![]() | |
Spaniens boligmarked har i flere år været Europas stærkeste, men noget tyder på, at det er ved at ændre sig. Virkeligheden kan ikke længere holde priserne oppe. Samtidig bygges der som aldrig før, mens de tomme boliger hober sig op.
”Spanien er på vej mod en førsteklasses nedtur”, fortæller Lorenzo Bernaldo de Quiros, der er økonom og leder af konsulenthuset Freemarket International i Madrid til den danske avis Børsen.
Og for at gøre ondt værre kan avisen fremlægge de nye tal, der viser at der lige nu er 3,5 millioner tomme boliger. Tomme, fordi ejerne blot venter på, at priserne skal stige endnu mere.
”Og hvis den danske erfaring kan bruges til noget, ved vi ihvertfald herhjemme, hvor stærkt det kan gå, når investorerne bliver nervøse”, fortæller journalist Simon Nielsen fra Børsen videre. Antallet af boliger, der er til salg i Danmark, er nemlig steget fra små 32.000 i februar 2006 til nu næsten 50.000.
Kæden er hoppet af
Et helt årti med voldsom vækst i boligpriserne har været med til at løfte spansk økonomi på fronter som jobskabelse og forbrugsvækst. Forøvrigt en god spiral, der har givet Spanien rollen som EU's mest vækstorienterede økonomi.
Men ifølge flere økonomer, som den anerkendte finansavis Wall Street Journal har talt med, er kæden nu hoppet af, og der er noget helt galt under solen.
”De selv samme fundamentale faktorer, der retfærdiggjorde prisfesten, er ikke længere til stede”, skriver Børsen.
Renten stiger, og indkomsten er holdt op med at stige. Hvad værre er, viser tal for byggeriet, at der faktisk i år bliver slået nye rekorder. I første halvår af 2006 steg antallet af påbegyndte boliger 15 procent. Igennem de seneste 10 års optur er en gennemsnitlig bolig fordoblet i pris i Spanien. Udviklingen er naturligvis mest udtalt i de populære kystområder, hvor også danskerne har slået sig ned. Og her kan stigningen endda være større endnu.
Men festen er ved at være slut. I Magasinet Dansk kunne man i november-nummeret se, at udsigterne på kort sigt ganske enkelt er for dårlige. "Man vil simpelthen ikke se markante prisstigninger de næste to år", kunne man læse.
760.000 nye boliger
I sammenligning med andre store europæiske lande er boligmarkedet noget helt specielt i Spanien. I de seneste fem år er der bygget flere boliger i Spanien end i Tyskland, England og Frankrig tilsammen.
Og økonomer anslår, at der kommer yderligere 760.000 nye boliger alene i 2006. Det er omtrent halvdelen af, hvad amerikanerne formår at opføre - de er til gengæld også syv gange så mange.
I Børsen kan man endvidere læse, at ejendomsmæglerne i stigende grad har svært ved at sælge boligerne. Mens der for få år tilbage var kødannelser ved mæglerne, er situationen i dag en helt anden.
Den spanske bank Banco Bilbao forudser et knæk i markedet i slutningen af 2007 og venter prisfald på op mod 15 procent for hele Spanien.
Endnu værre i Danmark
Ser det skidt ud i Spanien, er situationen imidlertid endnu værre i Danmark og Frankrig. Det danske boligmarked topper sammen med Frankrig OECDs liste over risikable markeder, hvor priserne synes at have toppet eller være ved at toppe. Det fremgår af organisationens økonomiske rapport, som blev offentliggjort for nylig.
- Selv om boligmarkederne har været vigtige støtter under den økonomiske aktivitet, kan priserne i nogle lande - herunder USA, Danmark, Frankrig og Spanien - meget vel have nået højder, som ikke er bæredygtige, siger OECDs cheføkonom Jean-Philippe Cotis.
Hvis nedturen tager fart, kan det få uoverskuelige konsekvenser for hele den spanske økonomi. Ligesom i Danmark er gældssætningen i fast ejendom fulgt med priserne op. Men hvor danskerne har en forkærlighed for fastforrentede lån eller lån med loft over renten, er hele 98 procent af boliggælden i Spanien optaget med helt variable lån.
Boligmarked i frit fald
I Danmark er boligmarkedet især i frit fald i storbyerne. Grunden til opbremsningen er den stigende rente, de stigende priser, at der ikke er nogen befolkningstilvækst i København, og at der er bygget meget nyt de senere år.
”Så det er ikke bare psykologi. Det er også realiteter”, fortæller Jyllands-Posten. Der er flere boliger end folk til at bo i dem.
Danmarks førende ejendomsmæglere beretter om et boligmarked på kraftig tilbagegang. Ikke noget med stagnation og opbremsning. Der er tale om en nedtur, hvis lige ikke er set i mere end 13 år.
”Meget lig den spanske. Og hvis man er i tvivl om, hvordan en spekulativ boble i et boligmarked egentlig tager sig ud, kan man med fordel skele til Spanien. Flere økonomer påpeger, at det spanske boligmarked nærmest er blevet et case study i boligbobler - lige før den brister”, slutter Simon Nielsen i Børsen.
Tema & Debat | Januar 2007
| Abonner på e-mail nyhedsbrev | Version til udskrift · Send til en ven |















