Blot en måned efter at være flyttet tilbage til Spanien er der et spørgsmål, der uvilkårligt melder sig:
Hvorfor flyttede jeg dog fra Spanien tilbage til Danmark for et par år siden?
Med højt solskin næsten hver eneste dag, havet inden for synsvidde, gæstfrihed, tolerance og højt til loftet i alle henseender kan man næsten kun være i godt humør.
Eller som den danske multikunstner Ingvar Cronhammer plejer at sige, når han lader begejstringen få frit løb.
- Det er lige til at blive højstemt af.
Tænk at have en swimmingpool lige uden for døren, som man bare kan hoppe i, når man får lyst. Vel at mærke uden først at have bestået optagelsesprøven hos danske vinterbadere.
For som de vist nok siger i Danmark: Vandet er 15, luften er 16, og pigen er sammen med Klaus Pagh.
Nå, det var et sidespring ...
En svømmetur i poolen er en dejlig forfriskende oplevelse efter en lang dag, hvor solen endnu en gang har vist sig fra sit gavmilde hjørne.
Første gang jeg steg op af vandet, fik jeg dog noget af en overraskelse. Mine shorts havde mistet al farven på grund af for meget klor i vandet.
Da jeg fortalte det til min spanske nabo, sagde han, at de havde gjort gartneren opmærksom på problemet, men at han stadig smider for mange klortabletter i poolen hver morgen.
Og minsandten om han ikke i samme åndedrag påstod, at når lyshårede børn bader i poolen, så har de grønt hår bagefter.
Den røverhistorie har jeg siden fortalt vidt og bredt om, blot for at blive sat på plads af et par småbørnsforældre. De har begge uafhængigt af hinanden oplevet, at deres børn fik grønne nuancer i håret af at bade i en pool under en charterferie. Utroligt.
For nylig var jeg en weekend i Valencia, og benyttede lejligheden til at se det lokale hjemmehold spille på Mestalla stadion.
De 55.000 billetter til kampen var udsolgt, så jeg måtte på det sorte marked for at skaffe billetter.
Inde ved stadion kom en knægt, der burde have siddet hjemme og lave lektier, hen og spurgte, om jeg skulle bruge billetter.
Straks var der gang i de store forhandlinger.
Den unge billetpusher var stærkt utilfreds med mit bud på 20 euro pr. billet, så forhandlingerne var sådan set brudt sammen, da han til sidst overgav sig og alligevel godkendte handelen.
Nu var det ikke ligefrem troværdighed, der lyste ud af de unge øjne, så jeg følte mig ikke helt sikker på, at billetterne var ægte.
Da jeg kort efter stod og ledte forgæves efter vandmærker eller andet, der kunne styrke min vaklende tro på, at billetterne var ægte, kom den unge knægt hen til mig, stillede sig på tæerne og lagde sin hånd op på min skulder, mens han kiggede beroligende på mig:
- Bare rolig. Professionelt gensalg!
Det viste sig, at billetterne var ganske gyldige, så min skepsis blev gjort til skamme.
Min skeptiske tankegang var også tæt på at blive sat på plads, da jeg for nylig skulle jeg have lavet id-kortet tarjeta de residencia.
Efter at være taget ud i den anden ende af byen til det forkerte kontor, fandt jeg det rigtige i centrum og kom lynhurtigt frem til skranken.
Jeg fik de obligatoriske stempler på samtlige papirer, og så var den i orden, konstaterede funktionæren.
Følte jeg næsten en snert af skuffelse over ikke at opleve det sydlandske bureaukrati i topform? Ingen underholdende lille anekdote at berette om.
Kun overraskende, klinisk effektivitet.
Knap havde jeg tænkt tanken til ende og skulle til at gå, da funktionæren tørt tilføjede:
- Så hører du nok fra os om otte-ni måneder.
Jeg blev så overrasket, at jeg begyndte at grine.
Ni måneder. Det er en graviditet!
På den anden side er processen vel tilsvarende smertefuld for en bureaukrat af den gode gamle slags, så det er måske meget passende.
Jeg kan lige se for mig, at kunderne hos Norrbom Marketing blev serviceret på samme måde:
- Om vi laver visitkort – ja, nemlig ja, det er ikke noget problem. Hvad? Skal du også have navn på?? Nå, men så går der tre måneder. Skal de også lamineres??? Ja, så kan du da roligt lægge et halvt år oven i.
Selv det berømte sydlandske bureaukrati lever op til forventningerne i Spanien. Hvad mere kan man ønske sig?
Michael Jepsen
| Abonner på e-mail nyhedsbrev | Version til udskrift · Send til en ven |







