Af Michael Jepsen

Sofie Loft har ikke været i Danmark i 25 år. ”Hvorfor skulle jeg dog det” spørger den 88-årige dansker, der stortrives i Torrevieja. Trods tre indbrud på én uge føler hun sig tryg i hjemmet i La Siesta, og hun ville ikke kunne undvære sit daglige bad i swimmingpoolen, som er et fast morgenritual hele året rundt - uanset temperaturen.

Den lille yorkshire-terrier Rikki byder velkommen med en højlydt bjæffen, der står i kontrast til urbanisationens navn; La Siesta. Sofie Loft forsikrer, at den højlydte gøen er mere af navn end af gavn, og at der ikke er noget at være bange for.
”Rikki er bare glad for at få gæster”, forklarer hun, mens hun viser vej i den frodige have, hvor to mandarintræer og to mandeltræer står blandt de mange appelsin- og citrontræer.
Lidt efter er Rikki faldet til ro og ligger og gnaver dovent i sin plasticgulerod, mens Sofie sætter sig i en stol i den store udestue og lader tankerne vandre i de spanske minder.
”Dengang min mand var rask, rejste vi på rundt på kryds og tværs i Spanien i vores campingvogn. Jeg elskede sigøjnerlivet.”

Faldt for Spanien
Efter mange års campingferie i Spanien, flyttede Sofie og hendes mand permanent til Torrevieja i 1983. De første tre år boede de i El Limonar, hvorefter de flyttede ind i boligen i La Siesta på den anden side af hovedvejen, hvor Sofie er blevet boende efter sin mands død for fem år siden.
Sofie har ikke sat sine fødder på dansk grund, siden hun forlod sit fødeland for 25 år siden.
”Jeg har ikke haft lyst til at se Danmark igen. Det siger mig ikke noget. Mine børn ringer jeg til, og de kommer og besøger mig. Vores børn har vænnet sig til, at jeg ikke vil komme hjem. Fra allerførste færd har det her været mit hjem. Jeg kunne lide det med det samme”, forklarer hun.

Saltsøen
Sofie og hendes mand flyttede til Spanien på grund af hans helbred. Han havde ondt i arme og ben, så lægen i Danmark anbefalede dem at flytte til Torrevieja på grund af saltsøen.
”Det hjalp ham utroligt.”
Enkelte gange badede de tilmed i saltsøen, inden det blev forbudt. Nu er det tilladt igen.
”Vi har prøvet at bade et par gange i saltsøen, men man bliver fuldstændig hvid af salt, og det er ikke sjovt at have på huden. Men det hjalp. Da jeg blev svagtgående, kunne jeg ikke længere selv tage derned, så min mand hentede vand, som jeg havde hænderne i tre gange fem minutter. Jeg har fået en speciel slags gigt, som sidder i leddene. Jeg kan stadig se og høre, men jeg mærker det i kroppen, når der er vejrskift.”
Hver morgen året rundt bader Sofie i sin swimmingpool.
”Vandet kan være ned til seks grader, men jeg svømmer hver dag hele året. Det kan jeg simpelthen ikke undvære, og det ville jeg savne utroligt, hvis jeg skulle flytte til Danmark.”

Solskin og smil
Vejret og venligheden er de ting, Sofie bedst kan lide ved livet i Torrevieja.
”Når man er inde og handle, og spanierne mærker, at man har svært ved at tale spansk, ja så hjælper de én. De er hjælpsomme, venlige og smilende. Når jeg går på gaden, er der altid nogle der smiler og siger goddag - buenos días. På spansk restaurant bliver man behandlet ualmindeligt godt, og det samme gælder hos restaurant Fraser’s, hvor jeg holder meget af at komme. Det er sådan nogle dejlige mennesker”, siger Sofie med et smil.
Sofie synes dog, at Torrevieja er blevet lidt for international.
”Jeg kunne bedst lide dengang, der var de gamle huse i stedet for de store kasser, de har nu. Jeg kunne godt lide det, da det var mere spansk. Nu er det lidt for besværligt.”

Tre indbrud på en uge
I 2002 oplevede Sofie og hendes mand at have tre indbrud i løbet af én uge.
”Dengang havde vi Julius, en Sankt Bernhards hund. Han begyndte pludselig at gø helt vildt, så min mand råbte ”hold nu kæft, for fanden”. Det viste sig så at, vi havde haft indbrudstyve. De havde taget computeren og penge ovenpå, og en radio fra udestuen.”
Et par dage - mens Sofie og hendes mand var hos forsikringsselskabet for at anmelde indbrudet - brød tyve ind i deres hus for anden gang.
”De kunne ikke komme ind i huset, for døren kan ikke brækkes op udefra. I stedet brækkede de gitteret af vinduet. Det var lige ved, at de havde taget det halve af muren. De rykkede dørkarmen og hele pivtøjet ned for at komme ind af døren. De havde også sparket vores hund Rikki. Da vi kom tilbage, havde han en stor bule på ryggen, og han var helt kulret. Bare du løfter en hånd, så er han bange.”

Lange ører
Inden ugen var omme, var tyveknægte på spil for tredje gang. Denne gang tog de sønnens campingvogn, mens han og hans kone, der var på besøg, lå ovenpå og sov.
”De skulle have rejst hjem næste dag. Det undrer mig, at min søn ikke hørte noget, for han har lange ører. Det var jo tredje gang på en uge, vi havde indbrud, så det var lige før, politiet mente, det var noget, vi selv lavede” husker Sofie.
Trods de mange indbrud føler hun sig dog helt tryg ved at bo i Torrevieja.
”Jeg er aldrig blevet overfaldet, og jeg er aldrig bange for at gå alene.”

Kører som åndssvage
Da Sofie for et par år siden skulle have fornyet sit kørekort, bestod hun alle prøver til topkarakter.
”Det var de godt nok imponeret over, siger den 88-årige kvinde, der i 15 år havde sin egen køreskole i Århus.
Nu har Sofie dog lovet sin sine børn, at hun ikke kører mere, så hun har ikke fornyet sit kørekort igen
”Jeg har heller ikke lyst, for de kører som åndssvage. Fy for Fanø. De kører så stærkt, at man næsten ikke kan nå at se noget.”

Skønt at vågne
Når Sofie gør status over livet, er hun taknemlig over sin tilværelse.
”Så gammel som jeg er, og så godt, som jeg har det! Jeg er altid smilende og glad. Jeg synes bare, livet er dejligt. Det er skønt at vågne hver morgen og se, at solen skinner. Uden snevejr og frost.
Men når man først er 88 år, er man ikke længere så mobil, og så bliver man helst hjemme. Sommetider er der dog nogle venner, der ringer, og så tager vi lige en bytur”, konstaterer Sofie.
Hendes mand døde for fem år siden efter længere tids kræftsygdom. Når hun tænker tilbage, er hun ikke i tvivl om, hvad der har været hendes bedste tid i Spanien:
”Al den tid jeg var gift med min mand. Vi nåede at fejre diamantbryllup.”
En hyggelig eftermiddag er ved at være slut. Da det er tid til at sige farvel, vågner Rikki op glemmer alt om at lege med sin plasticgulerod. Han bjæffer utilfreds, mens Sofie kigger lidt opgivende på ham.
”Ja, han kan ikke forstå, når folk går herfra igen. Nu havde vi det jo lige så sjovt.”

SOFIE LOFT
88 år
Født og opvokset i Århus
Tidl. køreskolelærer
Bor i La Siesta, Torrevieja

Abonner på e-mail nyhedsbrev

Version til udskrift · Send til en ven