Magasinet Scandinavia på Costa Blanca - 7.500 eksemplarer hver måned

Nyhedsbrev
Afmeld





Barça - verdens største fodboldklub
Nou Camp er FC Barcelonas hjemmebane.
Nou Camp er FC Barcelonas hjemmebane.
Af Harald Roald

Det første initiativ til at grundlægge en fodboldklub i Barcelona blev taget af den schweziske forretningsmand Hans Gamper, som flyttede til Barcelona i 1898. Han var vild med fodbold, så året efter annoncerede han i en lokal avis efter folk, som var interesseret i at stifte en fodboldklub. Kort efter mødtes 12 mænd og stiftede F.C. Barcelona.
Farverne på holdets spilledragter har altid været blå og vinrød, og selv om dragten med tiden har ændret sig, mindede den oprindelige dragt om den, de spiller med i dag.

Blev større og større
I de første år havde klubben problemer med at finde et sted at spille. Efter at have haft flere forskellige hjemmebaner, fik klubben i 1905 for første gang sit eget stadion.
Tilskuerkapaciteten var på 6.000, og tribunen havde to etager, hvilket var unikt for den tid. Klubben fik sportslig succes og tilskuerinteressen fulgte med, så efterhånden kiggede man efter nye, mere tidssvarende omgivelser.
I 1922 indviede man stadion Les Corts med plads til 30.000 tilskuere. Efter flere udbygninger blev kapaciteten fordoblet til 60.000 tilskuere.

Hovedkvarteret blev bombet
Da borgerkrigen brød ud i 1936, tog FC Barcelona til Mexico og USA. To år senere blev Barças hovedkvarter bombet af Francos fly, og besættelsen af Barcelona skabte store problemer for klubben, som var et af de store symboler på Katalonien.
I 1940 blev Enric Piñeiro præsident. Han ændrede klubbnavnet til Club de Fútbol Barcelona, og fjernede dermed det "engelske" Futbol Club Barcelona. Originalnavnet fik klubben igen i 1973.

Mod nye mål
I 1978 indtog Josep Lluís Nuñez præsidentkontoret. I hans periode oplevede klubben en stærk økonomisk vækst og tilstrømning af medlemmer. Fire år senere blev stadion Camp Nou bygget større i forbindelse med fodbold-VM i 1982. Op til OL i 1992 øgede man kapaciteten med yderligere 10.000 pladser.
Camp Nou er i dag det største fodboldstadion i Europa med 98.000 siddepladser. Til næste år fylder Camp Nou 50 år, og det skal fejres med at udvide kapaciteten til 120.000 tilskuere.
I 1999 blev Camp Nou tildelt fem stjerner af fodboldforbundet UEFA som symbol på, at det er blandt Europas bedste.

Stort museum
Fodboldmuseet indenfor stadions mure regnes som verdens bedste af slagsen. FC Barcelonas grundlægger Joan Gamper planlagde allerede i 1920’erne at bygge et et Barça-museum, men det blev først gennemført i 1984 med Josep Lluis Núñez som præsident. I dag er museet på 3.500 kvm og indeholder mere end 100 års historie med trofæer, fotografier og andre effekter, man har indsamlet gennem årene. Kunstværker lavet af nogle af de mest berømte spanske kunstnerne som Dalí, Miró, Tàpies, Segrelles og Subirachs finder man også i museet.
Mest spændende for fodboldfans er formentlig "Collecció Futbolart - Pablo Ornaque": En af de største, private samlinger af historiske fodboldeffekter. Samlingen dækker fodboldens historie frem til i dag.

Upopulær præsident
Med Michael Laudrup som en af stjernerne skabte den legendariske træner Johan Cruyff det suveræne Dream Team. Men efter en række gode år kom Barca i problemer, da Joan Gaspart i 2000 blev ny præsident. Han havde været Nuñez’ vicepræsident i 20 år og tog over, da Nuñez gik af efter stigende pres fra fans, der var sure over hans måde at styre klubben på. Enkelte gik så vidt som til at sammenligne Nuñez med Chiles diktator General Pinochet.

Katastrofekurs
Det skulle dog vise sig, at Gaspart fik det alt andet end nemt. Han havde været præsident i mindre end 24 timer, da en af klubbens daværende stjerner, portugisiske Luis Figo, forlod klubben og skrev kontrakt med ærkerivalen Real Madrid.
Gaspart og Nuñez havde i lang tid nægtet at genforhandle kontraktdetaljerne med Figo, der til sidst fik nok og forlod klubben.
Klubbens fans var rasende. Gaspart følte sig presset og gik i panik. Med dyre spillerindkøb og høje lønninger var han ved at køre klubben mod økonomisk ruin. På to et halvt år brugte han næsten 1,7 milliarder danske kroner på især ugennemtænkte spillerkøb.
Det økonomiske rodt smittede af på det sportslige. Trænere kom og gik. Efter elendige resultater og voldsomme protester, gik både Gaspart og træner Louis Van Gaal af ved nyåret 2003.

Mod bedre tider
I starten af 2004 blev Joan Laporta indsat som ny præsident. Hans første opgave var at ansætte Van Gaals erstatning. Den tidligere hollandske stjernespiller Frank Rijkaard fik jobbet. Han havde stået i spidsen for hollandske landshold under EM i 2000, hvor hans hold tabte til Italien i semifinalen.
Frank Rijkaard har haft stor succes, og har forlænget sin kontrakt frem til 2009. Rijkaard har i løbet af sine tre år som træner for Barcelona vist, at han er villig til at lade de unge spillere få chancen. Hele 19 spillere fra ungdomsafdelingen har debuteret på førsteholdet under hollænderen.

Har eget fodboldakademi
Klubben har sit eget fodboldakademi, La Masia, som har været hjem for flere af Barças stjerner gennem tiderne. Formålet med La Masia er at træne og uddanne unge drenge, som har forladt familie og hjemby for at spille for FC Barcelona.
De fleste af drengene kommer fra Katalonien og resten af Spanien, men der er også enkelte fra udlandet. Mere end 30 af Barças førsteholdsspillere gennem tiderne har startet deres karriere på La Masia; Amor, Guardiola, Sergi, De la Peña, Puyol, Xavi, Reina, Víctor Valdés og Gabri er blot nogle af dem.
Akademiet ligger lige ved siden af Camp Nou og blev oprindelig bygget som en bondegård i 1702. Fodboldklubben Barcelona købte ejendommen i 1966 og byggede det op til det akademi, det er i dag. 60 unge drenge bor på akademiet.

Verdens største
FC Barcelona er fortsat den største sportsklub i verden med over 120.000 medlemmer fra hele verden. Fodboldholdet er det eneste, som har deltaget i Europa-cuppen uafbrudt siden begyndelsen af 1955.
Årligt omsætter fodboldklubben for mere end 170 millioner euro, og de penge kommer ikke kun fra salg af billetter. Barça-TV sendes mere end 12 timer i døgnet, og her ruller annoncepengene ind. Ligesom Real Madrid tager holdet hver sommer på en meget lukrativ turné til Asien og Sydamerika. Her nyder især holdets store stjerne og pengemaskine, Ronaldinho, stor popularitet.
Klubben sælger sine produkter i mere 141 lande på fem kontinenter, og er lykkedes med at markedsføre sig op som et stærkt varemerke.


FC BARCELONA
Grundlagt 1899
Hjemmebane: Camp Nou (98.000)
Trofæer
18 spanske mesterskaber
24 pokalmesterskaber (Copa del Rey)
6 spanske supercup
2 spanske ligacup (Copa de la Liga)
2 Champions League (1992 og 2006)
3 Uefa Cup
2 europæiske supercup
Danskere i klubben gennem tiden
Michael Laudrup
Allan Simonsen
Ronnie Ekelund
Thomas Christiansen



SPILLERTRUPPEN
Målmænd
Victor Valdés
Albert Jorquera
Ruben Andrade

Forsvar
Juliano Belletti
Rafael Márquez
Carles Puyol
Giovanni Van Bronckhorst
Giovanni Zambrotta
Lilian Thuram
Sylvinho
Oleguer

Midtbane
Edmilson
Xabi Hernandez
Ronaldinho
Deco
Andrés Iniesta
Thiago Motta

Angribere
Samuel Eto’o
Eidur Gudjohnsen
Lionel Messi
Javier Saviola
Ludovic Giuly
Santiago Ezquerro

Træner
Frank Rijkaard

Assistenttræner
Henk Ten Cate



Helse | December 2006
Abonner på e-mail nyhedsbrevVersion til udskrift · Send til en ven



















Norrbom
Norrbom Marketing
Centro Idea · Ctra. de Mijas km. 3.6 · 29650 Mijas-Málaga
Tel. 95 258 15 53 · Fax. 95 258 03 29
Norrbom

Norske Magasinet En Sueco Magasinet Dansk La Danesa Magic Media Guide til Spanien

Forsiden | Kontakt os | Redaktionen | Que Pasa? | Rubrikannoncer