oversættelse på bagsiden. ”Nå, og du tror så, der står det samme! Det skal oversættes af vores egen tolk. Desuden kan du ikke indstilles til køreprøve, fordi du har fået taget kørekortet, før du blev 18 år”, fortsatte hun.”
Lene Lyngbæk beskriver, hvordan hun blev bedt om at dokumentere, at Morten havde kørt godt og sikkert, siden han fik kørekortet i Qatar:
”Det var ikke nok, at vi som forældre udformede en skrivelse, der bekræftede Mortens erfaring i trafikken. Det skulle være en bekendt i Qatar, der skrev det”.
Nummer to besøg på kontoret lignede det første til forveksling, og først tredje gang lykkedes det Morten at få lov til komme til køreprøve. Han bestod.
På folkeregistret gik det ikke meget bedre, fortæller Lene Lyngbæk:
”I min naivitet havde jeg udfyldt den blanket, der lå på nettet. Men den var ikke god nok; vi skulle møde op alle fire med skødet for huset i hånden og bevis for, at Michael var i arbejde. ”Undskyld – er vi ikke danske statsborgere?”, kunne jeg ikke lade være med at spørge. Min mand nævnte for sjov på folkeregistret, at det var pudsigt, han gerne måtte betale skat i seks uger, men ikke havde ret til at gøre brug af systemet. Det tog den ansatte meget ilde op”.
For familien besværliggjorde karenstiden på seks uger mange ting.
”Der gik seks uger, før vi fik vores sygesikringskort, og det betød bl.a. at vi ikke kunne købe mobiltelefoner, samtidig med at der var mange ugers ventetid på at få en fastnettelefon.”
Lene Lyngbæk var forundret over den behandling familien fik rundt omkring i det offentlige system, og kan ikke lade være med at spekulere på, hvordan man bliver behandlet, hvis man ikke taler dansk.
Selve indflytningen i familiens hus blev også en noget blandet fornøjelse. Lene Lyngbæk forstår ikke ”hvorfor folk i Danmark er så sure”:
”På selve indflytningsdagen spankulerede formanden for grundejerforeningen over til mig. Han råbte til mig, at der ikke måtte køre lastbiler i det grønne anlæg, som vores indkørsel støder op til: ”Sådan noget svineri vil vi ikke have her”, sagde han, mens han viftede med fotos af lastbilen. Sikke en velkomst at få. Fordi der kom en container mere, kontaktede jeg politiet, der forsikrede mig om, at det ved fra- og tilflytning var OK med en lastbil netop der.”
Lene undrer sig også over danskernes adfærd i det offentlige rum:
”Jeg siger godmorgen, når jeg møder en mand eller dame, der lufter sin hund på vejen. De svarer bare ikke. I supermarkedet kan jeg finde på at sige hej til kassedamen. Men uanset hvad, kigger folk på mig, som om jeg var skør.”, smiler Lene, der dog har planer om at fortsætte med at hilse.
Hvad er det væsentligste, når man vender tilbage til Danmark?
”Man skal have en stor pose tålmodighed med hjem,” siger Lene Lyngbæk.
”Det, der var møgirriterende ude, var måske ikke så dårligt, for her er det heller ikke alt, der bare fungerer eller er effektivt. Men for hver dag, der går, bliver vi gladere for at være her – også fordi drengene er faldet så godt til. Det bedste råd jeg kan give, i hvert fald hvis man har skolesøgende børn, er, at man skal forberede klasselæreren grundigt på den nye elev, der har helt andre skoleerfaringer end de øvrige i klassen. Det har i vores tilfælde bidraget til en glat overgang ind i det danske skolesystem. Og så skal man give sig selv tid til at falde til, for selv om starten har været besværlig, er der ikke noget sted i verden, der er smukkere end Danmark, når alting står i fuldt flor, og der dufter af sommer.”
Selv venter Lene med at arbejde: ”Jeg skal aldrig arbejde på fuld tid. Jeg havde det som en fisk i vandet som hjemmegående, da vi var ude. Selv om vores børn er store, kan de lide, at jeg er hjemme. Især Mathias’ kammerater har jeg tæt kontakt til, for de vil jo egentlig gerne tale med en voksen om eftermiddagen. De nyder at få et stykke hjemmebagt kage, mens de spiller playstation i vores stue. Og så er det dejligt at kunne holde hånden under sine sønner.”
Lene Lyngbæk (44) har været med sin mand i Qatar og Singapore fra januar 1996 til august 2005. Ægteparret har to sønner på 16 og 19 år. I udlandet var Lene hjemmegående. Hun deltog aktivt i børnenes skoleliv og var en tid hjælpelærer i de mindre klasser. Lene var medlem af bestyrelsen for Den Danske Klub i Qatar, der bl.a. arrangerede foredrag med Qatari-kvinder som foredragsholdere. Derudover var Lene Lyngbæk med til at starte en sangforening med danske sange på repertoiret og tog godt imod nye familier, der kom til Qatar og Singapore.
Tema & Debat | Januar 2007
| Abonner på e-mail nyhedsbrev | Version til udskrift · Send til en ven |
