Det er sommer, der er sol og det er der hver dag, kunne man fristes til at synge. Hvad er skønnere end at kunne planlægge en dasedag ved stranden uden at skulle bekymre sig om, hvorvidt vejret nu også holder. Og når stranden er spansk, ja så er det oven i købet en både morsom og underholdende fridagsbeskæftigelse.
Jeg placerer mit håndklæde på en frimærke-stor plads i sandet blandt hummerrøde englændere og enorme spanske familier. Sidstnævnte er en af mine yndlings-strandoplevelser. Se det lige for dig: Familien, som består af mindst 12 medlemmer maser sig ned på stranden. Først kommer moren med stråhat og en badedragt, der i størrelse lader vort tomandstelt meget tilbage at ønske. Derefter kommer en imponerende mængde børn, og som rosinen i pølseenden kommer faren prustende med et enormt udvalg af oppustelige badedyr, tasker med blade, solcreme og vifter, liggestole, læhegn, parasoller, havegrill, store, tunge køletasker med mad og drikkelse samt bedstemor, som han trækker efter sig gennem sandet, mens hun larmende taler med sig selv. Den næste time går med at få mor og bedstemor installeret i så megen skygge, at man kan undre sig over, at de overhovedet gider at gå på stranden. Så skal mors brede ryg smøres ind i en hel liter sololie, inden faren kan gå i gang med at tænde op i grillen og puste de mange badedyr op. På nuværende tidspunkt er samtlige unger i fuld aktion. Store som små spurter de gennem sand og vand. To er allerede kommet op at slås, én tuder, en anden kaster en bold i hovedet på en strandløve, som promenerer i vandkanten, mens lillebror tisser på en tysk turists avis. Et af børnene proklamerer surt, at de – altså ungerne –meget hellere ville have leget derhjemme, hvorpå moren hidsigt svarer, at det da var for deres skyld, at de overhovedet var taget af sted. Pludselig klapper parasollen sammen om ørerne på bedstemor, og faren, der efterhånden er helt gasblå i hovedet af alt pusteriet, må komme hende til undsætning. Moren ligger bare stor og fedtet på sin solseng og kommenterer slagets gang. Endelig kan den hårdtarbejdende far slappe lidt af, og jeg lægger mig atter til rette på mit håndklæde. Jeg når lige at døse hen, da en mærkværdig, susende lyd fanger min opmærksomhed. Jeg retter igen blikket mod storfamilien. Lyden kommer fra badedyrene, som staklen nu er ved at presse luften ud af, inden hans skal til at pakke det hele sammen igen, slæbe sig gennem sandet med bedstemor og flere tons pakkenelliker, og mase alt og alle ind i den bulede varevogn.
God sommer til alle – og på gensyn d. 15. september!
Helle Espensen
| Abonner på e-mail nyhedsbrev | Version til udskrift · Send til en ven |
