![]() | |
Rigtig mange kører uden om San Pedro del Pinatar, når de ad motorvej AP 7 skal til Murcia Lufthavn. Andre tager måske ad hovedvej 332, og dermed kommer de gennem byen San Pedro. Men tag en dag en slapper - og når du kommer til San Pedro del Pinatar, så drej enten fra mod Lo Pagan eller Parque Regional de Salinas y Arenales de San Pedro. Det lønner sig …
Det første indtryk af San Pedro del Pinatar kan udmærket være:
Her er endnu en ganske ordinær by med omkring 22.000 indbyggere med de sædvanlige op mod en halv snes seværdigheder, der ikke afviger fra meget andet, end man kan opleve andre steder på den iberiske halvø.
Men tag en afstikker og søg mod vandet, nærmere betegnet bydelen Lo Pagan og Mar Menor. Det kan være svært at finde vej, for rigtig mange af vejene er ensrettede og så smalle, at to biler dårligt kan passere hinanden. Men drej fra i centrum ved Ayuntamiento og Policía Local. Efter kørsel ad smalle gader kører man ud på Emilio Castellar, der senere går oven i Generalísimo.
Forude kan man ane Mar Menor og strandpromenaden Avda. Generalísimo. På den ene side ligger Playa de la Puntica og på den anden en række barer og mindre spisesteder.
Avda. Generalisimo ender blindt, så man må tilbage ad samme vej, men følg hele tiden så tæt som muligt vandet.
Saltvand og mudder
På højre hånd vil lystbådehavnen dukke op, og lidt efter viser endnu en af byens glimrende sandstrande, Playa de Villananitos, sig. For enden af stranden ligger Molino de Quintin og Baños de Lodo.
Her leder lange træbroer ned til det varme saltvand, som skulle gøre kroppen godt og være helbredende for mange sygdomme. Specielt folk med hudlidelser og reumatiske sygdomme skulle have godt af ikke blot det salte vand, men også mudderet, som indeholder en hel række nyttige mineraler.
Længere henne ad Avda. del Puerto viser et skilt mod Playas de la Llana og Parque Regional Salinas.
Denne naturpark er et yndet udflugtsmål. Man kan køre i bil, på cykel eller vandre alt efter temperament. Her er et af Spaniens vigtigste sumpområder med over 100 forskellige fuglearter. Desuden pinjeskove, sandklitter, hvide sandstrande samt et saltudvindingsværk.
Vælger man at køre i bil er der flere rastepladser. En enkelt med borde og bænke, så tag blot picnickurven med.
Civilisationen ender
Landtangen med saltvandsreservoiret på den ene side og Middelhavet på den anden bliver smallere og smallere, og ved fiskeri- og lystbådehavnen ender al kørsel. Ved den store parkeringsplads, saltudvindingsværket, mindre udskænkningssteder samt den ganske udmærkede Restaurante El Retiro ender ”civilisationen”.
Vil man længere ud ad landtangen bliver det til fods, og på sydspidsen Punta de Algas er der ikke mange meter til La Manga-tangens nordspids.
San Pedro del Pinatar fik sit navn i det 17. århundrede, da fiskerne byggede en lille kirke til deres apostel, San Pedro, og da der voksede en stor pinjeskov, var det nærliggende med San Pedro del Pinatar.
Foruden fiskeri ernærede beboerne sig ved saltproduktion og sammen med turismen er det også hovederhvervene i dag. De mange fine sandstrande samt mudderets og saltes gode indvirkning på helbredet har fået en række store hoteller og sanatorier til at skyde op - især ved Playa de Villenontinos og Molino de Quintin.
Andre seværdigheder
Af andre seværdigheder af interesse i San Pedro del Pinatar kan nævnes: Iglesia San Pedro Apostol, Museo Arquelógico Etnográfico, Lonja de Pescado, Colección Museográfica de Material Cinematográfico Antiguo, Casa del Reloj (urhuset, hvor den kendte spanske politiker Emilio Castelar levede) og Casa de la Rusa.
Skulle trangen til et enkelt glas lokal vin melde sig eller til at tage en flaske med hjem, vil Bodega Juramilliano ved den nordlige bygrænse på hovedvej 332 være et godt valg.
![]() |
Udflugter | Maj 2008
| Abonner på e-mail nyhedsbrev | Version til udskrift · Send til en ven |










